24/02/2014
Velgennemført familiearrangement med Hærens Sergentskole
Når Hærens Sergentskole i april 2014 flytter fra Sønderborg til Varde, rykker de fleste af medarbejderne med.
Nogle af skolens medarbejdere har besluttet sig for at pendle mellem Sønderborg og Varde mens andre allerede har købt eller lejet bolig i Varde/Esbjerg området.
Et antal af skolens medarbejdere har dog endnu ikke truffet endelig beslutning om deres fremtidige bopæl.
Af samme årsag gennemførte Varde og Esbjerg Kommuner lørdag den 22. februar 2014 et familiearrangement for medarbejderne ved Hærens Sergentskole, dette i samarbejde med Varde Kaserne.
I alt deltog 58 personer i arrangementet, heraf var de 52 personer fra Sergentskolen, mens 6 andre potentielle tilflyttere også var budt velkommen.
Turen startede med en ultra kort rundvisning på Varde Kaserne, hvorefter busserne fortsatte ud i Varde by med lokale guider. Efter en times tid endte gæsterne på den næsten nye Sct. Jacobi skole hvor et antal caféer var stillet op til formålet.
Efter velkomst fra borgmester Erik Buhl, kunne man høre meget mere om eje- og lejeboliger, jobmuligheder, børnepasning, uddannelses- og fritidsmuligheder samt fremtidige muligheder som militært ansat i Varde/Esbjerg området.
Desuden var de mindre byer i Varde Kommune stærkt repræsenteret med attraktive og velbesøgte caféer. Efter en gang lækker tapas, leveret af den lokale Varde café SpiseRiget, fortsatte turen over Janderup og Billum videre til Hjerting og den nyanlagte strandpromenade.
Næste egentlige stop var på Blue Water Arena hvor der i VIP Loungen blev givet et kort indlæg om sport og idræt i Esbjerg, dette naturligvis akkompagneret af den lokalproducerede Cocio drik.
Busserne fortsatte herefter mod havnen hvor der var planlagt en guidet rundvisning i bus på den nyligt indviede Østhavn, Her fik selvskabet et indblik i hvor meget vindmølleudskibning i dag fylder på havnen, de hørte om den rivende udvikling Esbjerg by og havn er inde i, og hvordan det har en positiv afledt effekt på lokale arbejdspladser.
Endeligt blev selskabet sat af ved det nyindrettede velkomstcenter i Esbjerg hvor også Esbjergs viceborgmester, Jesper Frost Rasmussen, bød velkommen.
Efter en kort spadseretur over Torvet endte gæsterne ved Musikhuset hvor der igen var indlæg fra lokale ejendomsmæglere, boligudlejere samt Musikhusets direktør som gav et godt overblik over Esbjergs varierede og mangeartede musik- og kulturtilbud.
Dette alt imens de medfølgende børn var inde på Esbjerg Kunstmuseum hvor der netop var en aktuel sanseudstilling. Børnene var endvidere så heldige at et par frivillige fra Familienetværket deltog hele dagen. Dette medførte at der var tid til både historielæsning og leg, mens far og mor kunne beskæftige sig med noget så kedeligt som jobs, huse og pasningsgarantier!
Trætte og mættede af oplevelser, men stadig med et smil på læben, steg selskabet igen på busserne, denne gang med destination Sønderborg som næste stop.
Det er håbet at turen har været med til at åbne øjnene for de muligheder Varde/Esbjerg området kan byde på. Men som borgmesteren i Varde så klart udtrykte det i sin velkomst, så handler det ikke om at få folk til at flytte til enten Esbjerg eller Varde, men om at skabe grundlaget for, at folk selv kan træffe det valg, som skaber det bedste liv for dem selv!