28/05/2026
Efter at internettet er (delvist) vendt tilbage i Iran efter 88 dages totalt mørke, har fået adgang til følgende førstehåndsberetning, skrevet af en iransk ortopædkirurg. Af hensyn til forfatterens sikkerhed bringes beretningen i fuld anonymitet.
De begivenheder, der her udfoldes, giver et sjældent og rystende indblik i den virkelighed, som ramte det iranske sundhedsvæsen under urolighederne. Det er en fortælling om det akutte kaos på operationsstuerne, det moralske dilemma mellem lægeløftet og den personlige sikkerhed, og den lammende frygt, der hurtigt spredte sig blandt landets sundhedspersonale.
Beretningen starter her:
“Min telefon ringede. Det var en ven af mig, en gynækolog, som i panik sagde:
‘Kom straks til hospitalet. Vi har modtaget et stort antal sårede patienter med skudsår og knivstik.’
Jeg tog adressen og kørte mod hospitalet. Gaderne var fyldt med røg, ild og sikkerhedsstyrker. De stoppede mig.
‘Legitimation?’
‘Jeg er læge. Jeg skal på hospitalet.’
‘Hvorfor?’
‘Jeg har akutte patienter.’
‘Hvilke patienter?’
‘Knivstik.’
‘Kør videre.’
GPS’en virkede ikke, og mobilnettet var nede. Jeg kunne knap finde frem og ankom først efter stort besvær.
Alle gange og akutmodtagelsen var dækket af blod. Skrig, gråd, råb, kaos og desperation fyldte hospitalet. Det var værre end noget, man kan forestille sig. De sårede kom i alle aldre. Mange lå allerede dækket til, fordi de var døde.
Vi begyndte hurtigt at organisere patienterne.
Mange blev sendt videre uden registrering. De pårørende sagde, at sikkerhedsstyrkerne kom for at hente de sårede og dræbe dem. Jeg kunne ikke tro det. Hvordan kunne noget sådant være muligt?
Der gik rygter om, at Al-Ghadir-hospitalet var blevet angrebet, og at akutmodtagelsen var blevet beskudt. Men al kommunikation var nede, og intet kunne bekræftes.
Da det hele var overstået, tog jeg hjem.
Om morgenen den 9. januar begyndte telefonlinjerne delvist at virke igen. Mine kolleger fra forskellige hospitaler var alle i chok.
‘Jeg havde 60 døde.’
‘Jeg havde 30.’
‘Jeg havde 40.’
‘Jeg havde 90…’
Min Gud… hvordan kunne det være sandt?
Jeg ringede til mine teknikere. Kun én linje gik igennem.
‘Vi havde 64.’
Mine ben gav efter.
Hvad var det, der var sket den nat?
Folk vidste ikke engang, at der havde fundet en massakre sted. Der var ingen kommunikation, og samtidig gik rygter om, at folk planlagde at gå på gaden igen samme aften. Jeg håbede, de lod være. Men ingen vidste længere, hvad man skulle gøre.
Lørdag morgen den 10. januar fortsatte meldingerne med at strømme ind. En massakre på uskyldige mennesker havde fundet sted.
Jeg modtog konstant opkald om hjælp og rådgivning. Min kone græd.
‘For Guds skyld, lad være med at tage af sted. Der kommer forfærdelige nyheder.’
‘Du har to børn. Hvis du dør, hvad skal vi så gøre?’
Jeg var bange. Men jeg kunne ikke blive hjemme.
På det første hospital lå en ung mand, skudt i bækkenet.
På det næste en patient med et Kalasjnikov-projektil i låret.
På et tredje hospital behandlede vi haglskader i ben og knæ.
Tilfælde efter tilfælde af skudsår.
Mens jeg bevægede mig mellem hospitalerne, tænkte jeg ikke på konsekvenserne. Jeg så kun patienterne. Jeg forberedte operationsstuer, organiserede behandlinger og forsøgte at give de pårørende en smule tryghed. Vi forsikrede dem om, at ingen oplysninger ville blive videregivet.
Næsten hele sundhedspersonalet arbejdede koordineret for at behandle de sårede diskret og med så få registreringer som muligt.
Jeg husker især en ung mand med et skudsår i ryggen. Han bad mig om at fjerne kuglen. Hans ro og styrke var ekstraordinær. Jeg fjernede kuglen.
I begyndelsen tænkte ingen af os på konsekvenserne af det, vi gjorde. Men efterhånden som situationen på gaderne faldt mere til ro, begyndte sikkerhedsstyrkerne at dukke op på hospitalerne.
Læger og sundhedspersonale blev arresteret for at have hjulpet de sårede.
Hvorfor?
Hvilken forbrydelse?
‘De skulle ikke have hjulpet.’
Men havde vi ikke aflagt ed på at behandle patienter uden forskelsbehandling?
Frygten voksede dag for dag. Min kone græd hver eneste aften af angst for, at de ville komme og arrestere mig. Jeg sagde til hende, at jeg ikke havde gjort noget forkert. Men jeg så hende sidde vågen om natten, alene og rædselsslagen.
Alligevel fortsatte jeg.
Hospital efter hospital blev katastrofens omfang tydeligere. De første meldinger lød på mellem 8.000 og 12.000 døde.
Dag efter dag kom flere oplysninger frem. Sikkerhedsstyrkerne begyndte systematisk at indsamle oplysninger om læger og sygeplejersker, der havde hjulpet de sårede.
Stress og søvnløshed gjorde det umuligt at finde ro. Frygten for, at de når som helst kunne bryde ind i vores hjem og arrestere mig foran mine børn, forlod mig aldrig.
Om dagen fortsatte jeg fra hospital til hospital med endnu større beslutsomhed. Om natten kom jeg hjem med et tvungent smil og lod som om alt var normalt. Jeg løj, indtil mine børn faldt i søvn.
Derefter sad min kone og jeg vågne i mørket. Hun græd og bad mig være forsigtig. Jeg lovede det, men hvordan kunne jeg give et sådant løfte, når ingen længere vidste, hvad sikkerhed betød?
På næsten alle hospitaler samarbejdede sygeplejersker og supervisors om at skjule de sårede patienter. De blev registreret med opdigtede diagnoser som faldulykker eller almindelige traumer og sendt direkte til operation.
Efter operationerne blev mange hurtigt fjernet af deres familier af frygt for, at sikkerhedsstyrkerne skulle finde dem.
Men der var også stikkere blandt sundhedspersonalet. De værste var iblandt sygeplejerskerne. Vi måtte skjule patienterne og føre dem ind på operationsstuerne uden at vække mistanke.
I den anden uge ringede min telefon.
Det var hospitalets viceadministrerende læge.
‘Doktor, hvor er du? Kom til mit kontor.’
Da jeg ankom, sagde han:
‘Sikkerhedspolitiet er her. De vil tale med dig.’
Mit hjerte sank.
Jeg overførte straks billederne fra min telefon til et USB-stik og slettede alt, så de ikke kunne finde billeder af de sårede.
Tre unge mænd sad på kontoret. Først troede jeg, de var patienter eller pårørende. Viceadministratoren sagde:
‘Disse herrer har nogle spørgsmål.’
‘Hvem er I?’
‘Sikkerhedspolitiet.’
De spurgte:
‘Hvorfor opererer du så mange patienter?’
‘Det forstår jeg ikke.’
‘Er der nogen, der henviser patienter til dig? Er der koordination? Kontakt med nogen?’
‘Nej.’
Indeni var jeg rædselsslagen. Jeg frygtede, at nogen havde tilstået noget.
Viceadministratoren afbrød:
‘Doktoren er en af vores dygtigste læger. De fleste komplicerede tilfælde bliver sendt til ham.’
En af mændene lænede sig frem og sagde:
‘Vær opmærksom på, at kontakt med elementer, der skaber uro eller truer national sikkerhed, er en forbrydelse — selv i forbindelse med behandling.’
Jeg svarede:
‘Det her er mit arbejde. Hvis I bliver såret, behandler jeg jer også.’
Han svarede koldt:
‘Vi har vores egne læger.’
Senere hørte jeg om en akutlæge, der var blevet arresteret, blot fordi han havde modtaget flere opkald fra en arrestants telefon. Han blev anklaget for organiseret samarbejde.
Hvordan kunne noget sådant være muligt?
Hvordan kunne man nægte hjælp til venner, bekendte eller familier, der desperat kontaktede os, fordi deres pårørende var blevet såret?
Forvirring, frygt og angst voksede dag for dag. Men katastrofens omfang var så enormt, at intet kunne standse behandlingen af de sårede.
Nætterne fortsatte uden søvn.
Stress. Tårer. Chokerende nyheder om massakrer.
Da internettet gradvist kom tilbage, begyndte billederne at sprede sig: lemlæstede kroppe af unge piger og drenge, utallige ligposer, forældres knuste ansigter og de virkelige billeder af de døde.
Langsomt forsvandt frygten.
Noget andet voksede frem:
Vrede.
Vi stod sammen med tårer i øjnene — lammede af massakrens omfang.
Og når vi om natten stadig lå vågne, var det ikke længere af frygt.
Det var for at mindes dem, der var blevet taget fra os.”
