Our Story
Voldsramte kvinder skal ikke stå alene.
Landsforeningen for Voldsramte Kvinder og Børn blev stiftet d. 12. januar 2009.
www.voldsramtekvinder.dk
I undersøgelsen 'Mænds Vold mod Kvinder' (Statens Institut for Folkesundhed, 2007) konkluderes det, at 40.000 voksne kvinder i Danmark årligt udsættes for partnervold, og det anslås, at tallet er stigende.
For mere end 2000 kvinder årligt bliver volden så voldsom, at de må flygte og henvende sig til et krisecenter. Kun hver fjerde kvinde politianmelder volden ved indflytningen eller under opholdet på krisecentret.
Landsforeningens overordnede formål er at skabe et netværk for voldsramte kvinder og skabe fokus på et område, som er tabubelagt.
Vi ønsker med foreningen at skabe et forum, hvor den voldsramte kan møde ligestillede under uforpligtende forhold, og samtidigt ønsker vi at medvirke til at styrke forældrerollen og bevidstheden om, hvor vigtigt det er at holde fast i sit eget og barnets behov.
I dette forum kan man helt anonymt dele tanker, følelser og oplevelser med hinanden. Den gensidige genkendelse mindsker følelsen af ensomhed og kan bidrage til at bryde tabuet. Det bliver både naturligt og legalt at sætte ord på oplevelserne. Med andre ord: de voldsramte kvinder står ikke længere alene!
Landsforeningen for voldsramte kvinder og Børn er stiftet af Sanne Cellina Helena Graffe, som kan kontaktes på Tlf.: 60 14 01 01.