13/04/2020
Status på situationen i Ghana.
Ghana er som resten af verden påvirket af covid19 situationen. Der er Lockdown og det komplicerer selvfølgeligt livsomstændighederne for både ‘vores’ børn og ansatte i JamesTown.
Vores manager, Patience, bor på skolen sammen med lille Angel og har sikret sig, at de mest udsatte børn og deres familier har de nødvendige fornødenheder for nu. Det er klart, at familier, der lever af deres små gadeboder eller fra ‘dag til dag’, er særligt hårdt ramt. Esther, vores lærerinde, er rejst hjem til sin familie og tager sig af den.
En del af børnene opsøger skolen - dette trods forbud mod at gå ud - og Patience hjælper dem så godt som muligt. På sigt ender det nok med flere overnattende børn.
I JamesTown er der sat politi og soldater ind, der sikrer sig, at folk ikke bevæger sig rundt uden nævneværdigt formål. Det skaber tumult og også slåskampe - især om aftenen.
Vores fodboldcoach Nasiru har sporadisk kontakt med fodbolddrengene. Men pt klarer de sig. Nasiru er ikke tryg ved at bevæge sig ud i området, og vi har bedt ham tage sig af sin mor og bedstemor og se tiden an. Det er mest sikkert.
Hvordan situationen udvikler sig, tør vi ikke spå om.
Men - alle er ved godt mod. Og som kutymen er i Ghana, sættes liden til bønner.
Christian - vores danske frivillige konsulent, bosat i Accra, fortæller følgende om den overordnede situation:
‘’Ghana følger Europas udvikling, med ca. en måneds forsinkelse.
Præsidenten af Ghana valgte at ‘lukke ned’ i to uger for at nærstudere situationen og få mere styr på antal smittede. Han har lige forlænget de to uger med yderligere en uge, da smitten stadig spredes.
Det er et stort dilemma for ham, for hvis han åbner op nu, risikerer vi, at smitten eksploderer, og hvis vi holder fast i et lockdown for længe, sulter folk, virksomhederne går konkurs og vi står måske med en humanitær katastrofe om 6 måneder.
Smittetilfældene stiger med ca. 10% om dagen, og jeg forventer Maj og Juni bliver nogle nervøse måneder for os alle.
Herefter vil smitten og dødsfaldende forhåbentligt aftage, grundet flokimmunitet.
Vi håber alle på det bedste, især for de udsatte børn i landet...❤️’’