18/02/2026
Lyt til lægerne, ikke fake news!
Det er simpelthen faktuelt forkert, når den kendte influencer Emil Thorup hævder, at solen ikke giver kræft.
Og det er kæmpe problem, at han med så mange følgere går ud med så forkert udsagn, og jeg synes virkelig ikke han lever op til det store ansvar det er, at have så stor en platform med mange tusinde følgere.
I regionerne kæmper vi hver dag med at få enderne til at mødes på vores kræftafdelinger. Vi behandler tusindvis af danskere for hudkræft fordi man i 80’erne og 70’erne ikke vidste bedre og stegte løs uden solcreme. Det er de folk som nu får kræft. Det er vi mange der genkender fra egen familie og venner.
Jeg vil gerne sende en stor tak til de gode eksperter, som stiller sig frem og retter sådan en omgang vrøvl. Det er bl.a. gode folk fra Bispebjerg hospital og Kræftens Bekæmpelse, som giver svar på tiltale. Det sætter jeg pris på – for det er jer, der står med det hårde arbejde i hverdagen og samler dem op, der bliver syge. Der er brug for, at vi bakker op om deres faglighed, fremfor at de skal bruge deres tid på at rydde op efter dårlige råd fra nettet.
Lyt nu til eksperterne. Brug den solcreme. Det er ikke for sjov.
/Lars