31/12/2025
Udpluk fra stationslederens tale ved parolen tidligere i dag:
Vi har haft et forholdsvis roligt år uden større aktiviteter. Efter et 2024 med ny tankvogn, stationsbygningens runde fødselsdag, større rekrutteringsrunde af brandfolk og World Firefighters Games i Aalborg, har vi i 2025 fokuseret på vores daglige beredskab og mindre arrangementer som besøg af skoler og institutioner.
Nordjyllands Beredskab har valgt at ændre på sammensætningen af de frivillige. Derfor er forplejningsenheden i Nibe ikke helt så aktive som før. Men de samles heldigvis stadigvæk, bl.a. til juletræstænding på torvet i Nibe, hvor de serverede risengrød til ca. 400 personer.
Vi har fået 3 nye brandfolk i år. Nicoline, Mathias og Andreas er alle startet i 2025. Der har desværre også været 2 der er stoppet og 2 der er flyttet uden for byen og derfor ikke er med på vores vagthold længere. Vi ser derfor ind i et nyt år, hvor vi mangler 4 brandfolk på vores 3 hold. Dette er pladser som de resterende brandfolk på stationen skal dække, indtil vi finder nogen nye
I det nye år skal vi uddannes i overfladeredning, så vi kan lave indsats på vandet. Til det får vi nyt udstyr på stationen i form af svømmetørdragter og en ’Seabob’, en undervandsscooter der skal bruges til redning på fjorden og søer. Andet nyt bliver også et nyt smartere udkaldssytem, der skal udrulles til foråret. Vi skal også have nye SINE-radioer, GPS-enheder og røgdykkerkommunikationsudstyr i vores biler. Så der kommer meget nyt i 2026.
2026 bliver også året hvor World Firefigthers Games vender tilbage. Efter en vellykket deltagelse i 2024 bliver Nibe også repræsenteret i Saudi-Arabien, hvor det bliver afholdt næste år. Vi har således allerede nu en deltager tilmeldt.
Sidst i maj holder Nordjyllands Beredskab en stor fest på stationen i Nibe, da Nordjyllands Beredskab fylder 10 år.
Tak til de frivillige for jeres engagement. Tak til baglandet i NOBR, logistik, uddannelse, operationscenter, værksted, IT, stab og ledelse, for altid at bakke op og hjælpe.
Tak til vores nabo stationer for det gode samarbejde
Til sidst en dybfølt taknemmelighed til de deltidsansatte brandfolk i Nibe. Når alarmen lyder, står I klar med faglighed, mod og sammenhold. Jeres tilstedeværelse skaber tryghed – ikke kun i de store indsatser, men hver eneste dag i Nibe og omegn, TAK
Godt nytår til jer alle
Billedet er fra parolen i dag, hvor der bl.a. blev givet hæderstegn til en frivillig, der kunne fejre sit 50. år i beredskabet, flot!