23/03/2026
“Måske skulle I ordblinde bare tage jer lidt sammen. Du kan godt - lære at stave.”
Den holdning findes stadig.
Jeg har fået den smidt i hovedet utallige gange.
Selvom omkring 500.000 danskere er ordblinde.
Mange tror stadig, det handler om lav intelligens.
Til det kan jeg bare sige: Albert Einstein og Niels Bohr var også ordblinde.
Det er ikke noget, man bare kan tage sig sammen ud af.
Og nej, vi kan ikke lærer at stave som andre.
Men vi kan skabe bedre vilkår.
Jeg har brugt mit talerør på at sætte fokus på, hvad ordblindhed faktisk er.
Og det vil jeg fortsætte med, hvis jeg bliver genvalgt.
Derfor kæmper jeg for:
• En mere retfærdig ordblindetest
Den nuværende test rammer forbi elever på grænsen. Nogle mister støtte, selvom de reelt er ordblinde.
Jeg har fået en forbedring forhandlet igennem, men arbejdet er endnu ikke sat i gang.
• Mulighed for at tage testen igen
I dag kan testen kun tages én gang. Det skaber urimelige situationer, hvor elever opdages for sent - uden mulighed for officiel hjælp.
Det skal være muligt at blive testet igen.
• Nota tilbage til ordblinde
Adgangen er blevet forringet under SVM-regeringen - især for dem uden SU-berettigede uddannelser.
Det skal vi rulle tilbage, så ordblinde igen får fuld adgang til materialer.
• Ens regler på uddannelser
I dag afhænger vilkår af, hvor du går. Det er uretfærdigt.
Der skal være ens regler - fx for ekstra tid til eksamen.
• Bedre hjælp til “gule elever”
Alt for mange bliver tabt, fordi de “bare” har læse- og skrivevanskeligheder.
De skal have reel hjælp - med bedre støtte og flere læsevejledere.
Ordblindhed er ikke dovenskab.
Det er en reel udfordring og et ansvar, vi som samfund skal tage alvorligt.
Vi ordblinde kan godt, bare vi får den rette støtte.