ADHD far

ADHD far Velkommen til min historie. Velkommen ind i et forældreskab, der ikke er perfekt – men som er ægte.

Mad – når kaos, kreativitet og ADHD mødes i køkkenetAt være far med ADHD og stå for madlavningen er lidt som at være med...
27/02/2026

Mad – når kaos, kreativitet og ADHD mødes i køkkenet

At være far med ADHD og stå for madlavningen er lidt som at være med i MasterChef – bare uden opskrifter, uden struktur… og uden nogen dommere, der forstår, hvorfor jeg pludselig laver pandekager klokken 17.45 på en tirsdag. Jeg starter altid med de bedste intentioner: “I dag laver vi noget sundt, struktureret og voksenagtigt.” Fem minutter senere har jeg glemt, hvad jeg gik i køkkenet efter, og børnene spørger, om vi får mad i dag, eller om det er sådan en “find selv noget i skabet”-dag.

Indkøb? Tja, det er en disciplin for sig. Jeg har engang stået i supermarkedet med tre poser ristet løg, fordi jeg ikke kunne huske, om vi havde nogen derhjemme. Og de var jo på tilbud.
Det havde vi. Masser. Så nu tror mine børn, at ristet løg er noget, alle familier hamstrer som var det guld, og at “far altid har en plan” – også selvom sandheden er, at planen som regel er glemt på parkeringspladsen.
Men midt i kaosset sker der noget magisk. Når energien rammer, bliver madlavning et kreativt frirum. Jeg kan improvisere en ret ud af alt muligt mærkeligt, og børnene elsker mine spontane “vi tester lige det her”-eksperimenter. Nogle gange bliver det virkelig godt. Andre gange… ja, så ender vi på rugbrødsmadder – men hey, ristet løg kan jo også komme på rugbrødet, så helt spildt er det ikke.

At have ADHD som far handler ikke om at lave perfekte måltider. Det handler om at balancere mellem planlægning og spontanitet – mellem “jeg burde” og “nu gør jeg det bare”. Maden er måske ikke altid struktureret, men vi får grint, vi får spist, og vi får snakket. Og nogle dage er det vigtigere end alt det, der burde have været skrevet i en madplan, jeg alligevel havde glemt i bilen.

Vikingklubben er mit åndehul. Mit fristed. Min ladeplads. Det sted, hvor min ADHD‑hjerne får et øjebliks ro, som næsten ...
24/02/2026

Vikingklubben er mit åndehul. Mit fristed. Min ladeplads. Det sted, hvor min ADHD‑hjerne får et øjebliks ro, som næsten ingen andre steder kan give mig. Når jeg går ned mod vandet, uanset om det er blæsevejr, frost eller det der stille, grå dansk vejr, så sker der noget i mig. Det er som om alt det indre støj bliver lidt mindre, for hver meter jeg nærmer mig havet.

Kulden er brutal, men den er ærlig. Den giver mig et chok, der tvinger kroppen helt ud af hovedet og ned i nuet. Når jeg glider ned i vandet, bliver tankerne stille på en måde, som jeg ellers kun oplever, når jeg sover. Vandet stjæler alt det, der fylder for meget. Alle de tabsede impulser, alle overspringshandlingerne, alle de 18 tanker der kører samtidig – de fryser til is et øjeblik.
Og når jeg bagefter går ind i saunaen, føler jeg mig fuldstændig tom på den gode måde. Ikke drænet. Ikke overstimuleret. Bare… nulstillet. At sidde dér, varm og levende, mens jeg kigger ud over havet, giver mig en sjælden fornemmelse af at være forbundet med noget, der er større end mig selv. Bølgerne bevæger sig uanset mine problemer, min indre uro, mine bekymringer. De skyller ind og ud, som om de minder mig om, at jeg også må give slip.

Det er dér, jeg kan mærke det tydeligst: Når jeg ikke får badet – når jeg ikke får ladet – så har batteriet det svært. Jeg bliver hurtigere overstimuleret, hurtigere fyldt op, hurtigere ked af det, hurtigere irriteret, hurtigere væk fra mig selv. Mit system begynder at kløjs i hverdagen, og små ting føles store. Jeg bliver mindre far og mere en udgave af mig selv, jeg ikke har lyst til at være.
Men når jeg kommer i vandet – når jeg får lov til at gøre det der ene simple ritual – så er jeg bedre. Jeg er mere mig. Jeg er roligere, mere nærværende, mere rummelig. Jeg kan mærke mit eget hjerte, og jeg kan mærke, at jeg har plads til andre igen.

Vikingklubben er ikke bare vinterbadning. Det er min måde at trække vejret på. Min måde at finde hjem til mig selv. Min måde at lade op, så jeg kan være den far, jeg gerne vil være, og den mand, jeg prøver at blive.

Hvordan finder du hjem til dig selv?

Da jeg blev far - del 3 Jeg elskede at holde Tue. Men nogle gange føltes det som om hele mit nervesystem stod og blinked...
21/02/2026

Da jeg blev far - del 3

Jeg elskede at holde Tue. Men nogle gange føltes det som om hele mit nervesystem stod og blinkede rødt. Jeg skammede mig over det, for hvem fanden indrømmer, at det kan være for meget bare at sidde med sin egen baby?
Jeg gjorde ikke. Ikke før mange år senere.
Uforudsigeligheden gjorde mig utryg
Det lyder måske mærkeligt, men jeg har altid haft svært ved uforudsigelighed. Og en baby er uforudsigelig. Man kan ikke planlægge, hvornår de sover, spiser eller skriger. Alting sker pludseligt. Alt bliver afbrudt. Og når man så som jeg i forvejen føler det har taget 100 år (realtid 5 min) at spise og at jeg ikke bare kan gå frem barnet i mens.

Min hjerne trivedes i korte, intense projekter og i impulser. Men som far til en nyfødt var der ingen plads til impulsivitet. Det var som at sætte min hjerne i en spændetrøje – og det gjorde mig dårligere til at være i min krop, i mine følelser og i mine relationer.

Jeg mistede min alene‑tid – og jeg vidste ikke, at jeg faktisk havde brug for den
Når man har ADHD, er alene‑tid ikke luksus. Det er ikke sådan noget “forkælelse” eller et glas vin i sofaen. Det er nødvendig opladning. Det er pausen mellem tankerne. Det er dér, hvor hjernen får lov til at lande, bare et øjeblik.
Og da jeg fik en nyfødt, forsvandt den fuldstændigt.

Det føltes som at være en elbil, der kun kan køre 150 km på en fuld opladning – mens alle omkring mig kørte rundt som dieselbiler, der snildt klarer 690 km på en tank. Jeg løb tør langt hurtigere end andre, og jeg anede ikke, hvorfor.

Og oveni det blev der hele tiden trukket fra batteriet: Lyde – som vind, der konstant pisker mod bilen, bare i form af barnelyde, gråd, puslen, små host. Manglende søvn – som at have sædevarmen tændt hele tiden, selv når bilen allerede er ved at koge over. Krav om nærvær – som at køre 130 km/t nonstop, uden mulighed for at slippe speederen bare et sekund.

Alle de små ting tømte mig. Hurtigere, end nogen kunne se udefra. Hurtigere, end jeg selv forstod.

Og når jeg så endelig nåede frem til “ladestanderen” – altså min pause, min alene‑tid, mit åndehul – så var pladsen ofte optaget. Det var mors tur til at sove. Mors tur til at få fem minutters ro. Mors tur til at trække vejret. Og selvfølgelig skulle hun have det. Men for mig betød det, at jeg fortsatte på et batteri, der allerede stod på rødt.

Så jeg kørte videre. Over grænsen. I reservefeltet. Og jeg begyndte at bryde sammen på de mærkeligste, mest ubelejlige tidspunkter, uden at forstå, hvad der skete. Jeg troede, jeg var dårlig til at være far. Jeg troede, jeg var svag. Men i virkeligheden var jeg bare løbet tør.
Fordi alene‑tiden ikke var et ønske. Den var et behov.

Jeg havde ingen steder at gå hen, ingen måde at regulere mig selv på, ingen chance for at falde ned. Jeg gik rundt med en konstant indvendig spænding, som ingen andre kunne se, men som styrede alt jeg gjorde. Og jeg forstod ikke, hvorfor jeg blev irriteret, hurtig i replikken, fraværende eller overmandet af følelsen af ikke at slå til.
Kærligheden var intens – og derfor gjorde frygten endnu mere ondt.

Jeg elskede min søn fra det sekund, jeg så ham. Og netop derfor gjorde det så ondt, når jeg følte, at jeg kom til kort. Når jeg ikke kunne være rolig. Når jeg ikke kunne være nærværende. Når jeg ikke kunne give ham den stabilitet, jeg troede, en far skulle have som standard.

Jeg følte ofte, at jeg så mig selv udefra – som om jeg hele tiden spillede en rolle, jeg var bange for at fejle i. Og den frygt var næsten større end alt andet.

Og fordi jeg ikke kendte min ADHD, så havde jeg ikke noget sprog for den.
Det tog mange år og meget skyld, før jeg forstod, at det ikke var mig, der var forkert – det var min hjerne, der ikke havde fået de rammer og redskaber, den havde brug for.

Og selvom det var svært, lærte det mig også noget vigtigt:
At kærlighed ikke handler om at gøre alt rigtigt.
Men om at blive ved med at prøve – også når man selv er ved at gå i stykker.
Efter lang tid i min ADHD hjerne– som nok i virkeligheden kun var kort tid – begyndte jeg at flygte. Ind i opgaver, projekter, idéer. Såsom vi skal da have en solterrasse, selvom vi kun har 25 m2 have. Mine flugtveje var eksempelvis “Skal jeg ikke handle ind?”, Jeg kunne da også tage på det der kursus, Jeg bildte mig selv ind, at jeg var hjælpsom, fleksibel, overskudsagtig. Men i virkeligheden flygtede jeg fra den uro, jeg ikke kunne håndtere. Fra kravene. Fra mig selv.
Jeg meldte mig som frivillig i et cykelværksted – for det lød som en god idé. Jeg tog ekstra arbejde som voksenven – for hvorfor ikke? Det gav mig følelsen af at gøre noget meningsfuldt, men det tog også tid, energi og nærvær, jeg egentlig burde bruge derhjemme.
Det er klart, at der ikke er noget forhold, der kan holde til det.

Og slet ikke et forhold med en lille baby, kaos, manglende søvn og en far, der forsøger at dulme sin ADHD med aktivitet i stedet for ro.

Da jeg blev far - del 2Hvis jeg var blevet testet den gang, havde en fødselsdeprationstest nok vist, at jeg havde en fød...
19/02/2026

Da jeg blev far - del 2

Hvis jeg var blevet testet den gang, havde en fødselsdeprationstest nok vist, at jeg havde en fødselsdepration. Det var det den gang en overset tid ved fædre og i endnu større grad ved fædre med ADHD.

Jeg var altid den, der havde mange bolde i luften – så mange, at jeg jævnligt tabte dem igen. Min kælder var allerede dengang et slags museum over de impulsive versioner af mig:
Shelterudstyr, fordi jeg skulle være naturmand.
Fiskeudstyr og UV-jagtgear, fordi jeg havde set en video på YouTube og tænkte: Det skal jeg da!
Maling og lærreder, fordi jeg et øjeblik var sikker på, at jeg skulle være kunstner.
Ideer og projekter, der fyldte mere i starten end i hverdagen.

Det var ikke hobbyer. Det var perioder. Bølger. Faser. Hver gang en ny interesse kom, løb jeg efter den med alt, hvad jeg havde. Og når energien forsvandt igen, stod tingene tilbage som stille beviser på en entusiasme, der brændte stærkt – og kort.

Da Tue kom, var der ikke længere tid til at løbe efter alt muligt. Der var ét menneske, der var vigtigere end alt andet. Men min hjerne havde ikke lært at stoppe op. Den havde heller ikke lært at planlægge. Eller at holde pauser. Eller at se, hvornår jeg selv var ved at køre galt indeni. Det var forsat på en evig jagt efter et nyt kick. Nu havde jeg jo set Tue smile og grine.
Jeg elskede ham. Det gjorde jeg virkelig. Men jeg kæmpede også.
Kæmpede med at skabe rutiner, når min hjerne hele tiden lavede nye veje.
Kæmpede med at finde ro, når min indre uro stod som blinkende julelys.
Kæmpede med at være den far, jeg gerne ville være – før jeg overhovedet forstod, hvad der gjorde det så svært.

Jeg tog 14 dages barsel og jeg følte at mit liv i de 14 dage gik i stå. Tue var som de fleste børn han sov, grad, spiste og sked. Det var en forventning ikke fra mine omgivelser men nok mest af alt for mig selv, at jeg skulle bevise noget.

Alle nybagte forældre er trætte, men for mig føltes det som om søvnmanglen skrællede det sidste lag af min selvkontrol væk. Jeg var i forvejen i en kasse, fast partner, spisetider, et medansvar for et bonusbarn. Når jeg ikke sov, blev mine tanker hurtigere, mine følelser stærkere og min tålmodighed tyndere. Jeg kunne gå fra at være rolig til at være overstimuleret på et sekund, og jeg forstod ikke hvorfor. Jeg slog mig selv i hovedet over det. Troede jeg var svag. Doven. For lidt.
I dag ved jeg, at ADHD-hjernen bruger søvn som stabilisator. Når den mangler, vælter det hele.

Jeg havde svært ved, at alt skulle være “nu”
Et barn kan ikke vente. Ikke et minut.
Og min hjerne har altid været sådan, at jeg liiige skulle noget. Lige tjekke noget. Lige begynde på noget, der fangede min opmærksomhed.
Men et barn stopper alt. Jeg kunne ikke gå fra. Ikke bare gå ud og tage luft. Ikke gå i gang med et projekt, der pludselig føltes vigtigt. Jeg skulle være til stede hele tiden – og min hjerne gjorde modstand. Ikke mod barnet, men mod kravene.
Det var en konflikt, der skete inde i mig. Og den sled.

Lydene og indtrykkene væltede mig
Spædbørn larmer konstant – selv når de ikke græder. De puster, småbrokker sig, hoster, trækker vejret anderledes, rokker, smasker. Og for mig blev hver lyd til et signal min hjerne ikke kunne filtrere.

Hurra jeg har fødselsdag men at have fødselsdag som voksen med ADHD er en mærkelig størrelse. 🇩🇰For jeg kan egentlig god...
17/02/2026

Hurra jeg har fødselsdag men at have fødselsdag som voksen med ADHD er en mærkelig størrelse. 🇩🇰

For jeg kan egentlig godt lide tanken om det – men selve praksissen? Ikke så meget. Hele den der idé om, at dagen skal handle om mig, får min hjerne til at piske rundt som en hund, der pludselig opdager, at alle kigger på den. Jeg bliver rastløs af opmærksomheden, overvældet af forventningerne og konstant i tvivl om, hvorvidt jeg nu fik sagt tak nok… eller om jeg sagde tak så mange gange, at det blev mærkeligt. ADHD-hjernen kører sit eget lille kommentatorspor: “Var det for meget? Var det for lidt? Burde jeg have krammet? Skulle jeg have sendt en besked? Hvorfor tænker jeg stadig over det her?”

Og så er der selve dagen, som ligner en slags triatlon, jeg ikke har trænet til. Jeg vil så gerne være nærværende – den bedste version af mig selv – samtidig med, at jeg skal bage boller, tage imod gæster, finde tallerkener, smile, grine, og lige hjælpe mine sønner med et eller andet på Xboxen, som selvfølgelig ikke kan vente, for det er jo min fødselsdag, og derfor er jeg tilsyneladende også teknisk support. Det hele sker på én gang. Selvfølgelig. Fordi intet råber “tillykke” som en dag, hvor alt kræver opmærksomhed lige samtidig.

Jeg prøver at følge med, jeg prøver at være rolig, jeg prøver at være den, der nyder øjeblikket – men sandheden er, at min hjerne løber ti meter foran mig og råber forskellige instrukser tilbage, som jeg slet ikke kan nå at udføre. Når aftenen så kommer, og døren lukker bag den sidste gæst, kan jeg nærmest mærke min krop kollapsensukker: Så. Nu må du godt. Jeg går i seng helt smadret, udmattet på den måde hvor selv tankerne føles trætte. Som om jeg har brugt alle dagens kræfter på at være til stede, mens min hjerne forsøgte at stikke af i fem forskellige retninger.

Men midt i alt kaosset – i det overvældende, det akavede, det udmattende – ligger der også en stille taknemmelighed. For dem der kom. For dem der blev. For dem jeg elsker, og som valgte at bruge deres tid på mig, selvom jeg selv ikke altid kan holde ud at være omdrejningspunkt. Det er det fineste ved det hele: At selv på en dag, hvor ADHD’en larmer og den sociale energi løber tør for batteri, er jeg omgivet af mennesker, der holder af mig, præcis som jeg er. Med uro, med grin, med glemte servietter og halvhævet boller.

Det gør fødselsdagen til noget særligt – måske ikke rolig eller perfekt, men ægte. Og når jeg ligger der i mørket og mærker trætheden helt ind i knoglerne, tænker jeg alligevel: “Det var faktisk en god dag.” Bare på min måde.

Mandag morgen – kaoset starter før jeg gør Mandag morgen rammer mig altid, før jeg selv når at vågne. Jeg står dér i køk...
16/02/2026

Mandag morgen – kaoset starter før jeg gør

Mandag morgen rammer mig altid, før jeg selv når at vågne. Jeg står dér i køkkenet – uden ro og uden chance for at forstå, hvad ugen egentlig kræver af mig – og én følelse rammer som en mur: Jeg har glemt noget.

Spørgsmålet er bare hvad. Var det idræt i dag? Var det turdag? Eller matematikaflevering? Var det ikke noget med en seddel? Eller en bog? Eller et kostume? Min hjerne kører scanning på scanning, men det er som om systemet bare skriver: “Fejl – 404: Information ikke fundet.”

Og oveni det har jeg hele mig selv at gøre klar. Det ville være fedt, hvis jeg var sådan en far, der stod klar før børnene – med tøj på, et smil, overskud og en taske pakket dagen før. Men nej. Jeg står i underbukser, leder efter mine egne bukser, tænker på noget helt tredje og glemmer, hvad jeg ledte efter midt i handlingen.

Madpakkerne – mandagens første nederlag
Så kommer madpakkerne. Bare tanken gør mig modløs. Jeg aner ikke, hvad børnene vil spise om fem timer – og jeg aner endnu mindre, hvad jeg selv har lyst til om syv timer. Og så står jeg og stirrer ind i køleskabet som om madidéerne ligger skjult bag en tapper pakke leverpostej. Når madpakkerne endelig er lavet, ser køkkenet ud som om en lille tornado har været på besøg, og min hjerne skriger allerede, at vi er bagud.

Aula – mandagens boss‑fight Og så åbner jeg Aula. Hvorfor gør jeg det? Fordi jeg er ma*****st. For fanden. Der er 27 ulæste beskeder. Eller 48. Eller 102. Jeg ved det ikke. Jeg tør næsten ikke kigge. 3 af dem starter med: “Husk i dag…” Og så ved jeg, at jeg nok allerede har glemt det.

Mig selv – det evige efterslæb
Midt i børnenes sko, overtøj, madpakker og Aula‑panik, opdager jeg: Jeg har glemt at pakke min egen taske. - Jeg mangler et bælte. - Jeg skulle have været ude af døren for fem minutter siden. Jeg prøver at være rolig, men føler mig som en blæksprutte i slowmotion, der prøver at jonglere med 12 ting… mens tentaklerne har ADHD.

Og så afleveringen… Når vi endelig kommer ud af døren og mod skolen, er jeg mentalt allerede klar til middagspausen. Ved afleveringen prøver jeg at smile og give dem en god start, men min hjerne er stadig i panikmode over alt det, jeg måske har misset. Men de smiler. De løber ind. De klarer det. Og jeg står tilbage med følelsen af: “Puha. Vi overlevede endnu en mandag.

Da jeg blev far del 1Jeg hedder Karsten. Jeg er 34 år nu, men det her opslag starter et helt andet sted i mit liv – et s...
15/02/2026

Da jeg blev far del 1

Jeg hedder Karsten. Jeg er 34 år nu, men det her opslag starter et helt andet sted i mit liv – et sted hvor jeg hverken kendte mig selv, mine mønstre eller min ADHD. Jeg kendte bare følelsen af at være ung, rastløs, anderledes end de andre og på vej et eller andet sted hen uden helt at vide hvor.

Da jeg var 22 år, blev jeg far for første gang. Tue kom til verden og ændrede alt. Jeg husker stadig den første dag, som om tiden stod stille. Den der blanding af frygt, overvældelse og kærlighed, der ikke minder om noget andet. Det var kæmpestort. Jeg var stolt. Jeg var lykkelig.

Jeg arbejdede på en specialskole som pædagogisk assistent, så jeg havde taget en uddannelse og vidste i følge en ung Karsten alt om børn.
Så med tilgangen, hvad er det værste der kan ske, var jeg fuld opsat på at være far.
Jeg var fuldstændig uforberedt på, hvor meget det ville rykke rundt på alt det, der før var mit.

For sandheden er, at selvom jeg elskede rollen som far fra det sekund han kom, så var det svært. Ikke fordi han var svær – men fordi jeg var det. Mine rutiner, min alene-tid, min impulsivitet, min uro… alt det, jeg indtil da havde kunnet pakke væk eller ignorere, stod pludselig som en kæmpe projektør midt i stuen.

Ikke bare et andet menneske, men min søn, noget jeg havde været med til at skabe som havde brug for en fast rytme.

Jeg var udiagnostiseret dengang. Jeg anede ikke, at det hele hang sammen. Jeg troede bare, jeg var dårligere til voksenlivet end andre. Ikke bare på den der almindelige, “førstegangsforælder-usikkerhed”, som jeg forestiller mig de fleste oplever – den hvor man lige skal finde roen og lære barnet at kende. Nej, min usikkerhed gik dybere. Den gjorde, at jeg blev bange. Bange for mig selv.

Jeg kunne mærke, at der var noget i mig, som jeg ikke havde kontrol over. Jeg blev bange for min egen impulsivitet, for min manglende evne til at skabe struktur, for at miste grebet om hverdagen og om mig selv. Jeg blev bange for, om jeg overhovedet kunne finde ud af at være far, eller om jeg ville blive den slags far, jeg selv frygtede mest: en der ikke kunne holde sammen på tingene. En der hele tiden kom til kort.

Det er først i dag, at jeg kan se, at det var ADHD’en, der talte. Den del af mig, der hele livet havde lavet huller i min selvtillid uden at jeg vidste hvorfor. Dengang var det bare en klump i maven, der voksede hver gang jeg glemte noget, hver gang jeg blev overvældet, hver gang jeg ikke kunne finde ud af det, som andre fik til at se så let ud.

Jeg troede, jeg var forkert. Jeg forstod ikke, at hjernen bare var anderledes skruet sammen. Og uden den forståelse blev jeg fanget i en spiral af tvivl, frygt og selvbebrejdelse – netop på det tidspunkt i livet, hvor jeg mest havde brug for at føle mig stærk.

Adgangskode forkert… igenDer er få ting i livet, der kan vælte min ADHD‑hjerne hurtigere end en adgangskode. Ikke fordi ...
13/02/2026

Adgangskode forkert… igen

Der er få ting i livet, der kan vælte min ADHD‑hjerne hurtigere end en adgangskode. Ikke fordi jeg ikke vil huske den. Jeg mener jo altid, at jeg har styr på den. Det har jeg bare sjældent.

Det starter uskyldigt:
Adgangskode forkert.
Okay, fint. Jeg prøver igen.
Adgangskode forkert.

Hmm… måske var det med stort bogstav i starten? Eller var der et tal? Jeg prøver igen.
Adgangskode forkert.
..Nu begynder jeg at svede. Mit nervesystem begynder at råbe: “HVAD VAR DET SÅ?!”

Og så kommer den ultimative ydmygelse:
Nulstil adgangskode
(Ja ja, jeg ved det godt, jeg har tabt.)
Men systemet er ikke færdigt med mig endnu.

Nu skriver det:
“Adgangskoden kan ikke være den samme som tidligere adgangskode.”

Det er dér, jeg får lyst til at vende mig om og råbe:
“Jamen det VAR den, jeg prøvede at skrive! Jeg KUNNE bare ikke huske den!”

Og så sidder jeg dér og opfinder nye adgangskoder, der bliver mere og mere desperate:
Karsten123!
Karsten1234!
KarstenForhelved2026!
JegLoverAtSkriveDenNedDenneGang!!

Men jeg skriver den jo aldrig ned.
For jeg er sikker på, at jeg kan huske den næste gang.

Spoiler: Det kan jeg ikke.
Og så starter det hele forfra…
Adgangskode forkert.
Adgangskode forkert.
Adgangskode forkert.

𝗞æ𝗿𝗲 𝗔𝘂𝗹𝗮, 𝗸𝗮𝗻 𝗱𝘂 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝘃æ𝗿𝗲 𝗹𝗶𝗱𝘁 𝗺𝗶𝗻𝗱𝗿𝗲 𝗔𝘂𝗹𝗮?Der er morgener, hvor jeg åbner Aula med samme forsigtighed, som hvis ...
12/02/2026

𝗞æ𝗿𝗲 𝗔𝘂𝗹𝗮, 𝗸𝗮𝗻 𝗱𝘂 𝗶𝗸𝗸𝗲 𝗯𝗮𝗿𝗲 𝘃æ𝗿𝗲 𝗹𝗶𝗱𝘁 𝗺𝗶𝗻𝗱𝗿𝗲 𝗔𝘂𝗹𝗮?

Der er morgener, hvor jeg åbner Aula med samme forsigtighed, som hvis jeg åbnede en låge i et gammelt klædeskab og ikke helt ved, om der gemmer sig en snemand eller en regning derinde. Ikke fordi jeg ikke vil følge med i mine børns skoleliv. Men fordi min hjerne allerede kører som en blender uden låg, og Aula sender mig flere beskeder end nogen menneskelig forælder burde blive udsat for før klokken ni. Hver notifikation føles som et lille prik på skulderen fra en meget ambitiøs lærer: “Har du lige to minutter?” Nej. Det har jeg faktisk ikke. Jeg har knap to sekunder – og de er allerede brugt.

Jeg har lovet mig selv, at jeg vil være den forælder, der siger: “Selvfølgelig har jeg læst ugeplanen!” og ikke den, der siger: “Var det denne uge, der var tændstikæske-projekt? Eller er det noget, jeg drømte?” Men ADHD-hjernen laver sin egen form for arkiv, hvor alt lægger sig i én stor bunke mærket “Åbn senere” – en bunke, jeg så går i en stor bue udenom, som om den indeholder skorpioner. Og når jeg endelig åbner Aula, vælter informationerne ud som et skab, der aldrig er blevet monteret med hylder. Ud kommer møder, glemte gymnastiksko og den famøse besked fra læreren, jeg absolut burde have læst i går. Eller sidste uge.

Og alligevel er der humor i det hele. Som når jeg opdager en besked, der starter med: “Dette er blot en venlig påmindelse,” og jeg tænker: “Der findes ingen venlige påmindelser. Der findes kun påmindelser og min puls.” Eller når jeg prøver at virke rolig, mens jeg febrilsk scroller efter noget, der helt sikkert var der før. Aula burde have en knap, der hed: “Vis kun det, der kan få mig fyret som forælder.” Så jeg kunne starte med det vigtigste.

Men midt i kaosset er der også de små lyse øjeblikke. Som når jeg faktisk får sendt et svar i tide og føler mig som en slags hverdagshelt – lidt som Batman, men hvis Batmobilen var en Toyota, og hans vigtigste gadget var en kalenderapp. Eller når mit barn fortæller noget, der står på Aula, og jeg kan nikke med den der stille stolthed over, at den her besked – lige den – fandt vej gennem hjernestormen. Når Aula ikke føles som en modstander, men som en slags lettere forvirret ven, der prøver at hjælpe, men også snakker en hel del.

Det her er ikke en guide. Det er en indrømmelse og et lille grin til dig, der også har scrollet ned gennem Aula og tænkt: “Hvordan kan noget så digitalt føles så uoverskueligt?” Vi er flere, der forsøger at kombinere kærlighed med kaos, struktur med spontane overspringshandlinger og et kommunikationssystem, der burde være enkelt, men ofte føles som en særlig form for pædagogisk crossfit.

Hvis du også er en forælder med en hjerne, der larmer – velkommen i klubben. Vi kæmper, vi glemmer, vi griner. Og vi prøver igen i morgen.

Der findes mange bøger og sider om ADHD. Fagbøger, manualer, forskningsartikler og selvhjælpsguides. Men der fi...
11/02/2026

Der findes mange bøger og sider om ADHD. Fagbøger, manualer, forskningsartikler og selvhjælpsguides. Men der findes alt for få fortællinger indefra – og næsten ingen, der handler om, hvordan det er at være forældre med ADHD i en tid, hvor forældreskabet ofte bliver målt, vejet og kommenteret fra alle sider.

Denne side er min fortælling. Ikke fordi jeg har fundet den perfekte opskrift på at være far. Ikke fordi jeg har styr på alting – tværtimod. Men fordi jeg ville ønske, at jeg tidligere havde fundet en side fra én, der lignede mig bare lidt. En, der kæmpede med de samme ting. En, der havde prøvet at gå ud ad døren uden nøglerne for tredje gang den uge. En, der havde siddet i bilen efter en lang arbejdsdag og taget en dyb indånding, før han gik ind ad døren til børn, der bare ventede på ham – og samtidig kunne mærke ADHD’en køre rundt som en motor, han ikke selv kunne slukke.

Forældreskabet er i sig selv et stort ansvar. Men når man har ADHD, bliver det ikke bare et ansvar – det bliver et landskab af muligheder, udfordringer, mislykkede planer, nye begyndelser, spontane succeser og kampe, som ingen helt ser udefra. Og som far føler man sig ofte alene med det hele. For ADHD hos voksne er stadig omgærdet af misforståelser. “Du skal bare tage dig sammen”. “Alle er lidt distræte.” “Det kan da ikke være så svært.” Jo. Det kan det. Og det er det.

Men ADHD er også en styrke. Jeg leger, jeg føler, jeg mærker og jeg elsker med en intensitet, der ikke ville være mulig uden min ADHD. Jeg ser mine børn – nogle gange måske endda tydeligere, end jeg ser mig selv. Og jeg tror, at mine børn får en far, der er anderledes, men ægte. En far, der falder og rejser sig igen. En far, der prøver. Hver dag.

Denne side handler om alt det. Om hverdagen, kaosset, kærligheden, strategierne, sammenbruddene og de små sejre. Om at være far i en verden, der ofte forventer, at man har styr på sig selv, før man hjælper andre med at få styr på noget som helst. Og om hvordan man finder sin egen vej – også når vejen ikke er lige.

Hvis du læser med som far, mor, partner, fagperson eller bare nysgerrig, håber jeg, at du finder noget her, der enten spejler dig, giver dig håb eller hjælper dig til at forstå én, der lever i en ADHD-hjerne hver eneste dag.

Velkommen til min historie. Velkommen ind i et forældreskab, der ikke er perfekt – men som er ægte.

Forskellen på kaos‑Bilka og lege‑Bilka – og hvordan jeg hjælper min ADHD‑hjerneDer er to versioner af mig i Bilka. Den e...
11/02/2026

Forskellen på kaos‑Bilka og lege‑Bilka – og hvordan jeg hjælper min ADHD‑hjerne

Der er to versioner af mig i Bilka. Den ene er ham, der går rundt med skuldrene helt oppe om ørerne, hvor hvert bip, hver stemme og hver berøring føles som en overbelastning af mit nervesystem. Det er dér, hvor børnene hiver i mig, og min hjerne råber: Kom ud, kom ud, kom ud!. Hvor jeg vrissser, selvom jeg ikke vil. Hvor jeg bagefter sidder i bilen og får dårlig samvittighed, fordi jeg ved, at børnene kunne mærke, at far ikke var sig selv.

Den anden version er ham, der går ind ad dørene med et overskud, der næsten føles legende. Ham, der trykker på alle pivedyrene i hundeafdelingen, tager en fjollet hat på, laver showkamp med et plastiksværd og får børnene til at grine – og rulle med øjnene – i ren forlegenhed. Ham, der gør Bilka til en legeplads, hvor børnene glæder sig til bilen, fordi far er pinlig og for meget, men på den sjove måde.

Forskellen på de to versioner af mig er ikke børnene. Det er ikke Bilka. Det er min hjerne.
På de dårlige dage er mit batteri fladt, før jeg overhovedet går ind. Jeg er træt, overstimuleret, uforberedt og uden støttesystemer. Alt rammer mig for hårdt.

På de gode dage har jeg plads. Jeg har luft. Jeg har overskud nok til at lade ADHD‑energien være kreativ i stedet for kaotisk.
Det har taget mig år at forstå, at forskellen ikke er tilfældig – den kan påvirkes. Der er ting, jeg kan gøre for at hjælpe min egen hjerne med at lande i den rigtige version af mig selv.

For eksempel:
• Sætte en tidsramme: Hvis jeg ved, at vi max er der 20–30 minutter, så falder min indre uro. Min hjerne kan holde fokus, fordi den ved, at det ikke er uendeligt.

• Have høretelefoner med: Ikke for at lukke børnene ude, men for at dæmpe verden. Noise‑canceling kan være forskellen mellem en far, der er til stede, og en far, der lukker ned.

• Lave en mini‑plan: Vi skal have dét, dét og dét. Måske ét sjovt stop i legetøjsafdelingen – og så ud. ADHD‑hjernen elsker klare rammer, selvom den også kæmper imod dem.

• Give mig selv en pause inden: Et glas vand i bilen. Fem minutters stilhed. Trække vejret. Det lyder banalt, men det kan være nok til at gå fra “jeg brænder sammen” til “jeg er klar”.

• Fortælle børnene det, de har brug for at vide: “Far har lidt meget larm i hovedet i dag, så I skal lige hjælpe mig.” De er bedre til det, end man tror.

• Give ADHD‑energien en opgave: I stedet for at den går i panik, giver jeg den et projekt. “Far finder den sjoveste hat.” “Vi trykker hver især på ét pivedyr.” “Vi løber en lille leg gennem hylderne.” Det gør kaos til leg – og leg er ADHD’ens hjemland.

Så forskellen på de to Bilka‑versioner af mig handler ikke om held. Det handler om kapacitet. Om hvor meget plads der er i min hjerne, før vi går ind. Og om jeg husker at give mig selv de redskaber, der gør, at jeg kan være nærværende, fjollet og rolig – i stedet for overvældet, kort for hovedet og skyldbetynget.
Når jeg hjælper mig selv, hjælper jeg også drengene.

Og de dage, hvor jeg rammer pivedyrene og tager en fjollet hat på, bliver de bedste Bilka‑dage – for os alle tre.

Bilka fejler jo i bund og grund ingenting. Det er bare et supermarked med lyse gangarealer, gode tilbud og en legetøjsaf...
11/02/2026

Bilka fejler jo i bund og grund ingenting. Det er bare et supermarked med lyse gangarealer, gode tilbud og en legetøjsafdeling, der åbenlyst er skabt til at fange børns opmærksomhed. Men når jeg træder ind dér med ADHD, overstimuleret i forvejen, og med to drenge der bobler over af begejstring – så føles det som at gå ind i et stormvejr uden jakke.

De vil vise mig alting. Hver eneste hylde. Hvert eneste sværd, dinosaur, bil, bold, fjernstyret dims.
“Far, se lige her!”
“Far, prøv at mærke den her!”
“Far, må jeg få…?”

Jeg vil så gerne være den far, der smiler og deler deres begejstring. Den far, der går ned i knæ og siger: “Ej hvor fedt – vis mig mere!” Men min hjerne begynder at snurre allerede ved indgangen. Det er som om alle lyde bliver suget ind gennem porerne: bip fra kasserne, vognhjul der skramler, højttaleren der pludseligt udbryder KUP LIGE NU, parfumeafdelingens duft der rammer som en mur, folk der taler for højt, babyer der græder.

Alt bliver for meget. For tæt. For hurtigt.
Som om hver lyd får sin egen skarpe kant.
Og børnene gør ikke noget forkert. De er bare børn. De elsker mig. De vil dele deres verden med mig. De rører ved min arm, trækker mig, hiver i mig, peger, hopper, spørger, snakker i munden på hinanden. Alt sammen helt normalt – men i min overstimulerede hjerne føles det som om mine sanser bliver trukket i små stykker.
Inde i mit hoved er der en stemme, der råber:
“Jeg vil hjem. NU. Jeg kan ikke være her. Det er for meget. Jeg kan ikke trække vejret.”
Men min krop går videre. Automatisk. Jeg prøver at holde masken. Jeg prøver at virke rolig. Men min stemme bliver kortere. Min kæbe spændes. Mit tonefald mister varme. Jeg vrissser. Ikke voldsomt – men nok til, at børnene mærker det.
Jeg kan se det i deres øjne. Den der lille forskrækkelse.
En mikroskopisk afstand.
En “var det noget jeg gjorde?”‑følelse.
Og det gør ondt på en måde, jeg ikke kan forklare. For det er aldrig deres skyld. Det er min hjerne, der koger.

Når vi endelig kommer ud til bilen, falder støjen omkring mig, men den indvendige storm bliver stående et øjeblik endnu. Og så kommer skyldfølelsen. Den rammer mig hårdt, som om nogen sætter sig direkte oven på brystet.

Jeg sætter mig bag rattet, trækker vejret og mærker det:
De synes, jeg var træls.
De kunne mærke, jeg ikke var nærværende.
Jeg så ikke deres glæde. Jeg så bare alt det andet.
Det er dér, skammen kommer. Den der hulning i maven, som fortæller mig, at jeg er kommet til kort. At jeg var fysisk til stede, men mentalt flygtede. At jeg ikke kunne rumme deres begejstring – selvom jeg ville give alt i verden for at kunne.

For sandheden er, at jeg elsker de drenge mere, end de nogensinde kommer til at forstå. Og det gør kun smerten større, når min ADHD skaber afstand der, hvor jeg i virkeligheden længes efter at komme tættere på.
Det er ikke Bilka, der er problemet.
Det er ikke børnene.
Det er min hjerne, der kollapser under indtryk, og derefter vender vreden mod mig selv.

Og lige dér i bilen, i stilheden efter stormen, mærker jeg det altid:
Jeg kunne have gjort det bedre.
Jeg vil gøre det bedre næste gang.
Og jeg håber, at de kan mærke, at min kærlighed altid er større end min overstimulering.

Adresse

Gråsten

Internet side

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når ADHD far sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Genveje

Del

Type