Klokkerparken – en naturperle, som ikke må forsvinde
Der er kamp om pladsen i Århus kommune. De grønne områder, som mange borgere benytter sig af dagligt er i fare for at blive reduceret og inddraget til udstykninger og vækstområder. Befolkningstætheden i Hasle er sammenlignelig med flere af områderne i Midtbyen (JyllandsPosten lørdag d. 16.10.2021) – og kommunen skal nu bruge mere plads i Hasle.
Klokkerparken er i helhedsplanen for Hasle nævnt som et muligt område til bebyggelse i toppen af parken til en daginstitution. Det spiller på ingen måde sammen med at standse tabet af biodiversitet og et øget fokus på bynatur i Århus kommune. Ønsker vores politikere virkelig at gå så langt? Et væsentlig opmærksomhedspunkt, som helhedsplanen for Hasle bør tage højde for. Der skal ikke bydes ind til bebyggelse, jf. side 90 Helhedsplanen for Hasle. Udover at gå på kompromis med bynaturen, vil parken heller ikke kunne benyttes på samme måde af de mange foreninger, dagplejebørn, børnehavebørn, skolebørn, borger i lokalområdet – samt de borgere, som kører til parken for at nyde parkens mange muligheder, kvaliteter og liv som den favner i dag – også i den nordlige del af parken. Parken er ikke afvisende i den nordlige ende, som det fremgår af helhedsplanen – og har gennem mange år haft flere attraktive funktioner. Placeres der en daginstitution eller andet byggeri i parken tager væksten over. Naturen forsvinder. Bygninger, udearealer og p-pladser i toppen af Klokkerparken udrydder den vilde natur og et stærkt grønt byrum, som skabes gennem den grønne kile, som Klokkerparken er en væsentlig del af – og det er ikke det eneste sted, hvor den grønne kile i området er under pres. Klokkerparken, som politikerne har i spil er et område med rig biodiversitet og samtidig skaber parken et stærkt grønt byrum, hvor mangfoldigheden i området mødes på tværs i den ”vilde natur” – og parkens mange andre muligheder skaber kvalitet på tværs af natur og borgere i området. Fugle-, dyre- og insektlivet har gunstige betingelser i denne biotop. Beboere fra kvarterene mødes på tværs – et mødested for mangfoldighed og livskvalitet i en stærk bynær natur, men nu skal der måske være en daginstitution – selvom der er andre oplagte muligheder, som både tager hensyn til naturen, byrummet og arbejdet med ghettoplanen. Den grønne kile er godt på vej til at forsvinde fra vores lokalområde. Det kan vi ikke lade ske.