20/10/2025
Hvornår får danskerne egentlig lov at gå på pension? Mens Mette Frederiksen kan gå på pension allerede som 60-årig med over 58.000 kr. i samlet månedlig pension, bliver mine gamle kollegaer mødt med beskeden om, at de skal arbejde til de er 75, 78 eller 80 år gamle. Det er fuldstændig skævt. Og det er dybt uretfærdigt.
Det er desværre nemt at være ligeglad med pensionsalderen, når man selv har sikret sig en guldrandet pension. Det er nemt at bede mine gamle kollegaer, SOSU’er og håndværkere om at holde ud, når man som Mette Frederiksen og resten af regeringen kan trække sig tilbage tidligt og trygt. Men det er ikke rimeligt.
Inden jeg blev valgt i Folketinget, arbejdede jeg på lager. Jeg har set, hvordan mine gamle kollegaers kroppe tog skade – når man møder ind klokken 6, løfter tunge paller og bider tænderne sammen for bare at komme igennem endnu en dag. Jeg har set kollegaer blive slidt ned længe før pensionsalderen – folk, der endte foroverbøjede med ødelagt ryg og knæ, der ikke længere kunne holde til noget.
I Dansk Folkeparti siger vi nej til endnu en forhøjelse af pensionsalderen. For vi ved, at der er forskel på dem, der har siddet bag et skrivebord hele livet, og dem, der har brugt kroppen. Vi vil sikre, at danske skattekroner bliver brugt på dem, der har bygget samfundet – ikke på flere papirrussere, skrankepaver og flere penge til udlændinge.
Der er råd, hvis vi prioriterer danskerne! Enig?