21/11/2025
KYST TII KYST (ULUIII) 🪖
Konstabel-eleverne samt gruppeførere har netop gennemført den berygtede kyst-til-kyst tur. En tur til fods med rygsæk fra øst til vest fra ja- kyst til kyst💪🏼
Formålet med ULU III er at udvikle robuste og handlekraftige soldater, der kan fungere effektivt i en gruppe under pres. Målet er, at alle gennemfører – ikke som individer, men som én samlet enhed. Øvelsen udsatte gruppen for centrale stressorer som ukendthed, uforudsigelighed, manglende kontrol og usikkerhed, hvilket bevidst skabte de mentale og fysiske belastninger, soldater kan møde i operative situationer.
Gennem disse vilkår trænes kernekompetencer som stabilitet, samarbejde, faglighed, vidensdeling, initiativ og evnen til at motivere hinanden. Hele øvelsen byggede på, at gruppens sammenhold og fælles indsats var afgørende for at komme i mål — ingen enkeltperson kunne gennemføre alene. Det var gruppens disciplin, støtte og fælles vilje, der sikrede succes.
ULU III udsatte grupperne for en række planlagte MET-stressorer, som skulle udvikle robuste soldater og styrke gruppens samlede ydeevne. Undervejs blev grupperne udfordret med de fire U’er:
Ukendt: Soldaterne kendte sjældent opgavens fulde omfang, varighed eller konsekvenser.
Uforudsigeligt: Instruktørerne ændrede vilkår, rækkefølger og krav løbende.
Ukontrollerbart: Gruppen havde begrænset indflydelse på tempo, regler og bedømmelse.
Usikkert: Fysisk pres, mørke, kulde, manglende søvn og social evaluering skabte konstant tvivl og stress.
Det overordnede mål var, at alle gennemførte ULU III. Hvis en soldat havde vanskeligheder undervejs, var det gruppeførerens ansvar at sikre de bedst mulige forudsætninger for gennemførelse, eksempelvis ved at omfordele vægt eller forsyninger for at reducere belastningen.
Det var hele gruppens fælles ansvar at sikre, at alle nåede målstregen samlet.
ALLE nåede i mål, og alle grupper kan nu stolt kigge tilbage på den seje bedrift💪🏼