12/05/2026
Vigtige aftaler er blevet glemt, mens pensionsalderen stiger.
Velfærdsforliget fra 2006 gjorde de offentlige finanser holdbare ved at binde stigende levetid til stigende pensionsalder. Men en femårig efterløn, styrket velfærd og en stor pulje til bedre arbejdsmiljø var også en del af aftalen. De dele er bare efterfølgende blevet afmonteret.
Det skriver cheføkonom Sofie Holme Andersen i sin klumme i Avisen Danmark.
Her er hendes centrale pointer:
Venstre og Konservative insisterede for nylig på en genbekræftelse af velfærdsforliget for at kunne forhandle videre om en ny regering.
Gad vide, om det betyder, at de vil rulle deres forringelser af forliget tilbage?
Velfærdsforliget er nemlig ikke bare en aftale om stigende pensionsalder. Der blev aftalt flere ting i det snart 20-årige forlig.
Det blev indgået, fordi man kunne se, at de offentlige finanser i fremtiden ville blive værre og værre. Staten stod til at få flere udgifter end indtægter.
Metoden var at hæve pensionsalderen, så flere skulle arbejde længere. Dermed ville man få flere skatteindtægter, og så ville man have råd til velfærden.
Det har fremtidssikret de offentlige finanser, men det har også bragt problemer med sig, fordi pensionsalderen bliver højere og højere.
Det vidste man godt tilbage i 2006. Derfor blev der udover den stigende pensionsalder, der skulle sørge for finansieringen, aftalt andre ting:
1️⃣At velfærdssamfundet fortsat skulle finansieres. Hele grundlaget for at lave aftalen var, at man ikke havde penge nok til det med de daværende indtægter. Derfor var det naturligt, at man skulle sørge for velfærden, når man fik flere penge på grund af forliget.
2️⃣Der skulle fortsat skulle være en efterløn på fem år. Dermed kunne man fortsat trække sig tilbage inden pensionsalderen uden at være slidt ned.
3️⃣ Bedre arbejdsmiljø skulle bane vejen for, at man netop kunne holde til at arbejde til en senere pensionsalder.
Men det ville forudsætte, at man ikke løb fra velfærdsaftalen.
Det er desværre præcis, hvad der er sket – særligt på Venstres og Konservatives mandater.
Investeringerne i velfærden er ikke fulgt med tiden, men skatterne er derimod lempet med mere end 100 milliarder kroner siden 2006.
Det er sket på trods af, at velfærdsforliget angav, at når de offentlige finanser blev styrket, skulle pengene gå til at finansiere velfærden. Det ligger i forligets navn: ”Aftale om fremtidens velfærd”.
Efterlønnen blev i 2011 afkortet til tre år og i øvrigt gjort afhængig af pensionsformue. Det er blevet kaldt en de facto afskaffelse af efterlønnen.
Sidst men ikke mindst er puljen til arbejdsmiljø langt fra blevet brugt, og inden da blev formålet også udvidet til at omfatte andet end arbejdsmiljø.
I stedet for at insistere på en genbekræftelse af forliget burde man få forliget til at fungere i praksis.
