09/03/2025
For et år siden gav DR-dokumentaren ’Frivillige i front’ et unikt indblik i Hjemmeværnets opgaver. Siden da har verden ændret sig, og behovet for en stærk, frivillig styrke er kun blevet større.
DR fulgte i fire programmer Hjemmeværnets opgaver i forbindelse med Host Nation Support i Esbjerg, bevogtningsopgaven i Kosovo, bevogtningen af F-16-kampfly på Bornholm og Flyverhjemmeværnets bidrag til Frontex.
Kommitteret for Hjemmeværnet, Hans Andersen, ser en voksende opgave for Hjemmeværnet i at beskytte Danmarks kritiske infrastruktur:
”Vi har i løbet af de sidste måneder set, hvor sårbar vores infrastruktur er, så bevogtningen og overvågning af netop den kritiske infrastruktur kommer sandsynligvis også til at spille en større rolle i fremtiden for Hjemmeværnet.”
Hjemmeværnets chef, Gunner Arpe Nielsen, understreger, at det globale trusselsbillede gør Hjemmeværnets indsats endnu vigtigere:
”Der er ikke nogen tvivl om, at i takt med at den globale sikkerhedspolitiske udvikling skærpes, vokser behovet for at styrke Forsvaret – herunder også de opgaver som Hjemmeværnet bidrager med.”
Fra Host Nation Support i Esbjerg til bevogtning af kampfly på Bornholm – Hjemmeværnets frivillige soldater gør en forskel hver dag. Og deres indsats bliver kun vigtigere i 2025.
Vil du også med at få nogle gode oplevelser og en fritid der giver mening?
Så skynd dig at sende os mail på [email protected], eller gå ind på www.vistillerop.dk