Venstre i Gladsaxe er en lokalafdeling af partiet Venstre. Venstre vil udvikle de kommunale servicetilbud til borgere og virksomheder til at være blandt de bedste i landet, og vi vil gøre det på en ganske anden måde end den, Socialdemokratiet og det siddende flertal i Kommunen benytter sig af. Det er et uomtvisteligt faktum, at vi i Gladsaxe Kommune betaler alt for meget for de ydelser, vi får sam
menlignet med vores nabokommuner. Eksempelvis er udgifterne til administration højere end i den socialdemokratisk dominerede Herlev Kommune, som vi i mange andre sammenhænge kan sammenligne os med. Merudgiften til administration i Gladsaxe er knap 1000 kr. pr. indbygger svarende til, at vi i Gladsaxe bruger ca. 60 mio. kr. mere på bureaukrati og administration om året end vores nabokommune. Dette billede er typisk for Gladsaxe Kommune og kan også overføres på en lang række andre områder – inden for skoleområdet og ældreplejen. Venstre går til valg på at forbedre og omstille Gladsaxe Kommune. Venstre mener, at Gladsaxe Kommune kan drives mere effektivt, så at vi på en og samme gang kan opnå mere og bedre velfærd OG lavere skat. Men det kræver vilje til nytænkning og forandring. Det kræver, at man har fokus på effektivisering – især i Kommunens administration gennem omlægning af arbejdsgange og øget IT-anvendelse. Det kræver, at man f.eks. er villig til at se fordomsfrit på at inddrage private aktører i løsningen af kommunale opgaver. Og det kræver, at man ligeså fordomsfrit lader sig inspirere af de kommuner i landet, der på forskellige områder klarer sig bedst. Den store velstand i det danske samfund skyldes netop vedvarende fokus på effektiviseringer i private virksomheder. Venstre synes, at det skal være helt legitimt også at sætte spørgsmålstegn ved kvalitet, arbejdstilrettelæggelse og effektivitet i Kommunen. Vi vil, at vores kommune går længere på literen, og at borgerne får mere for deres skattekroner. Socialdemokratiet har haft magten i Gladsaxe Kommune alene eller sammen med andre siden 1909! Det er en fejl at tro, at Socialdemokraterne kan forestå en tiltrængt fornyelse og gøre op med det store bureaukrati, som tynger Kommunen. For det kræver en næsten overmenneskelig styrke at ændre et system, som man har haft ansvaret for i mere end 100 år. Så hvis du vil have forbedringer gennem forandringer, skal du stemme på Venstre. Vi vil udvikle og forbedre kommunen, men på en helt igennem forsvarlig måde – både økonomisk og servicemæssigt. Det er ikke sikkert, at Byrådet får et borgerligt flertal efter næste valg. Men et styrket Venstre vil sikre, at der skal ”regeres” hen over midten. Og dét vil være til fordel for Gladsaxes borgere. Venstre vil fortsat være garanten for, at økonomien hænger sammen, således at der er råd til et højt serviceniveau, samtidig med at skatten holdes på et rimeligt niveau. For Venstre er nemlig garanten for en ansvarlig økonomisk politik med respekt for borgernes penge. Vi kan sikre en bedre service for færre penge. Det er ikke hokus pokus politik, men muligt, bl.a. ved at skele til nogle af de løsninger, der benyttes i andre kommuner i Danmark.