29/11/2015
Kære alle,
Forrige uge bød på en super aktivitet: Skarpskydning i Oksbøl med I/LG. En ganske kompleks og krævende skydning, hvor 1/I/LG, en IKK-deling fra 2/I/LG, let og tung morter, panseringeniører samt finskytter i tæt samarbejde gennemførte et angreb fra Bordrup Plantage, på tværs af heden og ud til klitterne tæt ved Vesterhavet. Enhedsuddannelse med skarp ammunition er noget af den fineste form for uddannelse, vi har, og det er her, vi skal toppe - både som øvelsestagere og øvelsesledelse. Og det gjorde vi!
Der blev ydet en "mandfolkeindsats" på trods af til tider udfordrende vilkår og i perioder med silende og tung "Oksbøl-regn". Soldaterne fik lejlighed til at opleve "ild og bevægelse" for fuld musik. Det er altså noget andet at rykke frem og tage et angrebsmål, når man kan se, høre og mærke morternedslagene, lyssporene fra IKK og maskingeværer holde modstanderen nede.
Imponerende, men på en måde også frygtindgydende, og det fortæller jo noget om, hvordan vi selv skal agere, hvis modstanderen har overtaget og kan gennemføre offensive operationer mod os. Det var i øvrigt rigtig godt at opleve, hvordan soldaterne levede sig ind i øvelsen, præsterede og tog læring til sig. Der blev leveret gode resultater, men også afdækket områder, som vi skal arbejde videre med.
Ugen bød også på Gardehusarregimentets årsdag, hvor jeg deltog i både parade og gallamiddag. En travl uge med masser af gode oplevelser.
I denne uge har jeg sammen med Chefen for Hærstaben været i Irak og besøge hold 2 ved Operation Inherent Resolve, der er opstillet med II/GHR som grundstamme. Det er en lang rejse, men utrolig vigtigt og givtigt for mig at se og opleve, hvordan vores soldaterløser opgaverne, høre deres perspektiver på tingene og få indsigt i de udfordringer, de står med. Der kan jo gemme sig mange nuancer og vinkler på de ting, man kan læse sig til i situationsrapporter mv.
Straks ved ankomst fornemmer man en god, positiv og professionel stemning. Det er og bliver en udfordrende opgave at uddanne de irakiske sikkerhedstyrker. Planerne ændrer sig løbende, for irakerne roterer jo enheder direkte ind og ud af kampe i Anbar Provinsen. Vi overværede blandt andet uddannelse på skydebanen og i Counter IED. Det blev gennemført med vanlig seriøsitet, professionalisme og overskud af de danske instruktørhold, godt støttet af tolkene. Og Irakerne værdsætter indsatsen højt, meget højt endda. Vi havde på skydebanen lejlighed til at tale med både bataljonschefen og brigadechefen for de irakiske styrker, der var til uddannelse. Og meldingen var klar: De gør i høj grad brug af de indlærte færdigheder. Det er jo en speciel situation at komme direkte fra "fronten" og ind på en base, få noget uddannelse, og så tilbage i kamp igen. Men fakta er, at de kan se positive resultater på kamppladsen - både i form af fremskridt og i form af færre sårede og tab på irakisk side.
Vi kom rundt og besøgte alle de danske enheder og elementer i Camp Havoc. Igen, super positivt at høre indtrykkene direkte fra dem, der står med opgaverne og ansvaret i sandet. Og de danske soldaters indsats gør også positivt indtryk på deres samarbejdspartnere - der var masser af ros fra amerikanerne.
Alt i alt et fantastisk godt besøg, som bekræftede indtrykket af, at vores soldater - også i en lidt speciel opgave som kapacitetsopbygning - gør det fremragende. Stor tak til chefen (TØK) og alle hans soldater for at have lavet et super program og (ikke mindst) for de gode, ærlig og berigende snakke om missionen og om forholdene for Hærens personel og enheder hjemme i Danmark.
Fra i morgen står den på White Sword i Oksbøl, hvor der udover 2. Brigade også vil deltage personel fra 1. Brigade, Hjemmeværnet, tjenestegrenscentrene samt Storbritannien og USA. Følg med på 2. Brigades facebook side ellers vent små 14 dage, så skriver jeg et kampreferat :)
Chefen