21/05/2026
RACISMEN ER VÆRST INDVANDRERE IMELLEM!
Danmark er et af de mest tolerante og åbenhjertige lande i verden.
Men internt i indvandrermiljøer trives racismen i bedste velgående.
Det er en side af “mangfoldigheden”, som danske medier og politikere næsten aldrig tør tale om.
For sandheden er, at mange af de mennesker, der kommer fra Mellemøsten, Afrika og Sydasien, ofte tager deres gamle etniske konflikter, fordomme og hierarkier med sig.
Her rettes racismen ikke kun mod danskere.
Den trives også glimrende mellem indvandrergrupperne selv.
I det tyrkiske miljø findes der åbenlys racisme mod kurdere, arabere og afrikanere.
I store dele af Mellemøsten og Nordafrika er racisme, etniske hierarkier og fordomme mod afrikanere fra lande syd for Sahara, aldeles veldokumenteret.
I Sydasien lever kastesystemer og sociale hierarkier fortsat videre - også blandt mennesker, der er flyttet til Europa.
I det pakistanske miljø findes der også stærke interne hierarkier:
Man ser ned på bangladeshere, afrikanere og ofte også arabere.
I somaliske miljøer findes klanracisme, hvor bestemte familier og klaner anses som finere end andre. I Nordafrika ser mange arabere ned på sorte afrikanere. I Afghanistan findes stærk diskrimination mod hazaraer. I Iran diskrimineres afghanere systematisk.
Og sådan fortsætter det.
Sandheden er, at Vesteuropa generelt er blandt de mindst racistiske områder i verden. Det betyder ikke, at racisme ikke findes blandt danskere. Det gør den såmænd. Men i Danmark er det socialt uacceptabelt at se ned på folk alene på grund af deres hudfarve.
I store dele af Mellemøsten, Afrika og Sydasien er det derimod ofte normaliseret og en integreret del af kulturen og omgangsformen. Der rangeres konstant mellem folkeslag, hudfarver, stammer, sekter og klaner.
Det er den virkelighed, man importerer, når man importerer mennesker fra dybt klanopdelte og etnisk konfliktfyldte samfund.
Derfor er det også naivt, når venstrefløjen beskriver masseindvandring som ét stort harmonisk “møde mellem kulturer”.
For mange af de konflikter, vi ser i Europa i dag, er i virkeligheden gamle mellemøstlige, afrikanske og sydasiatiske konflikter, der blot er blevet flyttet til vestlige lande.
Malmø, Bruxelles, Paris og London er ikke bare præget af “mangfoldighed” og "diversitet"
De er præget af importerede etniske konflikter, sekterisme, klankultur og gensidig racisme mellem grupper.
Det er den virkelighed, almindelige danskere kan se med egne øjne, men som politikere og medier ignorerer og lukker øjnene for.
Og det er en virkelighed, vi burde tale langt mere ærligt om.
