26/05/2026
Dette smukke billede er lånt, tekst om
Trækraft og træernes forbundethed
At bo i skoven har altid været en glæde men også den største udfordring. Men jeg lærer hverdag af den natur jeg er sat i.
Lærte hurtigt da jeg flyttede ind at der var områder af skoven, hvor jeg ikke lige havde adgang, som lå der en usynlig snor omkring et sted, et træ. Dernæst lærte jeg at genkende krafttræer, som blev hellige for mig.
Første shamankursus med Jonathan for et halvårhundrede siden, blev jeg sendt på visionquist og kom i kontakt med et gammelt egetræ der var blevet fældet. Det fortalte mig det var skovens krafttræ og alle øvrige artsfæller i området, stod nu og rystede. Allerede dengang blev der lagt vigtig kildevisdom ind i mit felt for at forstå den verden, jeg nu er sat i.
Jeg var medvirkende til at fælde nogle krafttræer, i i vinters blev skovmanden bestilt. Men desværre kom han først ligefør forårsjævndøgn. Den største birk i birkelunden var allerede fyldt af saft og jeg græd da saften stod som et springvand ud af det smukke 23 m høje træ. Men skovmanden som er fyldt med anden slags trævisdom, fortalte at træet grundet alder var begyndt at flække sig selv. Det såes som dybe revner fra bund til top og flere af dem. Så man kunne få et flækket træ i hovedet, da revnen gik helt ind i kernen, så jeg havde taget den rette beslutning. Dog vidste jeg havde træet stået et andet sted, hvor man ikke lige kom forbi havde det fået lov at blive stående.
Der er altid uro i skoven når der fældes også på nabogrunde og andre steder i skoven, da træer er kollektive og forbundne via deres rodnet. Og alle træer har et modertræ, et krafttræ der opretholder deres balance.
Jeg måtte derfor bruge dage i skoven iblandt artfælderne for at beklage, men også give straffeten til dem om at vælge et nyt krafttræ. Det gøres bedst i ro og stilhed uden menneske indblanding, hvorfor oprydningen lod vente på sig.
Jeg har brugt mange timer/dage på nabogrunden ved Månetemplet og mærket skoven atter var faldet til ro, så valget var blevet taget. Men også mærket at min skov og nabofredsskoven arbejder på højtryk da man vedbliver at fælde hele omkringliggende skovarealer.
Noget nyt bliver født her I skoven og nyt er jomfrueligt og helligt og kræver tid.
Allerede omkring efterårsjævndøgn mærkede jeg, mine faste grupper skulle lukke ned og de planlagte arrangementer blev dog afholdt. Men siden februar har der ikke været kursister her.
Der ligger en lovmæssighed som er større end den jeg råder over, men som jeg som skovens vogter må og bør adlyde. Dette er ikke min vilje der kører dette sted selvom ideerne er store og mangfoldige. Men et samarbejde med naturens og de væsener der bebor det skovareal jeg vogter.
De betragter mig som en af deres og lytter og adlyder, når jeg kalder sammen til ex ceremoni.
Men såfremt jeg ønsker, deres forsatte samarbejde har jeg også måttet lære at adlyde og lytte til deres rejse, da mange planer fra naturriget samarbejder her og er med igen lysets opstigning.
Derfor er Skovkraft ikke blot et fysisk kursussted men et sandt unikt sted hvor der samarbejdes med naturrigerne, for de beboede stedet længe før jeg kom. Dette sted er et kig ind i de usynlige riger hvor magien bor og hersker. Og jeg er utrolig taknemlig over at være blevet lukket ind i deres riger, men også lært at kommer her folk der ikke forstår denne lovmæssighed, trækker de sig tilbage. Dette har jeg selv måttet lære, da jeg troede, jeg blot kunne leje mit hus ud og vildtfremmede boede her. Eller når her har været folk der blot kommer og tar og ikke gir tilbage. Eller jeg bilder migselv ind, at jeg blot kan slippe dette samarbejde.
Jeg takker Jer, der følger mig for at læse dette budskab. Og personligt er jeg da spændt på hvad der kommer til at ske med Skovkraft? Men det skal meddeles at jeg nyder tiden i skoven men stadig udfordres af nye slangearter og den nye største gedehams den rødlige, der i år kigger forbi.
Der sysles stadig omkring Månetemplet med får stor hjælp af yngre unge mænd, der leger med på mine mange ideer om at indtage nyt land.
