01/05/2026
Kammerater,
Der er noget, der er gået skævt i dansk politik – og måske især på venstrefløjen.
Ikke fordi vores idealer er forkerte.
Lighed, solidaritet og frihed står stadig som nogle af de stærkeste værdier, vi har. Men forbindelsen mellem de idealer, demokratiet og det konkrete fællesskab, de skal virke i, er blevet svækket.
Jeg står her som socialist. Men også som nationalpatriot.
Ikke i en snæver eller ekskluderende forstand – men fordi jeg mener, at demokrati, solidaritet og frihedsrettigheder kun kan eksistere i et konkret fællesskab.
Uden et “vi” bliver solidaritet en abstraktion.
Uden et Danmark og et Dansk folk bliver demokratiet et system uden sjæl.
Det er ikke en ny tanke.
Dele af venstrefløjen har historisk været dybt forankret i en folkelig og national tradition.
En socialisme, der ikke afviste det nationale, men brugte det som ramme for demokrati, kultur og fællesskab.
Det er en tradition, vi langt hen ad vejen har mistet.
Og noget af det mest alvorlige er, at problemet ikke kun kommer udefra.
Vi er i alt for høj grad blevet vores egne værste modstandere.
Vi har udviklet en politisk kultur, hvor vi alt for hurtigt dæmoniserer hinanden.
Hvor uenighed ikke ses som en styrke, men som et moralsk problem.
Hvor mennesker udskammes og skubbes ud, hvis de ikke mener det “rigtige”.
Det gælder i høj grad internt hvor den sociale meningskontrol er udtalt.
Men det gælder også i mødet med befolkningen hvor cancel kulturen hersker og ytringsfriheden har trange kår.
Alt for ofte har vi talt ned til mennesker, vi burde have talt med.
Vi har stemplet vælgere som uoplyste eller forkerte, i stedet for at forsøge at forstå deres bekymringer og deres hverdag.
Det er ikke bare forkert. Det er politisk ødelæggende.
For når vi gør store dele af arbejderklassen til vores modstandere, så opgiver vi den solidaritet, vi ellers siger, vi kæmper for.
Samtidig ser vi en anden bekymrende udvikling:
At venstrefløjen bevæger sig fra frigørelse til social kontrol.
Socialismen udsprang af en kamp for både bedre levevilkår og for frihed, ytringsfrihed, deltagelse og retten til at være uenig.
Men i dag ser vi en tendens til det modsatte.
En kultur, hvor meninger reguleres socialt, og hvor afvigelser mødes med sanktioner.
Socialisme uden ytringsfrihed degenererer til dogmatisme.
Demokrati uden uenighed bliver til tomme ritualer.
Når vi begynder at behandle politisk uenighed som et spørgsmål om moral – om godt og ondt – så vender vi energien indad. Så begynder vi at bekæmpe hinanden i stedet for ulighed og magt.
Resultatet er splittelse.
Svækket troværdighed.
Og tab af folkelig opbakning.
Og vi ser også, hvordan dele af den yderste venstrefløj er begyndt at afvise selve idéen om et fælles nationalt udgangspunkt.
Når man i den offentlige debat kan høre udsagn fra den yderste politiske venstrefløj som, at “der findes ikke noget danskhed” som jeg hørte i radioen for et par dage siden, så er det ikke bare en akademisk pointe –
men kulminationen på et årelangt nationalt selvhad og opgør med selve det fællesskab, som vores demokrati hviler på
Paradokssalt drevet af den socialistiske politiske venstrefløj som burde samle folket i stedet for at splitte det.
For selvfølgelig findes der et dansk fællesskab. Ikke som noget snævert eller biologisk, men som en historisk, kulturel og demokratisk ramme, vi deler og udvikler sammen.
Hvis vi benægter det, så saver vi den gren over, som både solidariteten og demokratiet sidder på.
Og her er vi nødt til også at kigge på os selv.
Venstrefløjen kunne komme langt i forhold til at samle det danske folk, hvis vi var lige så stolte af vores eget fællesskab, som vi er af at markere alle mulige andre.
Vi bakker hovedløst op om Pride-arrangementer der har udviklet sig til offentlige fetichfester rundt om i hele landet på alle tider af året i stadig flere byer for at dydssignalere at vi er gode, proggressive og inkluderende socialister.
Men vi må også turde stille os selv et ærligt spørgsmål:
Hvorfor er det blevet så meget lettere for os at vifte med regnbueflag, queerflag og transflag end med Dannebrog?
Hvorfor er vi så trygge ved at fejre forskellighed – men nogle gange utrygge ved at stå ved det fællesskab, der gør forskelligheden mulig?
For det danske flag er ikke højrefløjens ejendom.
Det er ikke et symbol på eksklusion.
Det og vores velfærd er vokset ud af.
Hvis vi vil samle Danmark, så skal vi turde tage det symbol tilbage.
Vi skal kunne gå til Pride og være stolte af at vi lever i et land hvor homoseksuelle fx har ret til at blive gift – og samtidig være stolte af Danmark.
Vi skal kunne kæmpe for minoriteter – og samtidig stå ved flertallets fællesskab.
Det ene udelukker ikke det andet. Tværtimod.
En del af forklaringen ligger i identitetspolitikkens fremmarch.
Hvor vi før samlede mennesker på tværs af forskelle omkring fælles interesser, ser vi nu en stigende opsplitning i mindre grupper, defineret af identitet.
Minoriteters rettigheder er vigtige. Selvfølgelig er de det.
Men når politik reduceres til identitet, mister vi blikket for det, der binder os sammen.
Vi mister det fælles.
Og når sproget samtidig bliver mere hårdt, mere dømmende, mere absolut – så risikerer vi at undergrave selve fundamentet for demokratiet.
For et demokrati kan kun fungere, hvis vi accepterer én grundlæggende ting:
At vores politiske modstandere ikke er fjender.
At de ikke er onde mennesker – men mennesker, vi er uenige med.
Hvis vi mister den forståelse, så mister vi noget helt afgørende.
Derfor står vi i dag med en opgave.
Vi skal genopdage noget, der egentlig ikke burde være kontroversielt:
At man godt kan være både socialist og patriot.
At man kan elske sit land uden at se ned på andre.
At man kan kæmpe for minoriteters rettigheder uden at opgive universelle principper som ytringsfrihed.
Og at man kan insistere på fælles værdier uden at falde i hverken snæver nationalisme eller rodløshed.
Vi skal gøre op med udskamning som politisk metode.
Med sekterisme.
Med den moralske selvretfærdighed, der splitter mere, end den samler.
Vi har brug for mindre dæmonisering – og mere nysgerrighed.
Mindre afstand – og mere fællesskab.
For i sidste ende er det det, det handler om.
Hvis venstrefløjen igen skal være en samlende kraft i Danmark, så skal vi finde tilbage til vores bedste tradition:
En folkelig forankret, demokratisk socialisme, der tager både fællesskabet og friheden alvorligt.
Vi skal turde tale med dem, vi er uenige med – ikke ned til dem.
Vi skal turde stå fast på vores værdier – også når det er svært.
Og vi skal turde sige noget så enkelt som:
Man kan godt være socialist og patriot på samme tid.
Et stærkt demokrati kræver frihed.
Det kræver fællesskab.
Og det kræver modet til at være uenige.
Hvis vi mister det, mister vi ikke bare vores politiske retning.
Så mister vi vores demokratiske sjæl.
God 1. maj.
Ulf Harbo 1 maj tale - For Danmark og for Folket.
