24/10/2024
Tak og farvel til Jacob Bundsgaard
Vi blev alle fanget på det kolde ben, da nyheden tikkede ind i går morges: Jacob Bundsgaard træder tilbage fra borgmesterposten i Aarhus Kommune! Da Frederiksbjerg/Langenæs partiforening fejrede 100 års jubilæum for en måned siden, deltog vores medlem (siden 1999) Jacob Bundsgaard og fortalte veloplagt om sin rejse i århusiansk politik. Gløden, energien og engagementet var der stadig og den oplevelse gjorde blot overraskelsen i går så meget større.
Et dybfølt ØV lyder der fra mig. Jeg er ikke personlig ven med Jacob, men har i de sidste 6 år, som vores partiforenings repræsentant i fællesledelsen, haft lejlighed til at følge hans arbejde rimelig tæt. Min respekt for Jacob Bundsgaard er blot steget i den tid. Det er ikke blot Jacobs enorme viden om kommunen og hele det regelsæt, der udstikker rammerne for vores kommunale selvstyre, men også hans opmærksomhed på de muligheder kommunen kan ane i horisonten, der imponerede mig. Jacobs evne og mod til at arbejde med mulighederne, før de blev udfordringer og endte som akutte problemer, vil vedblivende komme alle kommunens borgere til gode, hvad enten de er klar over det eller ej.
Det bedste ved det hele var, at Jacobs arbejde altid havde et formål: At blive ved med at udvikle et Aarhus, hvor så mange som muligt skulle have mulighed for at leve et godt liv. Gennem de sidste år tegnedes der fra mange sider et billede af Jacob som en koldhjertet teknokrat. Det kan jeg på ingen måde genkende; jeg kunne altid få øje på meningen i Jacobs arbejde som borgmester.
Vi socialdemokrater fik en gevaldig snitter ved sidste kommunalvalg. Trods alle skønhedspletterne og ulykkelige enkeltsager i driften og udviklingen af en så kompleks organisme som Aarhus Kommune, afleverede vores byrådsgruppe efter 4 års arbejde en velfungerende kommune og alligevel fik vi hug. Var det politikken, det var galt med? Det skulle diskuteres og det har vi gjort på alle niveauer.
En muligvis medvirkende årsag til vort dårlige valgresultat er i mine øjne ikke blevet vendt nok. Vi danskere ynder at tænke om os selv, at vi er glade for brede flertalsbeslutninger, men holder det vand i disse tider med en stadig mere sensationsfokuseret presse og de sociale mediers uendelige lethed? Jacob Bundsgaard har altid været det bredest mulige samarbejdes førstemand og skulle en forligspartner have æren for et resultat, så var det da også i orden. Det vigtigste var jo, at den bedst mulige aftale kom på plads og at alle parer var så tilfredse, at de ville være med ved bordet næste gang. Mediestorme skulle Aarhus Kommunes borgmester kun bidrage til med saglige kendsgerninger og ikke mudderkastende polemikker. For mig er det en yderst prisværdig tilgang, men prisen kan blive at der profileres til højre og venstre og vi kommer til at stå lidt afpillede tilbage.
Måske blev det brede samarbejde Jacobs akilleshæl, på samme måde som for Mette Frederiksen?
Hvorom alting er: En god borgmester takker af efter en imponerede indsats for hele kommunen og herfra skal der lyde et fra hjertet tak.
Bedste hilsner, Kim Bredahl Kristensen