05/05/2018
Gigantisk lysfest i Haderslev
På 73-året for befrielsen var der endnu engang kastet ekstra vitaminer i Haderslev lysfest, som i år sprængte alle rammer i forhold til publikumsinteresse.
Et sted mellem 8.000 og 10.000 tilskuere mødte op, og speakeren måtte flere gange bede folkemassen rykke sammen for at give plads til alle i den ydre kasernegård på Haderslev Kaserne fredag aften, hvor 314 levende lys blev tændt i kasernens 158 vinduer.
Det var fjerde år i træk, at Haderslev Garnison gennemførte Lysfesten i en ny, mere spektakulær udgave, hvor man i samarbejde med Haderslev Kommune gennemfører en lang række arrangementer og kulturelle events for at markere Danmarks Befrielse og udsendelse af Frihedsbudskabet den 4. maj 1945.
Fred, frihed og forsoning
Under overskriften Fred, Frihed og Forsoning marcherede Den Store Tappenstreg ved mørkets frembud fra Graverne i Haderslev midtby til kasernen fulgt af 300-400 fakkelbærere fra lokalområdets mange frivillige spejderkorps og –organisationer.
Ved ankomsten til kasernen bød garnisonskommandanten, oberst Peer Sander Rouff de mange gæster velkommen, inden forsvarschefen, general Bjørn Bisserup, holdt årets Lysfesttale.
- Sønderjylland er vigtig for Danmark og vigtig for Forsvaret. Jeg er derfor glad for i dag at kunne præsentere, at der med forliget tilgår en konkret styrkelse af Forsvarets tilstedeværelse her i Syd- og Sønderjylland: Her i Haderslev genoprettes Slesvigske Fodregiment på kasernen bag mig, og i Oksbøl genoprettes Danske Artilleriregiment. Og så ved I selvfølgelig, at der med Danmarks nye kampfly fortsat vil være en ikke ubetydelig tilstedeværelse på Flyvestation Skrydstrup, sagde Bjørn Bisserup blandt andet.
Herefter blev det store lysshow skudt i gang – i år ledsaget af livemusik og -sang af hhv. Slesvigske Musikkorps og operasanger Jesper Lundgaard.
Blandt de mange tilskuere var Jørn Flindt Hansen fra Åbenrå, der havde taget en klapsammenlig campingstol og et lunt tæppe med.
- Vi har deltaget i Lysfesten en gang tidligere, men da var der ikke lysshow, som jo simpelthen var fantastisk. Jeg har selv oplevet befrielsen - jeg var ni år dengang. Det er noget, der har brændt sig fast, og det er selvfølgelig vigtigt, at vi bliver med at markere befrielsen, så i aften har været helt en fantastisk oplevelse, sagde Jørn Flindt Hansen, mens Haderslev borgmester, Hans Peter Geil (V) fra talerstolen takkede for det store fremmøde og sagde på gensyn næste år – samme tid og sted.