29/09/2023
DER ER NOGET, DER IKKE HÆNGER SAMMEN
I Danmark betaler vi nogle af verdens højeste skatter. Udgifterne i den offentlige sektor stiger år efter år. Knap 1300 milliarder kroner er vi oppe på.
Vi ved jo alle sammen, hvad de penge skal forestille at gå til. Til forsvaret og politiet, sygehussenge til vores syge, pension til vores ældre og børnehaver til vores børn. Til kernevelfærd.
Men der er noget, der ikke hænger sammen. For vi har aldrig brugt flere penge, men alligevel knager det i alle dele de vigtige dele af velfærdsstaten. Ventetiderne er nærmest komisk lange, de færreste er trygge ved tanken om at komme på plejehjem forsvarets kaserner har huller i taget og rotter på gangene.
Hvad hvis problemet slet ikke handler om manglen på penge? Hvad hvis det hele egentlig handler om manglen på fornuft - og mangel på at prioritere rigtigt og formå at nytænke velfærdssamfundet?
Når kommunerne hundredvis af millioner skattekroner på brandingkampagner og slogans, mangler der ikke penge. Der mangler fornuft.
Når der er mere end 100.000 ansatte i offentlig administration, mangler der ikke penge. Der mangler fornuft.
Når regionerne har ansat 660 nye akademikere de seneste to år, men samtidig har ladet 1.067 sygeplejersker gå, mangler der ikke penge. Der mangler fornuft.
Når man bruger mere end fire milliarder kroner på et nyt IT-system til ejendomsvurderinger, som nærmest har trukket grundvurderingerne i en tombola, mangler der ikke penge. Der mangler fornuft.
Kan vi virkelig være tilfredse med, at kommunerne skærer på handicapområdet, imens de har travlt med at sælge sig selv?
Kan vi være bekendt, at chef- og specialkonsulenter ansat i kommunerne er steget med 739% siden 2006, mens antallet af lærere er faldet med 10%?
Kan vi acceptere, at antallet af kontorstole eksploderer i regionerne, mens antallet af pædagoger beskæres?
Kan vi affinde os med, at udgifterne til offentlige IT-systemer altid løber løbsk, selv når de ikke virker?
Ja, man kan få den fornemmelse, at det offentlige har nogle gange for travlt med at fokusere på farven på neglelakken, når hele benet er ved at blive savet af.
Hvis vi virkelig troede på, at ‘send flere penge’ var en opskrift, der virkede, hvad venter vi så på? Hvis vi var sikre på, at vi kunne skabe verdens bedste sundhedsmidler udelukkende med flere penge som midlet, havde vi gjort det for længst. Så havde vi lavet den benhårde prioritering.
Jeg anerkender, at der er områder i både kommuner og regioner, hvor det er svært at følge med. Områder, hvor der ikke findes simple løsninger, og som rent faktisk har brug for flere penge.
Men det handler om vilje. Viljen til at prioritere anderledes og nytænke systemet. At vælge fornuften frem for automatreaktionen “send flere penge”. Hvis vi ikke formår at prioritere fornuftigt, får vi aldrig råd til den velfærd, vi alle ønsker.
Så når vi politikere i årtier har diskuteret, om der skal skæres eller tilføres penge til det offentlige, burde vi måske have fokuseret lidt mere på, hvordan vi bruger de penge, der allerede bliver brugt.
Det er vigtigt, at vi minder os selv om, at politiske beslutninger har vidtrækkende konsekvenser. Når vi først har brugt pengene, kan de ikke bruges andre steder.
Derfor er det på tide at fortælle den hårde sandhed om den offentlige sektor: Der mangler ikke penge. Der mangler fornuft.
