23/03/2026
Jeg kender folk fra hele det politiske spektrum. Selvfølgelig mange fra mit bagland, som kommer fra den traditionelle venstrefløj, forretningskontakter og bekendte, som går helt ud til det yderste højre.
I et ægte repræsentativt demokrati er der brug for alle stemmerne. Dem, der klart står på nogle standpunkter og presser i deres retning. Når man selv er en lille del af politik – så fører det løbende til, at folk gerne vil diskutere det (og det er super).
Noget er meget personligt, en slags princip, om du vil. Andre kan citere artikler og bøger om, hvorfor netop deres vinkel er rigtig. Grundpræmissen er for det meste – hvorfor er det emne, vi taler om, så elendigt håndteret? Sundhed, Frihed, Klima, Unge, Internationale trusler osv.
Hvorfor handler vores politikere, som de gør, og hvorfor kan de ikke forstå, at løsningen jo ligger lige for. Sagt på almindeligt dansk – “Det er for dårligt”. Eller måske lidt mere positivt, “Det kunne vi gøre bedre”.
Det tror jeg faktisk, de fleste politikere er enige i. Mere end man skulle tro. Som jeg har skrevet flere gange, så er det at være politisk aktiv et knaldhårdt arbejde, hvor beløningen slet ikke står mål med de timer, der lægges. Kompetence belønnes sjældent, fejl straffes. Har du være med længe bliver du holdt maksimalt til ansvar.
At drive en regering i anno 2026, en offentlig sektor eller en kommune er bare alt andet end enkelt. Der findes utallige hensyn af tage, og ting tager ofte meget lang tid. Vi er et regelbaseret samfund, i et internationalt forpligtende samarbejde, og der er langt imellem de nemme løsninger.
Overfor den virkelighed står så vores algoritmepåvirkede identitetspolitik. Hvilken stamme er man en del af, og hvordan kan man hævde sig socialt, når man deklarerer sit ståsted? Pressen er nødt til at forstærke disse tendenser for at have relevans og understøtter dermed, at vi kan stikke fingrene i ørerne og holde op med at lytte på hinanden.
Det fører også til en flad og meget populistisk kommunikation omkring politik. Vi taler ofte ikke om de virkelige problemer - men om stråmænds argumenter, påvirket af troldefabrikker, AI, spindoktorer og krav om engagement fra medierne.
Igennem et prisme af teknisk understøttet selvbedrag, et reelt behov for at høre til og en fejlplaceret følelse af indignation (øv!), vælger vi politikkere med hjertet.
Det er vel bare sådan, det er.
Men
Når jeg går til tandlægen, så vælger jeg altså den dygtigste, jeg har råd til. Det samme gælder med håndværkere, mekanikkere, min kaffeleverandør, eller når jeg køber dykkerudstyr. Faglighed betyder noget, og det samme med erfaring. Læser man på Trustpilot, skulle man tro, de alle sammen var skurke. Men det er de meget sjældent.
Derfor
Er jeg nødt til at stemme på Moderaterne ved næste valg.
Lars Løkke Rasmussen, i kraft af hans +30 år på Christiansborg, er han en af landets dygtigste politikere. Bedste mand på posten til at lede os igennem de næste urolige 4 år.
Han er flankeret af et super hold - bare for at nævne nogle stykker: Jakob Engel-Schmidt, fordi han er en af sin generations dygtigste politikkere. Henrik Frandsen, som med årelangt politisk engagement forstår at binde Christiansborg sammen med det kommunale. Monika Rubin, som med sin faglighed, som læge, sikrer en sundhedspolitik, der tager udgangspunkt i virkelighedens hospitaler. Rasmus Lund-Nielsen, der som børnepsykolog forstår at presse på for, at vi passer på vores børn og unge baseret på videnskab og evidens. Charlotte Bagge som med sin lokale forankring på Sydsjælland forbinder de små virksomheder direkte til Borgen. Og mange flere...
Moderaterne er en indsats hen imod at holde fokus på fakta, reducere populismen fra fløjene, på hvad vi kan ændre, og på hvordan vi kan lytte langt mere, end vi lover!
Eller som det er blevet kogt ned til (og bare tænk på gårdsdagens debat på DR):
Samler, når andre splitter.
