04/03/2026
“Misundelsesskat!”, “Vanvid!” og endda “Slaveri!” 🤯
Præcis de ord råber højrefløjens hylekor, fordi vi i Enhedslisten vil indføre en lillebitte formueskat på sølle 1% af formuer, der er større end 35 millioner kroner.
En ting er, at det er en smule skingert. Men jeg synes faktisk også, at det er frækt.
Tænk at beskylde alle de danskere, der faktisk synes, at det er fair, at den absolutte elite bidrager bare en lille smule mere for “misundelige”.
For det handler ikke om misundelse. Det handler om retfærdighedssans. Og om en kærlighed til det Danmark, vi alle sammen kender.
Dét Danmark, hvor vi bor i de samme kvarterer, går i de samme skoler, spiller i de samme fodboldklubber. Uanset om man har meget eller mindre. Hvor vi alle sammen kan kigge hinanden ligeværdigt i øjnene.
For lige præcis dét Danmark er under pres - fordi uligheden er eksploderet de sidste 30 år.
I dag møder jeg pensionister, der har arbejdet et langt liv, knoklet, betalt deres skat - og alle os politikeres løn i øvrigt. Kort og godt: De mennesker, der har bygget vores samfund.
Men som nu står i kø ved fødevarebanker for at få gammel mad, fordi de ikke har råd til at handle i supermarkedet.
Og jeg møder unge studerende, som bliver presset ud af de byer, de er født og opvokset i. Fordi grådige kapitalfonde har skruet huslejen så meget op, at det er kun er dem med de rigeste forældre, der kan finde en bolig i byen.
Imens har vi en elite helt oppe i toppen, der er stukket fuldstændig af. Milliardærer, der flyver privatfly og tager på smuttur til Dubai. Som ser deres milliardformuer vokse eksplosivt, mens almindelige mennesker vender hver en krone.
Det er ikke retfærdigt. Det er ikke det Danmark, rigtig mange af os kender og elsker. Det er udansk at lade forskellene vokse sig så store, at vi mister kontakten til hinanden.
Så nej, kære højrefløj. Vi er ikke misundelige. Vi synes bare ikke, at det er retfærdigt, at det kun er den absolutte top, der får lov til at mærke, at Danmark er et af verdens rigeste lande. Og vi prøver faktisk bare at passe på det fællesskabs-Danmark, vi holder så uendeligt meget af.
Derfor vil vi gerne indføre en beskeden skat på 1% af de største formuer over 35 millioner. Og bruge pengene på at skabe en Danmark, som alle har råd til - for eksempel ved at halvere momsen på mad.
Del, hvis du er enig ❤️