18/12/2025
Vores formand Anna Bjerres LinkedIn-opslag efter et arrangement på Christiansborg i dag, hvor Frivilligrådet overdrog faklen:
"FRIVILLIGRÅDETS FAKKEL ER GIVET VIDERE, MEN FRIVILLIGHEDENS FLAMME BRÆNDER FORTSAT🔥
I dag samlede vi i Frivilligrådet vores allernærmeste samarbejdspartnere fra infrastrukturorganisationerne og politikere til en ganske særlig begivenhed i de smukke rammer i Fællessalen på Christiansborg. Det var hverken gravøl eller en traditionel afskedsreception. Det var en fakkeloverdragelse og en fejring.
I dag fejrede vi Frivilligdanmark. Vi fejrede, at vi deler håb og visioner for civilsamfundets fremtid - og ikke mindst for den infrastruktur, det stillads, det rodnet, der skal styrke vores civilsamfund i fremtiden.
For vi er kun lige begyndt.
I dag videregav vi den fakkel, som Frivilligrådet har båret. Den rolle som rådet har spillet som talerør for den frivillige sociale sektor – store som små organisationer – og som rådgiver for regering og Folketing.
For ja, Frivilligrådet lukker, og det er jeg selvfølgelig rigtig ærgerlig over – og jeg mener også, det er en forkert beslutning. Men det frivillige sociale civilsamfund hverken begyndte eller slutter med rådet. Heldigvis. Der ligger så meget foran os - både udfordringer og potentialer - og så meget håb i en grundfinansieringsmodel, vi har kæmpet længe for.
De seneste år er der sket noget vigtigt: Frivillighed fylder pludselig i alle de store samtaler. I reformer. I strategier. I fremtidsambitioner. Og det er ikke sket tilfældigt.
Det er sket, fordi både politiske og faglige miljøer - langsomt, men sikkert - har indset, at hvis vi vil forandre noget, starter det med måden, vi tænker om det, for derefter at tale det ud.
Ord former handlinger – og handlinger former fremtiden. De ord, vi har brugt om civilsamfundet de senere år, har ændret, hvad vi overhovedet kan forestille os. I dag handler det ikke kun om systemets opgaver - men om fællesskabernes kraft. Frivillighed betragtes ikke længere som er et add-on. Frivillighed er en del af det fundament vi sammen står på. Den er afgørende for vores samfundsmodel. Den former os som mennesker og som samfund. Frivillighed er et grundelement i Danmarks DNA.
Det betrygger mig dybt at tænke, at selvom Frivilligrådets fakkel nu er givet videre, så brænder frivillighedens flamme fortsat. Og den har aldrig strålet stærkere.
Tusind tak til alle vores gode samarbejdspartnere gennem tiden. Og særlig tak til jer, der var med til fakkeloverdragelsen i dag. Jeg glæder mig til, at vi sammen vil fortsætte arbejdet for at gøre vores stærke civilsamfund endnu stærkere. Vi er kun lige begyndt.
PS. Vil du læse mere om mine tanker i forbindelse med Frivilligrådets lukning – herunder de samtaler om civilsamfundet, jeg mener, er afgørende fremover, så linker jeg i kommentarsporet til et interview Impact Insider bragte med mig tidligere på ugen."