14/09/2023
ET GODT BUDGETFORLIG FOR BORNHOLM
Venstre og herunder Venstre Bornholm er med i budgetforliget i Region Hovedstaden, der igen i år har særligt fokus på de udfordringer, vi har i sundhedsvæsenet som helhed og her på Bornholm.
Fokus på kernen
Selv om Region Hovedstaden har et årligt budget på over 41 mia. kr. – i øvrigt mere end 12 gange budgettet i Bornholms Regionskommune for at sætte det i perspektiv – er det et stramt budget. Det skyldes blandt andet voldsomt stigende medicinudgifter, stadig store opgaver efter Corona-pandemien, nye avancerede, men også dyrere behandlingsmuligheder, den demografiske udvikling samt specifikke områder, der skal gøres endnu mere ved, fordi der stadig er lang ventetid.
Hvis man skal sige det lidt firkantet, så handler årets budgetaftale derfor mere end nogen sinde om det, der er kernen i vores sundhedsvæsen: Nemlig en hurtig og effektiv behandling af borgerne.
Det var faktisk forbavsende enkelt at skabe en fælles forståelse for det fokus blandt budgetforligets parter.
De økonomiske rammer kombineret med et stigende udgiftspres, gjorde sit til at blikkene blev rettet mod det absolut helt centrale. Som I også ved, er det helt i overensstemmelse med Venstres politik, der sætter patienterne og deres pårørende i centrum. Det var også det, vi gik til Regionsrådsvalg på i 2021.
Helt overordnet bærer budgetaftalen da også præg af fokus på at nedbringe ventelister til behandling, afsætte flere midler til at afkorte udredningen, særlig indsats på kræftområdet samt en stærkere prioritering af psykiatrien. Samtidig er der afsat betydelig beløb til medicin for blot at nævne nogle områder.
Venstre Bornholm og jeg er særdeles godt tilfredse med den tydelig fokus, som budgetaftalen har netop på patienternes ret til hurtig udredning og behandling. Det kommer selvfølgelig bornholmerne til gode.
Bornholm styrkes yderligere
Denne gang har vi imidlertid samtidig opnået et helt særligt resultat. Budgetaftalen rummer således et nyt partnerskab mellem Bornholms Hospital og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Partnerskabet betyder blandt andet at Bornholms Hospital skal få lettere ved at få speciallæger til Bornholm.
Partnerskabet mellem Bornholms Hospital og Bispebjerg og Frederiksberg Hospital skal være med til at sikre et endnu mere stabilt og omfattende hospitalsvæsen på Bornholm. Kort sagt skal samarbejdet understøtte lighed i behandlingen og kvalitet og nærhed ved, at mest mulig behandling tilbydes lokalt på Bornholm. Der vil blandt andet være fokus på at øge og styrke den lægefaglige bemanding, faglige drift og udvikling på Bornholms Hospital til gavn for både patienter, pårørende og personale. Der afsættes 4 mio.kr. i 2024 stigende til 6 mio. kr. i 2025 og 2026 og 6,2 mio. kr. fra 2027 frem til ekstra øget lægefagligbemanding på Bornholms Hospital.
Cheflægen på kirurgisk- og bedøvelse afdeling på Bornholms Hospital har i øvrigt allerede udtalt til TV2Bornholm, at ”Vi er selvfølgelig glade for, at der er blevet tildelt penge til hospitalet. Det betyder, at bornholmerne ikke skal rejse så ofte for at modtage behandling” (TV2 Bornholm 8. september 2023).
Vi skal samarbejde
Venstre Bornholm og jeg arbejder for et stadigt bedre sundhedstilbud til bornholmerne. Det er imidlertid ikke muligt for os at opnå alle resultaterne alene, og som I ved, har jeg et meget tæt samarbejde medsocialdemokratiets Leila Lindén.
Det er et samarbejde, som Leila og jeg roses for i både medierne og på gader og stræder. Jeg ved, at Venstre medlemmerne synes, at det er den rigtige vej at gå. Og det er det!
Med et årligt budget på over 41 mia. kr., 41 regionsrådsmedlemmer, 29 kommuner med over 1,8 mio. borgere der skal tilgodeses, så kræver det netværk, hårdt arbejde og samarbejde, hvis Venstre Bornholm og jeg skal opnå resultater på jeres vegne og til gavn for Bornholm og bornholmerne.
Venlig hilsen
Carsten Scheibye