Mette Valentins side

21/04/2024

“Kære politikere, vi er overbevist om, I alle vil det bedste for børn og voksne i udsatte positioner. Vis det ved at bakke op om beslutningsforslaget om en fattigdomslov og en handleplan mod børnefattigdom.”

Sammen med 30 andre organisationer opfordrer vi folketingspolitikerne til at støtte beslutningsforslaget om, at Danmark skal have en fattigdomslov og en national handleplan mod børnefattigdom. For bekæmpelse af børnefattigdom kræver ikke kun gode politiske intentioner. Det kræver konkret handling.

Loven skal sikre ambitionen om en halvering af andelen af fattige, mens handleplanen forpligter os til at sikre børn i udsatte positioners ret til et liv i trivsel

Siden vi i Danmark tilbage i 2015 tilkendegav, med tilslutningen til Verdensmålene, at vi ville arbejde i den retning, er der intet sket på området - tværtimod. Hver dag lever cirka 47.000 børn i fattigdom. Lad os en gang for alle give håndslag på, det skal ændres!

Læs vores fælles indlæg om det i Altinget her 👉 https://www.altinget.dk/social/artikel/31-fagforbund-og-sociale-organisationer-til-politikerne-i-har-nu-mulighed-for-at-bekaempe-oedelaeggende-boernefattigdom

Kirkens Korshær Red Barnet Mødrehjælpen Jysk Børneforsorg/Fredehjem HOME-START Familiekontakt Danmark Enestående Forældre BROEN Danmark LIVSVÆRK Grønlandske Børn - Kalaallit Meerartaat UNICEF Danmark WeShelter Dansk Socialrådgiverforening Dansk Sygeplejeråd BUPL FOA HK Danmark m.fl.

06/02/2024

Vi sætter i Skolemonitor i dag, i samarbejde med en række organisationer, fokus på inklusion i folkeskolen - og på at det handler om mere end blot ord. Det handler om handling og forståelse:

🚫 Sprog skaber virkelighed. Et forældet og nedværdigende sprogbrug, der taler om at "rumme" og "håndtere" børn med særlige behov er ikke godt nok.

✋🏼 Børnene og deres adfærd er ikke problemet. Det er derimod skolens rammer. De skal ændres, så børnene kan trives og lære.

Læs debatindlægget i Skolemonitor her 👉 https://bit.ly/49niCkJ
Eller på vores hjemmeside her 👉 https://bit.ly/4bjDkUl

Lev ADHD-foreningen Autismeforeningen Videnscenter om handicap Ligeværd For Lige Vilkår Center for ADHD Social Talks Muskelsvindfonden - Plads til forskelle

30/11/2023

”Vi betragter det nye tilbud med kritisk og konstruktiv optimisme,” siger direktør i Psykiatrifonden Marianne Skjold i en kommentar til, at Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort de faglige rammer for det behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel, der skal bygges op i alle ko...

29/11/2023

Med mere uklare afgrænsninger og krav for, hvornår sagsbehandlerne skal gøre hvad, og flere "kan" end "skal"-bestemmelser, kommer den enkelte fagpersons skøn til at fylde mere.

Det lyder i teorien godt, for hvem kan sige nej tak til vurderinger og indsatser, som i højere grad tilpasses det enkelte barns og familiens situation.

Men i mødet med en presset forvaltning, hvor fejlprocenterne i sagerne år efter år er påvist som bekymrende høje, hvor medarbejderne ofte skifter job og medfører videnstab, og hvor imple­menteringen af en helt ny kultur og et nyt børnesyn for arbejdet er overladt til de enkelte kommuner landet over, er vi bekymrede for, at resultatet bliver en mere vilkårlig praksis. Og en tilstand hvor udsatte børn og familiers retssikkerhed sættes markant mere over styr.

🚨 Lad os undgå at skabe 400 forskellige tilgange til at hjælpe børn i udsatte situationer.

Sådan skriver Pernille Gry Petersen, generalsekretær i Børnesagens Fællesråd, i et debatindlæg i Altinget.dk i dag.

Bag den lidt skarpe indpakning i overskriften og indledningen sætter hun fokus på de komplekse udfordringer, der følger med implementeringen af Barnets lov:

● Det kræver kultur- og praksisændringer – men understøttes ikke af klare lovmæssige rammer og vejledninger.

● Det kræver et helt nyt børnesyn for arbejdet, men understøttes ikke af øgede ressourcer til de i forvejen pressede forvaltninger, hvor fejlprocenterne i sagerne år efter år er påvist som bekymrende høje.

● Det stiller højere krav til sagsbehandleres kompetencer - juridiske, socialfaglige, pædagogiske og analytiske – men understøttes ikke af relevant opgradering og videreuddannelse.

Forandring kræver viden, understøttelse og tid. Masser af tid. Så for at lykkes med implementeringen, er det nødvendigt med en omhyggelig og velovervejet tilgang til processen. Alternativt risikerer vi en praksis og tilstand, hvor udsatte børn og familiers retssikkerhed sættes over styr.

25/12/2022

Denne artikel fra 2007 er en af juleferiens “Must Reads” for alle med interesse i borgernes retssikkerhed i sager hvor staten imod borgernes vilje griber vidtrækkende ind i borgernes liv og skæbne, og/ eller skader dem for livet i højere eller mindre grad.

Læs og del ☺️

22/12/2022

Et tre år gammelt opslag om anbringelser - som stadigvæk er aktuelt.

Mange forældre og familiemedlemmer til anbragte børn og unge, oplever at få tildelt meget lidt samvær og kontakt med barnet - med den begrundelse, at barnet/ den unge er særligt sårbar.

Alle anbragte børn er særligt sårbare.

Det er klart - de er traumatiserede - ulykkelige - manipulerede og påtvunget tilknytning og tilhørsforhold til reelt fremmede, som oprigtigt tror, at forældrene har skadet og skader børnene - og er årsag til alt bekymrende omkring barnet, samvær og anbringelsen - og derfor i udgangspunktet, ikke opfatter det som barnets bedste, at de skal bevare og udvikle deres relation og tilknytning til deres biologiske forældre og familie 😢

Sådan gør kommunerne i stort set alle tvangssager, og når forældre med frivillige sager ikke finder sig i det bliver det bare til en tvangssag - med begrundelse om at forældrene ikke forstår og ikke samarbejder til barnets bedste.

Denne adfærd skyldes for mig at se, et stort paradoks i systemets logikker - nemlig det modstridende i, at anbringelser som udgangspunkt bør være midlertidige og så den forrråede fagfaglige tilgang der tilsiger, at barnet/ den unge skal forblive i anbringelsen - falde til der og opnå trivsel der - før der i teorien kan tales om hjemgivelse - sagen er bare den, at opnåes denne tryghed og trivsel i anbringelsen UDEN forældre og familie samtidigt er inddraget og uden relationen og kontakten her er bevaret og styrket - uden der er rettet op på de udfordringer/ misforståelser som førte til anbringelsen - så vurderes det jo at barnet/ den unge skal forblive anbragt.

Forældre og familie beskrives og vurderes ofte meget fordrejet og voldsomt negativt - men det kan i selvsamme akter ved nærlæsning konstateres at disse beskrivelser og vurderinger på ingen måde er retvisende eller nuanceret beskrevet, ligesom der bevidst er udeladt data og viden som modsiger det, som den/ de ansatte ønsker at fastholde, er korrekt. Det ses meget ofte at der på ingen måde arbejdes på at løse de udfordringer der førte til anbringelsen - tilgangen synes derimod at være at man redder barnet/ den unge fra dets ressourcesvage og ikke gode nok forældre og familie..

Ud over at være umenneskeligt og psykologisk skadeligt, at gøre sådan overfor forældre og børn, er det decideret konventionsstridigt for et samfund at fratage et barn/ en ung dets biologiske forældre og familie med mindre man har en MEGET god grund. HVIS man så har det og gør det, bør man i det mindste sætte ind med massiv professionel støtte og behandling til både forældre og børn, men heller ikke det gør man. Det er helt sort.

Man navigerer ofte efter synsninger, vaner, fordomme og forfejlede forråede forståelser om børn og voksnes behov, udvikling og psykologi. Der er ingen sanktioner - ingen vagthund ifht hvordan der forvaltes/ sagsbehandles, og altså om loven udmøntes som dens formål er. Vi har brug for en forvaltningsdomstol og myndighederne ansatte skal kunne holdes til ansvar for deres handlinger, på lige fod med Nürnbergprocesserne. Det er INGEN undskyldning at man bare agerer efter ordrer. Man har et PERSONLIGT konventionelt betinget ansvar for ikke at bryde menneskerettighederne - og som ansat i forvaltningen tilmed et skærpet ansvar. Det er derfor stadigvæk himmelråbende, at socialrådgivere m.fl ikke er underlagt fagprofessionel autorisation.

Nulfejlskultur, NPM og alt for mange overlap i subjektive og usaglige interesser og hensyn er andre parametre som sammen med de absolut kontraproduktive vilkår og rammer for arbejdet i praksis, cementerer det akutte behov der er, for en reformation af hele området.

15/12/2022

Anbringelsesskakmat

Når systemet tvangsanbringer et barn væk fra dets forældre, er opgaven at iværksætte en handleplan og indsatser i samarbejde med forældre og barnets plejefamilie, som retter op på det som førte til anbringelsen. Formålet er at barnet kan enten returneres til sine forældre eller bevare/ opnå så meget sund kontakt, tilknytning og relation til forældrene som muligt, gennem samvær, ferier mm. Det er sådan loven er udformet og det er, hvad forældre oplyses og vejledes omkring, når anbringelsen starter. Men det er desværre langt fra det der sker ….

Først skal barnet tilvænnes sin nye situation og knytte sig til de nye voksne - det betyder i praksis meget lidt samvær og kontakt med den biologiske familie. Det lidt samvær og kontakt der tilbydes tilrettelægges sådan, at det er tæt på umuligt for forældrene at opretholde studier/ arbejde.

Der udarbejdes ved og efter samvær, beskrivelser af både barnets og forældrenes reaktioner, savn, sorg og frustrationer og af usikkerheder og dyb ulykkelighed hos forældrene - ikke som indsigt og forståelse for dette - men som bekymringer for deres evne til at varetage barnets behov og trivsel under det sparsomme samvær - som så derfor reduceres yderligere.

Forældrenes protester og reaktioner beskrives som et svært samarbejde og der refereres til de hypoteser som er fremkommet under udarbejdelse af de fagligt temmeligt kritisable forældrekompetenceundersøgelser, hvor en psykolog har haft til opgave at beskrive og vurdere mulige sårbarheder og udfordringer ud fra et meget subjektivt udplukket datagrundlag som igen ofte er meget fejlbehæftet og i højere grad et udtryk for synsninger end faglighed.

Handleplan og indsatser enten mangler eller bliver en smøre om at forældrene skal acceptere anbringelsen og forstå det som systemet forstår om dem og deres barn - og at barnets trivsel og tryghed i plejefamilien er vigtigst. Enhver mistrivsel her tillægges forældreskabet før anbringelsen og forældreadfærd i samværet.

Der går ofte flere år, hvor forældrene kæmper for at blive inddraget, for at vise og bevise at de godt kan være forældre for deres barn - og med at få forkerte antagelser og synsninger devalueret - af skiftende socialrådgivere på sagen. Samtidigt har og får barnet et liv og en verden i plejefamilien som bliver det sted som barnet kender bedst og bliver tryg ved. Forældrene kædes efterhånden sammen med tunge splittede følelser, ubehaget ved børnesamtaler og tydeligt tænderskærende modstand på samvær og kontakt fra plejefamilien.

Når så forældrene med en umenneskelig hård kamp lykkes med at kunne bevise, at anbringelsen var forkert eller at anbringelsesgrundlaget nu er væk, så fastholder forvaltningen sparsomt samvær og kontakt med begrundelse i barnets liv og tryghed i plejefamilien og de reaktioner man her beskriver at barnet har ifbm samvær og kontakt.

Forældrenes og barnets kontakt og tilknytning problematiseres og negligeres massivt, grundet det sparsomme samvær og det forældrefremmedgørende setup omkring anbringelsen - og barnet bliver ikke hjemgivet og får ikke i højere grad lov til at få samvær og kontakt med sine forældre. Det beskrives meget ofte, at barnet er presset og lider under forældrenes kamp for at få barnet igen.

I stedet for at arbejde på hjemgivelse, forsøger forvaltningen at fastholde (videreføre) anbringelsen barndommen ud, under henvisning til barnets tryghed i plejefamilien og hvor svært det vil blive for barnet at skulle forlade det liv og den identitet de der har fået.

Dette blåstemples ret ofte i B&U udvalg, ankestyrelsen og retssystemet, og forældrene som har gjort ALT hvad de kan i årevis, må se i øjnene, at hvis de fortsætter med at kæmpe for at få deres barn igen, mister de sandsynligvis endnu mere kontakt og samvær i processen. Selv når ikke det lykkes, fortsætter det alligevel og der udarbejdes blot endnu flere såkaldte undersøgelser af systemets og plejefamiliens mening om barnets behov for at blive hvor det er i plejefamilien.

Hertil skal lægges de mange udfordringer i samarbejdet med både forvaltning og plejefamilie - de store komplikationer og stigmaet i forældrenes private og arbejdsmæssige netværk - og ikke mindst det psykologisk ødelæggende i at blive beskrevet og behandlet på den måde, og med så stor en overmagt, gennem længere tid.

Det er ganske enkelt en uanstændigt ondskabsfuld måde at behandle disse forældre og børn på. Systemet burde om ikke andet, være ærligt fra start af og gøre det klart at forældrene er sat skakmat. Det bør som minimum være sådan loven udformes når nu det er sådan virkeligheden er. Så folket og ikke mindst de konkret berørte forældre forstår, at de IKKE får deres barn igen og derfor IKKE skal hakkes medmenneskeligt i småstykker og IKKE skal kæmpe og knokle så hårdt og give så alt for meget af hvad de har, og hvem de er, at de og deres liv iøvrigt, går helt og aldeles fuldstændigt i stykker 😔

08/12/2022

Iøvrigt mener jeg at

Hvis anbringelser af børn udenfor hjemmet (hvor årsagen er sårbarheder hos iøvrigt kærlige forældre) skulle have en reelt langvarig positiv effekt for både det enkelte barn, dets forældre og samfundet som helhed, så burde man inkludere forældrene langt mere under anbringelsen - og altså som plejefamilie have til opgave at lukke forældrene med ind i familien og hverdagen som var de familiemedlemmer. Dermed kunne man i anbringelsesperioden, give barnet det bedste af begge verdener og undgå at komme til, at barnet føler sig “skyldig” eller “forkert” i sin egen splittelse eller påvirke det til at undgå at knytte sig trygt til sine voksne eller vælge sine biologiske forældre og familie fra.

Der burde - hvis formålet skulle opnåes - arbejdes oprigtigt og tæt sammen omkring barnets bedste - og sikres relevante og udviklende indsatser som kan optimere og styrke både forældrekompetencerne og tilknytningen mellem barnet og dets forældre så en hjemgivelse i bedste fald kan blive mulig. Sekundært at barnet fortsat har og får lov til også at have sine biologiske forældre i opvæksten og at disse er inddraget og anerkendes som barnets forældre.

Men sådan er det desværre langt fra 😔

NB: Om “Barnets faktiske bedste”

Det er et utroligt fint og meget ømfindigt emne - barnets faktiske bedste - både i et nutids og i et fremtidsperspektiv.

Vi er nødt til at spørge os selv: Ud fra hvilke mål og standarder måler vi barnet og ud fra hvilken viden og virkelighed når vi frem til, hvad det FAKTISK bedste er, for dette barn. Er vi sikre på at vi er dem der ser og forstår mest “rigtigt” - eller er der følelser og synsninger som forstyrrer indsigten negativt og farver tingene på bekostning af barnet, som jo er den, hvis barndom og identitet der bliver jongleret rundt med?

Lytter og forstår vi VIRKELIGT barnet eller er det helt andre hensyn som i virkeligheden bestemmer hvordan vi agerer?

Det er svært men nødvendigt - for det er præcist skismet “Barnets faktiske bedste” alle sager står og falder med.

02/12/2022

Læs dette 6 år gamle indlæg - og de mange andre indlæg på min blog, om de kæmpestore udfordringer på B&U området og årsagerne bag.

“Elastik i metermål” paragraffer

Fra indlægget;

Det er som privat socialrådgiver, coach, konsulent, tidligere politiker mm, både skræmmende, beskæmmende og foruroligende, at opleve, og følge med i, hvordan nogle familier behandles uhørt dårligt, i B&U systemet – ankesystemet og retssystemet – og ikke mindre skræmmende at se og opleve, at langt de fleste, ikke tror på, at det forholder sig sådan. Jeg forstår det egenligt godt.

At de fleste ikke tror på det. Sådan har jeg også selv haft det.

Når jeg førhen, hørte om disse grelle og groteske sager hvor forældres og børns retssikkerhed og rettigheder sættes ud af spil via de social – og forvaltningsretlige “Elastik i metermål – paragraffer” som giver kommunerne ret til at tilsidesætte rettigheder mm under henvisning til at det vurderes som bedst for sagen/ familien/barnet, tænkte jeg, at det måtte bero på sjældne, men særligt fagligt belyste og veldokumenterede omstændigheder i og omkring familien.

Sagt med andre ord: Der måtte være god grund til kommunens handlinger i sagen. God grund som var baseret på barnets bedste og barnets udvikling og trivsel. Påstande om forfalskede og urigtige sagsakter, tænkte jeg var enten udtryk for brodne kar eller misforståelser/ fejl – forestillingen om bevidst fordrejede – opdigtede og urigtige sagsakter forekom mig indtil for få år siden, som ikke reel – det kunne ikke passe at den slags fandt sted.

Som socialrådgiver og borger, havde jeg en forventning om en vis ordenlighed, faglighed, retssikkerhed og grundighed i sager om familiers behov for samfundets indsats og støtte – en indsats som samfundet har ret til at vurdere værende så vidtrækkende, at børn og forældre ikke må bo sammen og kun ses, i begrænset omfang. Jeg forventede samarbejde og dialog med forældre / børn og netværk/ familie – også under anbringelser – at man i kommunerne levede op til lovens og konventionernes intentioner og indbyggede rettigheder for forældre og børn. At der var styr (nok) på det fagligt set – og de fleste fejl, drejede sig om bureaukrati, kontrol og afrapporteringer. Til min skræk har jeg erfaret at det ikke er tilfældet.

Dette indlæg handler om, at de gældende “Elastik i metermål paragraffer” er blevet en glidebane af dimensioner, særligt på B&U området. Det sker særligt for en håndfuld særligt “fagligt udfordr…

29/11/2022

Spørg ministeren 😜

Armen altså… her får I lige endnu et udpluk fra virkelighedens børnesager

Spurgte (igen) i dag (på et teamsmøde) efter en socialrådgivers vurderinger og begrundelser for, at en stor dreng ikke må blive hjemmeundervist længere selvom både tilsyn og prøver viser at drengen fagligt og socialt er både fuldt kompetent og aldersvarende. Sekundært bare få det på skrift, at det er sådan at forvaltningen vurderer. Hun blev sædvanen tro ret irriteret og henviste til mine mails og snakke med både hende og hendes leder, men hvor jeg jo heller ikke får svar - hvilket hun erkender.

Hun svarer at hun ikke vil lave de vurderinger eller svar på skrift og ligeledes ikke begrunde eller iøvrigt skrive noget til mig herom. Forælderen skal bare bakke op om beslutningen og tvinge drengen afsted, ellers vil det blive vurderet, at forælderen ikke formår at sætte sig igennem overfor drengen. Hvis jeg fortsat vil have svar på hvorfor og hvordan de kan begrunde og vurdere sådan - eller blot have det her på skrift, så måtte jeg gå til ministeren og spørge ham, for hun og forvaltningen hverken vil eller kan svare mig… hmmmm 🤨

Det vil jeg gøre - når vi altså får en regering og en minister igen. Til da nøjes jeg med endnu et møde med forvaltningens leder og socialrådgiveren på sagen, om deres sagsbehandling og manglende inddragelse og lydhørhed overfor barnet.

Opdateres…