02/05/2026
Fremragende 1. Maj tale fra Leif ❤️
Et stort privilegium at få lov at tale for så mange dejlige mennesker i et varmt og solbeskinnet vejr i Damparken, Haderslev🙏🌞❤️
For dem som ikke kunne komme forbi, er her min tale:👇🙂
Kære venner,
God 1. maj. God kampdag!
Ja— i år falder kampdagen oven i Store Bededag. Den fridag, som blev taget fra os. Et tyveri, hvis I spørger mig og SF.
Men ved I hvad? Selv dét er måske ikke den værste politiske forbrydelse, der er sket i de seneste år.
For mens vi diskuterer den fridag… Så lader vi fortsat noget langt mere alvorligt vokse og vokse frem:
Uligheden i vores samfund.
Den vokser. Den bider sig fast. Og den truer med at splitte Danmark i to: et A-hold og et B-hold.
Lad os droppe myterne og se virkeligheden i øjnene. Vi elsker fortællingen om Danmark som et af verdens mest lige lande.
Men det er i stigende grad en illusion. Tallene taler deres eget tydelige sprog:
Uligheden er steget markant. Og vi er nu mindre lige end vores nordiske naboer.
De rigeste 10 procent sidder på omkring halvdelen af formuen.
Halvdelen!
Og hvad har svaret været fra den tidligere regering? Skattelettelser— til dem, der har mest i forvejen.
Det er ikke bare skævt.
Det er et politisk valg.
Vi ser et Danmark, hvor dem, der har, får mere. Og dem, der arbejder, slider eller står udenfor arbejdsmarkedet—
de sakker bagud i forhold til.
Kontanthjælpen er blevet udhulet gennem nu mange år. Sikkerhedsnettet er blevet tyndere.
Og boligmarkedet?
Det er blevet en pengemaskine for de få— især i storbyerne.
Det bliver solgt som “nødvendighedens politik”.
Og konsekvenserne? Dem kan vi allerede se.
Mennesker bliver hægtet af. Ikke bare økonomisk— men også geografisk og socialt.
Og hvad sker der så? Så søger folk mod yderfløjene politisk. Så vokser mistilliden. Så vokser vreden.
Og vi må også se indad.
For venstrefløjen—ja, os selv—
har været alt for langsomme. For forsigtige. For dårlige til at lytte.
Alt for mange mennesker føler sig overset. Kørt over. Glemt i dagens Danmark.
Og den følelse har vi i alt for høj grad overladt til højrefløjen at samle op på.
Se bare her i vores landdistrikter. Skoler lukker. Busser forsvinder. Fællesskaber smuldrer.
Og samtidig?
Så bliver der rejst energiprojekter og investeringer— uden at lokalbefolkningen får en reel ejerandel.
De tager generne. Belastning af nærmiljø og forringelser i ejendomsværdi… Men de får slet slet ikke nok af gevinsten.
Er det rimeligt?
Nej.
Og det stopper ikke der.
For uligheden rammer også vores børn.
Her i Haderslev ser vi desværre stigende børnefattigdom. Den højeste stigning i regionen faktisk.
Det er ikke bare tal. Det er børn. Det er liv.
Og så er der stadig alt for mange Børn, der mistrives generelt.
Børn, der stadig venter—op til halvandet år—på hjælp.
Halvandet år!
Familier, der kæmper hver eneste dag.
Forældre, der slider sig selv ned for at få det hele til at hænge sammen.
Vi er i gang med at skabe et B-hold også blandt vores børn.
Og hvad siger det om os som samfund?
Når det gælder vores ældre, ser vi den samme ulighed. Har du penge—kan du købe dig til tryghed. Har du ikke— må du vente.
På plejehjemsplads.
På hjælpemidler.
På den pleje, du har brug for.
Det kan vi ikke være bekendt.
Og samtidig hæver vi pensionsalderen. Også for dem, der har haft de hårdeste arbejdsliv.
Mens dem i toppen? De får skattelettelser.
Det er ikke solidaritet. Det er skævhed.
Og så hører vi igen og igen:
“Vi skal øge arbejdsudbuddet.”
Men hvad er løsningen fra de privilegerede?
At skære i ydelser. At presse de svageste endnu mere.
I SF siger vi klart: NEJ.
Man øger ikke arbejdsudbuddet ved at gøre livet sværere for dem, der allerede kæmper.
Man gør det ved at skabe muligheder.
Ved at sikre, at børn får den støtte, de har brug for.
At pårørende ikke knækker sammen.
At mennesker kan være en del af arbejdsfællesskabet og ikke være på nødtvungent tabt arbejdsfortjeneste eller andet.
Ved at give ansatte tid og luft— så de ikke går ned med stress.
Vi har 50-60 tusinde af årsværk, der forsvinder i stress og sygdom.
Det er jo helt vildt?!
Det er dér, vi skal sætte ind!
Ikke ved at presse mere— men ved at løfte mere.
Danmark bliver ikke stærkere af ulighed.
Danmark bliver stærkere af fællesskab.
Og lige nu—ja, lige nu forhandles der om ny regering. I SF kæmper vi for én ting over alt andet:
Fællesskabet. For uden fællesskab—
har vi intet at forsvare.
Ikke vores velfærd.
Ikke vores tryghed.
Ikke vores sammenhængskraft.
Og i en verden med krig, kriser og usikkerhed—
så er den største risiko måske ikke det, der kommer udefra.
Men det, der sker indefra.
At vi glemmer hinanden.
At vi lader solidariteten smuldre.
Det må ikke ske.
Vi vil ikke acceptere et samfund, hvor egoisme vinder over fællesskab. Vi vil ikke acceptere et A- og et B-hold.
Vi vil kæmpe. Sammen. For et mere retfærdigt Danmark.
Rigtig god 1. Maj.
Og tak for ordet!
