Derfor er der god grund til at fejre Genforeningen 1920-2020
I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland igen blev dansk. Efter Tysklands nederlag i første verdenskrig blev Danmark atter hel, da sønderjyderne i 1920 stemte sig hjem. Det er en af de vigtigste begivenheder i Danmarks historie. For Genforeningen, de begivenheder der førte til den, og den udvikling, der siden er fulgt, har formet og farvet hele Danmark - og påvirker os stadig den dag i dag. Det gælder f.eks. sangene vi synger, maden vi spiser, bøgerne vi læser og de aktuelle emner, vi diskuterer. Det gælder vores identitet, sprog, kultur og geografi. Alt sammen har det rod i det, der dengang skete.
Derfor skal jubilæumsåret 2020 være en værdig, festlig og synlig markering af Genforeningen og alt det, den betyder. Det kommer til at ske ved hundredevis af forskellige arrangementer, der tilsammen udgør et attraktivt, synligt og sammenhængende program. Programmet vil indeholde arrangementer i hele landet - folkefester, officielle begivenheder, tv-udsendelser, koncerter, opera, teater, litteraturudgivelser, kunstværker, udstillinger, konferencer, debatter, foredrag og meget mere. Det hele vil finde sted fra januar til juli 2020.
Det samlede program offentliggøres i begyndelsen af januar 2020 på hjemmesiden https://genforeningen2020.dk/