09/09/2023
Jeg blev altså noget chokeret, og derefter ked af det, og derefter indigneret, da jeg så det her citat fra Ane Halsboe-Jørgensen i på DR nyhederne i morges. 😞
Jeg fik min førtidspension i 2003, som 22 årig efter at det i årevis havde stået klart for enhver, at jeg aldrig ville blive i stand til at forsørge mig selv.
Men det satte mighverken udenfor arbejdsmarkedet eller udenfor fællesskabet.
I alle årene siden da har jeg nemlig arbejdet!
Jeg er bare overhovedet ikke i nærheden af at kunne arbejde de timer de kræves for at forsørge mig selv, hverken almindeligt eller på flexjob. Da jeg arbejdede mest havde jeg 9 timer om ugen. Nu arbejder jeg 5 timer om ugen fordelt på 3 dage. For DET ER DET JEG KAN! Når jeg kommer hjem fra arbejde, så er jeg lige så udmattet efter min halvanden time, som mine kolleger er efter deres 8 timer og min lørdag er reserveret til restitution, for at jeg har kræfter til den kommende uge. Min autisme er en konstant faktor i resten af mit liv. Lige meget hvor mange ressourceforløb de satte mig på står det ikke til at ændre.
Men jeg arbejder! Jeg er en del af et fællesskab på en arbejdsplads og jeg gør en forskel for mine kolleger!
Det Ane Halsboe-Jørgensen ikke har forstået er, at det er min førtidspension der gør, at jeg kan arbejde og det er min førtidspension der gør at jeg er en del af et fællesskab!
For det er min førtidspension, der giver mig den nødvendigt ro og tryghed økonomisk, som gør, at jeg har et overskud til at gå ud og bidrage det jeg kan.
Min førtidspension gør, at jeg ikke behøver være bange for at miste min lejlighed, hvis jeg får en periode, hvor mit overskud er mindre eller jeg må sygemelde mig.
Det er min førtidspension der gør, i modsætning til den kontanthjælp jeg var på før, at jeg har råd til engang imellem at gå ud at spise med en veninde eller tage i biografen.
Den gør, at jeg kan overskue at tage ud og holde foredrag om autisme og den gav ro til at jeg kunne skrive mine 4 bøger om autisme.
Tæller det ikke som værende en del af fællesskabet?
Så kære Ane Halsboe-Jørgensen.
Hvor ville jeg ønske, at i politikere ville tænke lidt over, hvor stigmatiserende jeres udtalelser nogle gange er på sårbare mennesker.
Min førtidspension gjorde mig ikke til en stakkel der bare sad hjemme og så livet passere forbi.
Min førtidspension var det der ÅBNEDE døren til arbejdsmarkedet og fællesskabet for mig!
Den gjorde at jeg kan leve et værdigt voksenliv med min autisme og mine andre diagnoser. Et liv hvor jeg er værdsat på min arbejdsplads og hos mine kære venner og hvor jeg gør en forskel.
