07/02/2017
En af Lejre Kommune social- og sundhedsassistenter er i øjeblikket i praktik i Spanien. Her kommer et udpuk af hendes logbog fra første uge... Interessant hvor anderledes forholdene er indenfor samme fagområde:
Logbog uge 1
DAG 1:
Op kl. 02.30 og afsted til lufthavnen for at mødes kl. 4. Vi skulle flyve kl. 6. Det var en meget lang dag for os begge, da man rejser steder man ikke har været før, og at skulle finde rundt og finde de rigtige busser. I Logrono i Spanien blev vi mødt på busstationen af nogle meget søde og gæstfrie Spaniere. De køre os til kollegiet, hvor de hjælper os med værelserne og med at forstå hvad der bliver sagt. Da vi jo mangler mad og diverse, køre de med os til det nærmeste lille supermarked som har åbent på en søndag.
Vi snakkede meget om efterfølgende, hvor gæstfrie og hjælpsomme, åbne og søde de er. Vi sammenlignede med vores egen kultur, da vi som danskere generelt ikke er specielt åbne og hjælpsomme på samme måde.
DAG 2:
I dag blev vi mødt af to lærere som viste os hospitalet og vores vejleder. Vi fik arbejdstøj, som vi fik med hjem (dette undrede vi os over, når vi derhjemme ikke må tage arbejdstøj med hjem). Vejlederen viste os den afdeling vi kommer til at være på. Vi skal være på Geriatrisk afd.
Når man ser Hospitalet udefra og indgangen, minder det meget om et slags hotel og en lobby når man kommer ind. Når man kommer op på afdelingerne ligner det mere et hospital, dog ikke så klinisk hvidt som vores derhjemme.
Dag 3+4:
Vi møder ind på hospitalet, får nøgle til dør ind til omklædning samt til skab. Derefter er vi med i morgenplejen hos de fleste patienter, den første dag observerede vi, på anden dag var vi med i plejen.
Alle patienterne på afdelingen får præcis den samme morgenpleje. Der er ca. 13 patienter. Morgenplejen foregår ved at vaske både foroven og forneden i sengen, patienterne kommer slet ikke op af sengen ved morgenplejen. Vi oplever, at det foregår meget som på et ”samlebånd” og at patienterne ikke vurderes individuelt ud fra deres ressourcer og funktionsniveau.
De bruger 1 engangssvamp, med sæbe i med pH værdi 5,5 og vasker ansigt, overkrop, ben og fødder. Så giver de creme eller olie på kroppen. Personlig pleje forneden hælder de noget vand forfra og skyller og derefter tørre. Bagpå vasker de med engangssvampen på ryggen og til sidst på bagdelen. Alle patienterne får til morgenplejen en ble med vinger med tape til lukning på, og deri en åben ble uden lukning, så de kan skifte den. Der er faste tider de skifter bleer; kl. 8,12,16,20 og nat. Igennem hele morgenplejen bruger de 1 par handsker. De bruger nogle gennemsigtige tynde handsker under de normale handsker.
Inden sengetøjsskift er der 2 pers. Som går rundt og tager alle patienterne ud af sengen og over i en stol. De gør det typisk ved egen håndkraft uden hjælpemidler. Vi har set 1 lift på afd. Som vi oplever kun bliver brugt ved ekstra tunge patienter.
Ca. kl. 11. skifter de alle patienternes sengetøj. De bruger lagen x 3 og et ’blåt stykke’ imellem..
Her på hospitalet har de ikke et medicin rum som er låst af, ligesom vi har derhjemme, det er ophængt i kasser på væggen inde i personale rummet, samt at sygeplejerskerne har medicin frit fremme samt kanyler liggende på et bord der står på gangen.
Medicinen der bliver doseret til patienterne om morgenen, bliver lagt i et lille bæger uden cpr eller navn på, og sat på bakken med mad, hvor der kun ligger en lille seddel med navn, værelsesnummer og hvilken slags kost patienterne får – meget anderledes end hjemme.