18/03/2026
Ugen der gik (fra sidste uge) – der var fart på
…og derfor kommer den lige lidt på bagkant.
Sidste uge gik stærkt.
Mandag morgen startede med, at Bo og jeg stod på Stenløse Station og delte morgenboller og flyers ud for Sophie Løhde. En kold start på dagen – men heldigvis god stemning.
Om aftenen stod den på vores sædvanlige gruppemøde i Venstre. Dog uden Anders Bo Larsen, som er i fuld gang med valgkampen (bor du i Storkøbenhavn, ved du godt, hvor krydset kan sættes 😉).
Tirsdag havde vi temadrøftelse i byrådet med fokus på plan-, miljø- og naturområderne – herunder den grønne trepart. Der var sat tre timer af, og det var der en god grund til. Det er nogle af de områder, hvor vi træffer beslutninger, der rækker mange år frem, så det kræver ordentlige og grundige drøftelser af retningen.
Onsdag aften gik turen til Aalborg til KL's Topmøde. Det er en årlig samling for kommunernes politiske ledelser, og i år fyldte den usikre verden, vi står i, naturligt en del – sammen med det kommende folketingsvalg.
Der blev også tid til lidt klassisk valgkampsarbejde undervejs. Jeg nåede både at dele flyers ud og kigge forbi Egedal Centret, hvor Sophie Løhde lagde vejen forbi.
Søndag stod på en lidt anden slags aktivitet, da jeg var med på “Løhde’s hundepatrulje” ved Søndersø. En hyggelig tur med andre hundeejere – og ja, lamaen Kara fra Sansegården deltog også. Jeg havde taget Zoey med.
En uge med tempo på – både lokalt og nationalt.