07/12/2020
NYT I BOLIGSAGER: MYSTISK MILLIONRABAT TIL AGGESEN
Mens boligejere på Frederiksberg kan se frem til højere boligskatter fra nytår, så er der dukket nyt op i borgmester Simon Aggesens (K) boligsager.
I sensommeren kom det frem, at han købte en 460 kvm stor lejlighed på Frederiksberg Allé til langt under markedsprisen. Den blev senere delt op i to, begge lejligheder blev solgt, og Aggesen kunne indkassere en stor, skattefri milliongevinst.
Sælgeren var en bibelfond, og via aktindsigt kan Ekstra Bladet og Kristeligt Dagblad fortælle, at Aggesen fik lov til at købe lejligheden for 9,5 mio. kr. eller næsten to millioner kroner under, hvad to mæglervurderinger lød.
"Af redegørelsen fremgår det, at lejligheden blev vurderet til hhv. 11 mio. og 11,5 mio. kroner af to ejendomsmæglere på Frederiksberg," skriver Ekstra Bladet og henviser til en redegørelse, som bibelfonden har udarbejdet til Erhvervsstyrelsens fondstilsyn, der er gået ind i sagen efter medieomtale.
De to mæglervurderinger tog ikke højde for, at lejligheden kunne deles op i to.
"Man har selvfølgelig mulighed for at dele lejligheden op i to, men det er der ikke taget udgangspunkt i vurderingen," lyder det i vurderingen fra den ene mægler, noterer Ekstra Bladet.
Simon Aggesen har ikke ønsket at kommentere sagen over for avisen.
Det gør til gengæld Søren Bergenser, ekspert i fondsret:
"Det store problem er, at (lejligheden, red.) aldrig har været udbudt på det fri marked, men er solgt under hånden (...) Det er ikke nok kun at spørge den lokale mægler, når man sælger en lejlighed, der er indbegrebet af liebhaveri (...) Det er også et særskilt problem, at vurderingen ikke tager højde for, at her er rent faktisk mulighed for at dele lejligheden op. Og det er jo lige præcist det, som den smarte borgmester gør. For han laver jo rent faktisk en professionel projektudvikling."
Læs mere her