06/07/2014
En beretning i øjenhøjde fra en tidligere menig ved uddannelseskompagniet ved Varde kaserne.
Skrevet af: Osman Toplica, menig på værnepligtshold februar 2014 ved Varde kaserne.
Min værnepligt startede den 3. februar i år. Jeg havde ventet på dette øjeblik i flere år, og nu stod jeg her endelig i Varde kasernes gymnastiksal sammen med ca. 160 andre. Jeg så mig omkring og så en masse fremmede ansigter.
Var ansigterne fremmede for alle, eller var der nogen der var kommet ind med deres venner?
Jeg lagde mærke til at nogen snakkede sammen, mens ligeså mange stod for sig selv og tænkte deres egne tanker.
De var nok lige så spændte og nervøse, som jeg var. Jeg genkendte dog en håndfuld unge fra min by, og det varede ikke længe før, jeg fik øjenkontakt med en af mine gode kammerater. Vi faldt i snak og jeg følte mig lidt mere i ''sikkerhed''.
Men jeg vidste godt, at jeg ligeså godt kunne afvænne mig med følelsen. For uanset hvad, så skulle jeg allerede den aften lære nye mennesker at kende og så var det hellere ikke sikkert, at jeg kom i samme deling som min kammerat. Jeg havde fået at vide, at man ville dele os op efter vores kondition, som skulle blive testet den pågældende dag.
Jeg vidste godt, at hans kondition var i et andet niveau end mit. Så jeg havde allerede fra dag et af indstillet mig på, at jeg ikke ville kende dem, som jeg skal tilbringe det meste af værnepligtstiden med, og at jeg derfor skal være åben og imødekommende.
Jeg tror ikke, at jeg var den eneste, der havde tænkt de tanker.
For forholdet til mine kammerater eksploderede - Vi gik fra at være fremmede til bedste venner på under en uge! Alle ville snakke med alle, og vi havde det skide godt sammen.
Vi var delt op i 4 delinger med 3 grupper i hver. I starten talte man mest med dem fra ens gruppe, for det er alligevel omkring 12-13 personer man skal lære at kende.
Men igen, så finder man hurtigt ud af, at de andre grupper i delingen også er nogen helt vildt flinke mennesker og man begynder at bygge et bånd til dem også.
Hver gruppe havde en sergent (gruppefører), der fungerer som en slags mentor for en. Sergenterne har ansvaret for det meste af vores uddannelse og især i starten, hvor man skal lære meget eksercits (hvordan man modtager kommandoer, marcherer osv.). Det er også sergenterne, der er med ud på feltøvelserne og vha. deres lederegenskaber får os igennem opgaverne.
For hver deling er der så en løjtnant/sekondløjtnant (delingsfører), som står for de overordnede opgaver inden for delingen.
I starten gik vores befalingsmænd meget op i vores holdning, uniform, tiltale, tidsfornemmelse og renhed. Alt skulle være perfekt og de rettede altid på os.
De gik også meget op i at vi hjalp og rettede på hinanden. Så der var hele tiden nogen der sagde ''hey din krave sidder ikke ordenligt, lad mig ordne den for dig'', ''man kan se dine snørebånd'',
''du mangler dine sløjfer'' osv. Senere var det bare selvfølge, at man havde styr på sig selv og sin påklædning, men man hjalp stadig hinanden, når det endelig var.
Det med at hjælpe hinanden, gør sig især også gældende uden for kasernen, når vi skulle ud i felten. Man skal altid have styr på hinanden og hjælpes ad med opgaver.
Vi er ikke stærkere end det svageste led, som man siger. Derfor skal man ikke være nervøs for at man f.eks. er dårlig til at kigge på et kort.
Det kan være at man er god til noget andet, og så hjælper man til der. Man skal hellere ikke være nervøs for, at man aldrig har prøvet at skyde før.
Man får rigtig meget træning i det. Jeg var f.eks. ekstremt dårlig i starten, og fik kun 16/100 point i 100m skydning, første gang vi blev testet.
Senere fik jeg 93/100 point i 200m skydning.
Jeg var meget forsigtig, når jeg talte til en befalingsmand de første par dage. Jeg vidste ikke rigtigt hvordan man tiltaler dem.
For en god ordens skyld, så hedder det hr. rang eller rang efternavn. Det fandt en af mine kammerater ud af på den hårde måde, da han en dag råbte ''hey sergent!''.
Hvis du ikke kender efternavnet på en befalingsmand så brug hr. rang, det er hverken bedre eller dårligere. Man får ikke ekstra point for at kende generalens efternavn, for at tage et eksempel.
Hvordan var mit forhold til vores sergenter så?
Det har været meget professionelt og seriøst, når vi var på kasernen. Der var dog tid til lidt sjov her og der, men vi var blevet opdraget, således vi adskilte privatlivet fra soldaterlivet.
Jeg husker den første aften vi havde aftalt, at skulle i byen med vores sergenter. Der kom vores sergent ind til os, og sagde, at der i aften ikke er noget der hedder ''hr. sergent'', men kun Nicolai. Så snart vi havde fri, var vi ligestillede mennesker. Efter den første bytur lærte vi vores sergenter først rigtigt at kende.
Man blev klar over, at de egentlig også bare er mennesker, selvom de et antal timer om dagen har kommandoen over en. Jeg har været velsignet med rigtig gode befalingsmænd, der ikke kiggede ned på en, bare fordi man var menig. Jeg har hørt fra andre kaserne af, at nogle sergenter godt kan være magtliderlige.
Det er overhovedet ikke hvad jeg har oplevet i Varde. Der har selvfølgelig været episoder hvor man tænkte ''var det der nødvendigt?''.
Men en befalingsmand bliver nødt til at tegne en fed rød linje nogle gange, for at beholde autoriteten, så vi kan få den bedst mulige uddannelse.
Jeg havde en fornemmelse af, at jo højere rang man var, desto mere socialt afvisende ville man være. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det slet ikke var tilfældet.
Mit første møde med Kaptajn Lindholm (som er HBU kompagniets chef, og derfor af meget høj rang) var en morgen i træningscenteret.
Jeg havde skinnebensbetændelse og var derfor ikke med til kompagniløbet, hvor hele kompagniet løber en morgentur sammen. Jeg fik derfor lov til at styrketræne i stedet for.
Midt under træningen kom Kaptajnen ind for at træne lidt efter løbet. Han hilste pænt og spurgte hvorfor jeg ikke kunne være med.
Jeg forklarede ham det og nikkede forståeligt med et smil. Han gik i gang med at tage nogle kropshævninger. Jeg skulle køre det samme, så jeg spurgte om jeg kunne køre imellem ham.
Det måtte jeg selvfølgelig gerne. Da jeg var færdig med mit sæt fik jeg et kompliment for min form og styrke, hvilket jeg var glad for at høre.
Det havde jeg ikke forventet a høre. Han var jo kaptajn og jeg kun menig. Men det var rigtig rart at høre. Jeg fornemmede herefter at Varde kaserne er bygget på gensidig respekt, hvilket jeg blev bekræftet på op til flere gange i min værnepligtstid.
Jeg kunne fortsætte med at skrive om min tid som menig i en uendelighed. Der er så meget at fortælle og så mange oplevelser, der ikke går glemt.
Jeg føler, at jeg har fået en masse gode kvalifikationer og oplevelser, som jeg med fordel kan bruge ud i det civile liv.
Men den største gave er nok kammeratskabet man får derinde. Jeg kan ikke beskrive hvilket bånd man bygger op med andre mennesker med 4 måneders tæt samarbejde, det SKAL opleves!
Til alle der står og er lidt i tvivl. Gør det!
