26/02/2026
HVF137 var i weekenden på weekendsejlads, hvor enhedsuddannelse var i højsæde, men søndag var lidt anderledes end andre dage på en weekendsejlads, da den pludselig blev til en dag i samfundets tjeneste.
Da vi i vores skib RINGEN søndag efter en overnatning i Assens havde sat kursen i retning mod vores hjemhavn Aabenraa, bemærkede en af vores gaster ud af vinduet fra styrehuset pludseligt et underligt objekt i vandet. Vi valgte derfor at vende skibet for at undersøge det nærmere. Det viste sig hurtigt, at der var tale om en større gren fra et træ, der flød i overfalden, og vi besluttede derfor at bjerge den. Grenen viste sig at være 6-7 meter lang og omkring 25 cm i diameter på det tykkeste sted, så der var ikke tale om en lille gren, og det tog da også lidt slid at få den bjerget op på dækket.
Da vi senere var kommet ind i Aabenraa havn, passerede vi et 144m langt og 28m bredt tankskib der lige havde afgået fra Enstedværkets havn, og da vi havde passeret skibet, kaldte de os op, og fortalte de på deres Radar havde observeret et stører objekt agten for tværs for deres styrbord, endnu engang valgte vi at undersøge sagen, og denne gang viste det sig at være en løsræven del fra en bådbro bestående af 2 "telefon"-pæle, der var samlet med en godt 5m lang reglar, længden af pælene er ukendt da vi ikke kunne se bunden af dem gennem vandet, end ikke da vi forsøgte at løfte objektet med vores kran.
Vi forsøgte herefter at bjerge objektet, men dette lykkedes ikke grundet de lange pæle, og vi valgte derfor at slæbe det på siden. Under bjergningen havde vi kontakt med MAS-vagten (Maritime Assistance Service, under Søværnets Nationale Maritime Operationscenter), som fik lavet en aftale med Aabenraa Havn om, hvor vi kunne "aflægge" objektet, og hvordan vi skulle afmærke det.
Begge objekter kunne uden tvivl have skabt store skader på både materiel og personer, hvis disse var blevet påsejlet uagtsomt, og derfor var det en meget vigtig opgave for besætningen ombord på RINGEN at få dem bjerget og bugseret, og på den måde forhindre ulykker på et senere tidspunkt.