03/06/2019
Derfor ✔️
Næstsidste partilederrunde inden valget på onsdag er løbet over skærmen. Jeg er helt enormt glad for, at klimaet, vores daginstitutioner og sundhed har fyldt enormt meget. Og selvom der kom mange hårde ord ud af de nyopstillede partier helt ude på den yderste højrefløj her til aften, har de ikke fået lov til at overtage det hele med deres had. Sådan skal det også være til den sidste debat i morgen, håber jeg.
Til gengæld vil jeg også gerne sige, at det ikke kun handler om ord eller “tonen i debatten”. Der er et flertal i Folketinget, som har gennemført en splittende integrationspolitik, som rammer folks rettigheder og deler os op.
Integrationsministeren fejrer andres ulykke med kage, og mennesker nægtes statsborgerskab og lige borgerrettigheder, hvis de har været arbejdsløse eller syge i en periode. Der gennemføres burkalove og love, der gennemtvinger nedrivninger i udsatte boligområde bl.a. hvis der bor for mange med “ikke-vestlig baggrund”. Det blev ikke sagt klart nok i debatten i aften, men det skader vores sammenhold, det splitter og skubber mange ud af fællesskabet. Det er ikke nok at tage afstand fra den mest yderligtgående på podiet i aften. Der er andre partier, der trænger til at kigge gevaldigt indad.