29/05/2026
Danmark er bygget på foreninger: Andelsbevægelsen, højskolerne og idrætsforeningerne. Fagbevægelsen og brancheforeningerne.
På idéen om, at mennesker med et fælles fag, ansvar eller engagement organiserer sig; for at udvikle et område, sætte standarder og skabe noget, der rækker ud over den enkelte virksomhed.
Boghandlerforeningen er en del af den tradition.
Siden 1891 har danske boghandlere organiseret sig omkring bøgernes vilkår, litteraturens plads i samfundet og boghandlen som mødested.
Det begyndte i en tid, hvor bøger – der var lig med dannelse og adgang til viden – stadig var forbeholdt de få.
Meget har ændret sig siden da.
I dag konkurrerer bøger med streaming, sociale medier og algoritmer.
Men behovet for steder, hvor mennesker kan opdage litteratur, få anbefalinger og mødes om læsning, er ikke blevet mindre. Måske tværtimod?
Derfor arbejder vi for boghandlen som kulturelt samlingspunkt og adgang til litteratur i hele landet.
Vi sikrer landets boghandlere en stemme i den offentlige debat om læsning, litteratur og kultur – for at styrke landets boghandlere og bogens overlevelse.
Derfor markerer vi os som forening på værdispørgsmål og går ind i velvalgte kulturpolitiske kampe; ligesom vi bl.a. har gjort med bogmoms og læselyst.
“Når vi står sammen, kan vi søsætte og udfolde flere meningsfulde initiativer, mærkesager og kampagner. Og sammen insistere på, at bøger stadig er en grundpille i et demokrati. Også i 2026,” siger Boghandlerforeningens formand Lone Haagerup.
Fotos fra boghandlereidanmark.dk