24/06/2026
Sankt Hans, båltaler og lyse nætter i skønne Gribskov🔥🤍
I går holdt både Astrid og Susan båltaler i hhv. Helsinge og Dronningmølle. Det var et vidunderligt midsommervejr, og mange var mødt op til arrangementerne. Det var en stor fornøjelse at opleve det fællesskabe der fyldte i begge talerne🫂
Astrid talte om lys. At vi lige nu skal glæde os over det lys der både er nat og dag, men også i overført betydning skal vi glæde os over det lys vi deler med hinanden, og huske på at det ikke lyser mindre af at blive delt🕯️
Susans tale kan I læse nedenfor.
Rigtig glædelig sommer til alle💚
Susans tale d 23/6-26
Kære alle sammen.
Rigtig glædelig sankthansaften.
Hvor er det dejligt at se så mange mennesker samlet her i Dronningmølle denne lyse sommeraften.
I aften samles vi omkring bålet. En tradition, der har levet i generationer. Vi tænder lys i den lyse sommernat, synger de sange vi kender, hilser på naboer, venner og bekendte og mærker noget, som måske er vigtigere i dag end nogensinde før:
Følelsen af at høre til.
Sankthans handler om mere end bål og midsommer.
Den handler om fællesskab.
Den handler om mennesker, der samles.
Om at vi, i en verden der bevæger sig hurtigere og hurtigere, stadig finder tid til at stå skulder ved skulder og kigge ind i de samme flammer.
For verden omkring os føles ikke altid tryg.
Vi vågner hver dag til nyheder om krig, konflikter, klimaforandringer og usikkerhed. Det, som for få år siden virkede fjernt, er blevet en del af vores hverdag. Vi lever i en tid, hvor magtfulde ledere og regimer lader magt, kontrol og egeninteresse styre deres handlinger. Hvor menneskeliv, frihed og fællesskab alt for ofte bliver ofret på kynismens alter.
Derfor bliver vi i disse år tvunget til at opruste.
Ikke fordi vi ønsker det.
Men fordi virkeligheden kræver det.
Vi investerer milliarder i vores ydre forsvar. I sikkerhed. I beredskab.
Men mens vi styrker vores ydre forsvar, må vi ikke glemme vores indre.
For fællesskab er også beredskab.
Fællesskab er også sikkerhed.
Fællesskab er også modstandskraft.
Når strømmen går, når stormen rammer, når livet vælter, eller når verden bliver utryg, er det ikke kun systemer og myndigheder, der gør forskellen.
Det er mennesker.
Det er naboen.
Det er den frivillige.
Det er dem, der ved, hvem du er, og som spørger, om du har brug for hjælp.
Et samfund bliver ikke stærkt alene af militær, teknologi eller økonomi.
Et samfund bliver stærkt, når mennesker kender hinanden, stoler på hinanden og tager ansvar for hinanden.
Derfor er fællesskab ikke bare noget hyggeligt, vi taler om ved festlige lejligheder.
Det er en del af vores beredskab.
Det er en del af vores sikkerhed.
Og måske vigtigere end på noget tidspunkt i nyere tid.
Samtidig oplever jeg, at vi på nogle områder er ved at glemme det.
Vi forventer mere og mere af velfærdssamfundet og mindre og mindre af hinanden.
Vi er blevet gode til at efterspørge hjælp, men ikke altid lige gode til at tilbyde den.
Det er blevet nemmere at køre i supermarkedet end at låne en kop sukker hos naboen.
Nemmere at skrive en besked end at banke på døren.
Nemmere at være tilskuer end deltager.
Men et godt samfund bygges ikke kun af institutioner.
Det bygges af mennesker.
Af mennesker, der møder op.
Af mennesker, der tager ansvar.
Af mennesker, der siger: “Jeg hjælper.”
Og derfor er jeg særligt glad for at stå her i Dronningmølle i aften.
For Dronningmølle er meget mere end et smukt sted mellem hav, strand og skov.
Dronningmølle er et levende eksempel på, hvad der sker, når mennesker beslutter sig for, at fællesskabet er noget, man skaber sammen.
Her findes et engagement og en sammenhængskraft, som mange andre steder kunne lade sig inspirere af.
Ikke mindst gennem Dronningmøllehuset.
Et hus, der ikke først og fremmest er bygget af mursten.
Men af mennesker.
Af frivillighed.
Af omsorg.
Af initiativ.
Af kaffe på kanden, arrangementer, fællesspisninger, samtaler og en vedholdende tro på, at livet bliver bedre, når vi deler det med hinanden.
Dronningmøllehuset viser os noget vigtigt.
At fællesskab ikke opstår af sig selv.
Det kræver mennesker, der tager det første skridt.
Mennesker, der åbner døren.
Mennesker, der inviterer andre indenfor.
Mennesker, der siger: “Du hører også til her.”
Det er dét, jeg mener med det forpligtende fællesskab.
Ikke et fællesskab, hvor alle skal være ens.
Men et fællesskab, hvor vi tager ansvar for hinanden.
Hvor vi ved, at vores liv bliver rigere, når vi bidrager til noget større end os selv.
Vi ser det faktisk overalt omkring os.
Lige nu samles millioner af mennesker om fodbolden.
På stadioner og foran tv-skærme synger de, danser de, vifter med flag og hylder de fællesskaber, de føler sig som en del af.
Verdens politiske spændinger flytter også med ind på grønsværen desværre.
Men samtidig minder sporten os også om noget dybt menneskeligt.
At vi har brug for at høre til.
At vi længes efter et “vi”.
At vi søger fællesskaber, som giver os identitet, håb og sammenhold.
Og nogle nationer går måske lidt længere end andre.
Jeg ved ikke, om nogen af jer har lagt mærke til nordmændene ved dette VM 😍
de har tilsyneladende besluttet sig for at tage både vikinger, hornhjelme og robåde med på stadion.
Man får næsten indtryk af, at de er i gang med en fredelig genopførelse af vikingetiden og er ved at invadere værtslandene
én fanzone ad gangen.
Heldigvis er våbnene blevet udskiftet med fællessang, flag og godt humør.
Men det fortæller faktisk noget vigtigt.
At mennesker har brug for symboler, traditioner og fortællinger, som samler os om noget større end os selv.
Den længsel finder vi ikke kun på et stadion.
Den finder vi også her.
I Dronningmølle.
I foreningerne
I fællesspisningerne
I Dronningmøllehuset
På stranden
På stierne
Og her omkring bålet i aften.
Og så er der børnene.
De børn, som løber rundt her i aften med røde kinder, sand mellem tæerne og sommerferieforventninger i blikket.
De er måske den vigtigste grund til, at vi skal værne om fællesskabet.
For børn lærer ikke fællesskab af det, vi siger.
De lærer det af det, vi gør.
De lærer det, når de ser voksne hjælpe hinanden.
Når de oplever frivillige skabe aktiviteter.
Når de bliver mødt med et smil.
Når de føler sig velkomne.
Når de opdager, at de er en del af noget større end dem selv.
Derfor er vores fællesskaber ikke bare en gave til os selv.
De er en arv, vi giver videre.
Forhåbentlig kan de børn, der står her omkring bålet i aften, vokse op med den samme oplevelse af tryghed, tillid og sammenhold, som generationerne før dem har gjort.
Det ansvar har vi alle sammen.
For sandheden er, at ingen af os klarer livet alene.
Vi har alle brug for nogen.
Og når livet gør ondt, er det sjældent systemet, vi husker.
Det er menneskerne.
Den hånd på skulderen.
Den åbne dør.
Det venlige spørgsmål.
Den hjælp, der kom, da vi havde brug for den.
Når vi om lidt synger midsommervisen, skal vi huske på, at bålet ikke kun symboliserer lyset over mørket.
Det symboliserer også noget andet.
At når mennesker samles, bliver lyset stærkere.
At én flamme kan tænde en anden uden selv at blive mindre.
Og at fællesskab er den eneste ressource, der vokser, jo mere vi deler den.
Derfor håber jeg, at vi i en tid, hvor vi opruster vores ydre forsvar, også vil huske at styrke vores indre forsvar.
Tilliden.
Sammenholdet.
Naboskabet.
Foreningerne.
De lokale fællesskaber.
Viljen til at være noget for hinanden.
For det er her, fundamentet for vores samfund bliver lagt.
Ikke på Christiansborg.
Ikke i Bruxelles
Ikke på kommune kontoret
Ikke i nyhedsudsendelserne.
Men mellem mennesker.
Lige her.
Tak til alle jer, der hver eneste dag bidrager til fællesskabet.
Tak til de frivillige.
Tak til ildsjælene.
Tak til alle jer, der gør Dronningmølle til mere end et sted på landkortet.
Tak fordi I gør Dronningmølle til et fællesskab.
For når alt kommer til alt, er det ikke bålet, vi tager med os hjem i aften.
Det er varmen fra hinanden.
Rigtig glædelig sankthans.
Og rigtig god sommer til jer alle
