18/01/2026
Da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og Grønlands minister for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt forleden var til møde med den amerikanske vicepræsident JD Vance og udenrigsminister Marco Rubio, var det ikke almindelig diplomati der havde udløst mødet.
Det var et frontalangreb på grundlæggende principper i international politik.
Vance repræsenterede en præsident, der ønsker at gøre Grønland til et amerikansk trofæ – pakket ind som “beskyttelse af amerikanske interesser i Arktis”. Det er et sprog, vi kender alt for godt: Stormagter, der taler om sikkerhed, når de i virkeligheden taler om kontrol, ressourcer og magt. Og kan banalt koges ned til Trumps psykologi og freudianske behov. Vi kan ikke acceptere en geopolitisk verdensorden hvor dét er udgangspunktet. Det skal vi lave om på.
Fra Nuuk lyder budskabet klart - og det gentages igen og igen: Grønland har aldrig været til salg og kommer aldrig til at være det.
Trump eskalerer situationen med told som våben. EU må stå sammen mod økonomisk krigsførsel - og ikke igen bøje nakken.
I den meget alvorlige situation er der lyspunkter: andre europæiske NATO-lande har reageret i solidaritet, først med støtteerklæringer og senest med at sende personel til Grønland. Tyskland, Storbritannien, Holland, Sverige har nu sat fødderne på grønlandsk jord - i overensstemmelse med Grønlands og
Hvis USA forsøger at presse en NATO-allieret, vil det derfor ikke stå alene.
Over det hele svæver Trumps implicitte trussel mod NATO: at alliancen er til forhandling, hvis den står i vejen for hans ambitioner. For Vladimir Putin er det et drømmescenarie. Et USA, der svækker eller forlader NATO indefra, er præcis den strategiske gevinst Kreml har arbejdet for i årevis.
Når Trump fremstilles som en modvægt til Putin, holder det ikke. Tværtimod risikerer han at gøre Putins arbejde for ham – mens hans egen vicepræsident opfordrer Europa til at “tage Trump alvorligt” i spørgsmålet om Grønland.
For SF er det helt afgørende at sige klart: Grønlands fremtid tilhører grønlænderne. International ret, selvbestemmelse og solidaritet mellem demokratier er ikke til forhandling.