22/09/2025
Mine kære barndomserindringer
Uddrag af Sofus Wesselhoff (f.1875) erindringer fra Køng fattiggård 1880erne ( Hans mor døde i 1880)
Da min far fik arbejde som røgter på Sallerupgård ved Køng, blev vi tre mindste børn sendt til min fars søster og hendes mand, som var bonde. Min ældste bror kom ud at tjene. Min fasters mand havde rigeligt at se til, for de havde mange børn selv.
Om sommeren boede far ude på marken sammen med køerne. Han havde et lille hus midt ude på marken, hvor han kunne spænde hestene fra og køre mellem markerne. Inde i huset var der et bræddegulv, et lille bord og en brændeovn. Der var han både dag og nat, og om middagen løb jeg og min søster Marie over hos far for at få mad, men der lå en planke over, der kravlede jeg over på alle 4 over til far. Far tog Marie under armen og kom over, så kom de fra herregården med en spand fuld af mad.
Engang fik vi bollemælk. En bolle blev siddende fast i halsen for jeg ikke havde tid til at tygge den, så jeg slugte den hel af frygt for, at jeg ikke skulle få min del. Far gav mig en ordentlig i ryggen.
Far rejste derfra i november til skiftedag og vi kunne ikke mere bo hos faster, de havde jo selv mange børn og svogeren var drikfældig, så vi fire kom på fattiggården.
Om aftenen blev vi lagt på gulvet ved siden af de voksne. Dagen efter blev drengene blev sendt ind til de gamle mænd og pigerne til de gamle koner. Sovesalen var stor, og midt i salen stod en tyk stolpe, som holdt loftet oppe. Det var en toetagers bygning, og på loftet sov de gamle. Sengene var fyldt med halm, og vi lå ofte to sammen. Tit lå en syg på den ene side og en død på den anden. Der var lus overalt.
Madrasserne var stoppet med hakkelse, og de blev sjældent fornyet. En dag kom en mand med en seddel fra sognerådet, men der var ingen senge ledige. Han blev lagt ved siden af en gammel mand, der lå for døden – og som døde samme nat.
Vi børn fandt dog også små glæder. Nogle gange fik vi en kørepisk med sølvbeslag, eller vi fangede fisk i den lange grøft. Men straffen faldt hurtigt, hvis vi kom op at slås – jeg blev lagt i seng uden mad, mens andre gik fri.
De gamle fik månedspenge: to eller fem øre om dagen, lidt skrå eller snus. Om søndagen kunne vi få et lille stykke smørrebrød. Lørdagen bød på øllebrød og spegesild.
Maden var ofte sur, og om søndagen fik vi vandgrød og klipfisk. Til jul fik vi risengrød med lidt smør, sukker og kanel, og præsten kom og holdt tale. Det var vores juleaften.
Men der var kedeligere ting ved fattiggårdens mad end menuen. Tillavningen for eksempel, når man skulle sætte ærter i blød blev der hentet vand i en mergelgraven. Vandet var "blødt" i mergelgraven. Det sørgede køerne for. Efteråret havde sin ssærlige charme, når der var kødtilsætning i hvidkålssuppen - i form af orme - som blot var kogt med.
Når de gamle døde, blev de lagt i fårehuset, indtil der var råd til at køre dem bort. Ofte var der ingen penge til kiste eller kors, og man lagde bare et bundt rughalm på brystet af den døde. Vi børn måtte være med til at muge ud dér, hvor de døde havde ligget.
Skolegangen var ikke meget værd. Skolelæreren havde fuldskæg og paryk, og han kunne hverken lære os at læse ordentligt eller fortælle andet end historier om elefanter. Når vi skulle konfirmeres, gik vi til præsten i præstegården. Han holdt lange prædikener og formanede os til at holde os på dydens vej.
Senere kom jeg til Næstved, hvor jeg boede på arbejdsanstalten sammen med min far. Han var blevet blind, og jeg hjalp ham, så godt jeg kunne. Men snart blev han sat i grå fangedragt og fik forbud mod at komme ind til inspektøren. Jeg sneg mig alligevel ind og sagde: »Goddag far, kan du høre mig?« Han blev så rørt, at han græd.
Kort efter kom der brev fra sognerådet: Min far skulle inde spærres på Næstved tvangsarbejdsanstalt. For mig og mine søskende føltes det som en stor uretfærdighed, og vi børn følte os svigtet af hele systemet.
Sådan var min barndom – fyldt med hårdt arbejde, fattigdom, sygdom og sult, men også med små glimt af glæde, hvor vi børn fandt styrke hos hinanden.
(Køng fattiggård. Solgtes ca. 1919, billedet er fra 1936)
