Vejlernes Vilde Natur

Vejlernes Vilde Natur Henrik Haaning Nielsens beretninger fra naturovervågningsopgaverne i Vejlerne.

Jeg fik i går godt styr på sortternerne. Det giver altid lidt nervøsitet, når skybrudslignende regn falder i området. De...
11/06/2026

Jeg fik i går godt styr på sortternerne. Det giver altid lidt nervøsitet, når skybrudslignende regn falder i området. Der har i hvert fald tidligere været sammenfald mellem blæst og regn og opgivelse af kolonien.
Hvad jeg kunne konstatere, var en koloni, der var i trivsel. Jeg konstaterede 15 rugende fugle + i alt 7 klækkede ungekuld. Der yngler med andre ord hele 22 par i år.
Koloniområdet har været benyttet de sidste tre år, og udgør en perfekt yngleplads. Der er tale om en åben mudderflade, hvor der i løbet af maj begynder at vokse bl.a. Gul Iris og Kær-Fnokurt, hvor ungerne kan komme i skjul kort tid efter de er klækket.
Det bliver spændende at følge koloniens skæbne den næste tid.
Ellers kan man i øjeblikket opleve mængder af fældende Grågæs i området. Forleden taltes >6000 i Arup Vejle, og øen Melsig kan næsten opleves som helt dækket af Grågæs for tiden. Det var et flot syn den anden dag, da der mellem de mange Grågæs på øen stod 56 Skestorke. Desværre tyder sidstnævnte på at det er gået galt for en ynglekoloni et sted.
På den seneste enggennemgang på Bygholmengen fandt vi bl.a. et par Engryler med unger, og på engens østlige parceller fandt vi en del par.
Et sjældent højdepunkt var at finde to Kærløbere i en flok Store Præstekraver. Kærløber er en sjælden forårsgæst i Vejlerne.
I dag gik jeg enggennemgang i det flotte område med ti-tusindvis af Gule Iriser ved Vesløs Vejle. Det er en virkelig flot sump, med en del Dobbeltbekkasiner og Gule Vipstjerter. Jeg fandt også i alt 4 Huevandnymfer, bl.a. 2 i parring. Huevandnymfe er sjælden i Danmark, men med ganske store bestande, i hvert fald nogle år, i Vejlerne.
God fornøjelse derude i de wældige Vejler...

28/05/2026

VEJLERNES DAG:

Aage V. Jensen Naturfond inviterer igen til "åbent hus" den 6. juni i naturreservatet Vejlerne i samarbejde med lokalområdet og de lokale skoler. Kom med til en hyggelig og oplevelsesrig dag med fokus på naturoplevelser og udeliv i børnehøjde💚

Der vil være kyndige fugleguider i udvalgte tårne, der fortæller om Vejlernes særlige fugleliv 🦅 og guider til gode fugleoplevelser. På pladsen ved driftsbygningerne vil der især være aktiviteter for børn - bl.a. arrangeret af Vejlernes Naturfriskole, Hannæs-Østerild Skole, spejderne, Biologisk Forenings naturklub med flere. Oplev ringmærkning af fugle, se på spændende vandhulsdyr, fang en fisk, byg en fuglekasse m.m. Naturvejledning, guidede ture om Vejlernes historie og meget mere. Vejlernes vartegn, Bygholm Mølle, vil være åben for offentligheden på dagen. Smuk natur, frisk luft og hyggelig stemning. Tag familien, vennerne eller naboen med til Vejlernes Dag 💚

📅 Lørdag d. 6. juni
🕙 Kl. 10.00–15.00 (fugleguider i tårne kl 8-11)
📍 Bygholmvej 71, 7742 Vesløs

Se programmet for Vejlernes Dag 2026 her: https://www.avjf.dk/vejlerne/vejlernes-dag-2026/

📸: Naturfonden

Søndag og mandag gennemførte jeg en totaltælling af Vejlerne.Som altid drager man afsted med en vis spænding, fordi det ...
20/05/2026

Søndag og mandag gennemførte jeg en totaltælling af Vejlerne.
Som altid drager man afsted med en vis spænding, fordi det er maj, og der er fuld gang i fugletrækket. Så hvad mon dagene byder på, nu hvor hver eneste fugl endevendes på en totaltælling...
Andefuglene er stort set borte, men indenfor kort tid begynder fældningstrækket, og i juni vil der igen være en del Krik- og Pibeænder i området. Nu er de næsten fraværende. På Bygholmengen var Knarand den mest talrige svømmeandeart med 103 ex. I Midtsøen lå der en Bjergand han sammen med en lille flok Troldænder.
Grågæssene er begyndt at dukke op og gøre klar til deres fældeperiode i Vejlerne. Tællingen gav 6070 adulte fugle, hvoraf en del af dem er lokale ynglefugle, der går rundt med deres kuld af gæslinger. I alt talte jeg 1164 gæslinger fordelt på 278 ungekuld. Der bliver med andre ord græsset godt igennem på engene i Vejlerne i øjeblikket.
Blandt de mange Grågæs s*s også en Indisk Gås og 2 Nilgæs.
Klyde er en anden markant art. Særligt på Bygholmengen, hvor hele 244 par yngler i år. Alene i Vestsøen kan man opleve 130 rugende fugle, ret tæt på, i øvrigt sammen med Hættemåger, Hav- og Fjordterner.
I de Vestlige Vejler kan man opleve Klyder i Østerild Fjord, og enkelte par har pt. etableret sig på den lille ø med Hættemågekoloni udfor Østerildtårnet.
I alt talte jeg 491 Klyder i hele området, og på Bygholmengen så jeg årets første klækkede kuld.
Havørne fylder også godt i landskabet, og i alt talte jeg 21 ex. i området.
Sortternerne har etableret sig med 19 par (p.t.), og man kan især opleve fouragerende fugle i Lund Fjord. Her så jeg 15 fouragerende. Blandt dem en del Fjordterner, men også en 2K Havterne.
Arup Holm er blevet en mere og mere regelmæssig rasteplads for de flotte Lysbugede Knortegæs, og i søndags rastede her 213 ex. Samme sted s*s 7 af de i alt 10 Skestorke på tællingen.
24 Sølvhejrer gik og fiskede rundt omkring.
Tinksmedene er også ved at have passeret igennem og jeg så blot 18. Til gengæld i alt 19 Temmincksryler.
På Torup Holme rastede der 13 Pomeransfugle altimens en Rød Glente fløj over.
Dværgfalk s*s i både Arup Vejle og på Bygholmengen.
To Dværgmåger (en adult og 3K) fouragerede sammen nord for Krapdiget, så nu skal der holdes et ekstra vågen øje med Hættemågekolonierne i området.
Tællingen gav også en behagelig overraskelse idet jeg opdagede en Sort Ibis, der tilsyneladende ankom sydfra, da jeg så den flyvende ret højt ude fra Limfjorden og gik til rast på Bygholmengen. Den så ret brun ud, og var altså ikke i yngledragt. Det passer ret godt på den fugl der tidligere er set på Mandø og Vest Stadil Fjord.
Fedt var det, og det drejer sig om femte fund for Vejlerne og det første siden 2015.
I går (19/5) var det så tid til endnu en behagelig overraskelse, da gæstende Stig Englund med følge fandt Vejlernes femte fund af Lille Gulben; en klire fra Nordamerika, udfor Lund Fjord Tårnet. Storartet!

Her til morgen kørte jeg ud på Torup og Klim Fjordholme for at lede efter Pomeransfugle. Forleden var der meldt en flok ...
12/05/2026

Her til morgen kørte jeg ud på Torup og Klim Fjordholme for at lede efter Pomeransfugle. Forleden var der meldt en flok på 5 fugle derude, men der var i mellemtiden ankommet betydeligt flere. Faktisk fandt jeg i alt 57 fugle derude fordelt på tre flokke. Her fandt jeg 31: https://maps.app.goo.gl/9MD7YFgVp7H5kcng8
Her fandt jeg 17: https://maps.app.goo.gl/Zoqisr1625pZDSUf8, og her fandt jeg 9: https://maps.app.goo.gl/iNK1P65pgoJ5s71J9
Det slår mig hvert år, hvor smukke Pomeransfugle er. De er vitterligt et lidt eksklusivt højdepunkt i de ellers dødsyge landskaber, der typisk udgøres af store nyligt harvede pløjemarker.
Jeg kan kun opfordre til at tage ud og opleve de smukke fugle, der er på vej til fjeldhederne nordpå, efter overvintring i Nordafrika.

Ellers er der fuld gang i ynglefugletællingerne. Forleden blev den første enggennemgang på Bygholmengen gennemført, hvilket bl.a. afslørede 41 par Store Kobbersnepper, 228 par Viber og 16 par Engryler (foreløbigt tal). Samme dag fik vi også set to Tredækkere, hvilket var en yderst behagelig overraskelse, og så var det fedt at gå blandt 726 Brushøns og 229 Tinksmede, der også havde selskab af bl.a. 5 Temmincksryler, 910 Hjejler, 18 Små Kobbersnepper, Sortklire m.m. Der rastede også 6 Dværgterner, 2 Vandrefalke, og en Rød Glente fløj over.

Sortternerne har etableret sig på den sædvanlige yngleplads i Kogleakssøen, og jeg har set op til 23 lette samtidig fra kolonien.

I morges tjekkede jeg op på de rugende Klyder på Bygholmengen, og der er nu i alt 244 rugende derude. De yngler både på Østengen og Vestengen, men jeg vil opfordre til at opsøge Vestsøen, hvor man kan opleve de største tætheder på alle de små ødannelser lige ud for P-pladsen.
Den 6. maj rastede to adulte Rovterner i Vestsøen.

Gunstige vindforhold på det sidste har betydet, at jeg både har været en del på natlyt samt fjernkortlægninger af Viber,...
03/05/2026

Gunstige vindforhold på det sidste har betydet, at jeg både har været en del på natlyt samt fjernkortlægninger af Viber, Klyder, Store Kobbersnepper her på det sidste.
Det er foreløbigt blevet til 24 forskellige Plettede Rørvagtler, mere end 200 ynglepar af Klyder på Bygholmengen og 31 par Store Kobbersnepper på Bygholmengen. Alle tal er flotte, men fremgangen af Stor Kobbersneppe er særdeles glædelig. Sidste år nåede vi den hidtil laveste bestand med blot 23 par, og årets stigning på 35% er bemærkelsesværdig. Det forlyder, at der også er fremgang af arten på Værnengene og på Tipperne.
Glædeligt.
Også Hættemågerne har etableret sig flot på Bygholmengen med ca. 430 par.
Sjældne gæster har været flot repræsenteret i området på det seneste. Ved Lund Fjord Tårnet kunne man den 29. april opleve både 2 Stylteløbere, en Stribet Ryle og en ny Amerikansk Krikand. Samme dag blev det konstateret at den stationære Amerikanske Krikand i Østsøen på Bygholmengen endnu var til stede, således at der denne dag var to individer i Vejlerne.
Da jeg den 1. maj fjernkortlagde Bygholmengen fandt jeg en Amerikansk Krikand ved Kraptårnet. Jeg tror der kunne være tale om et tredje individ, men det bliver svært at bevise, da fuglen i Østsøen ikke var at finde denne dag...
I forbindelse med fjernkortlægningerne får man endevendt alle sete fugle, og det er en fornøjelse at tjekke de mange Brushaner og Tinksmede, der besøger Vejlerne i øjeblikket. Forleden rastede 565 Brushøns og 140 Tinksmede på Bygholmengen og i dag rastede 245 Tinksmede omkring Arup Vejle.
Den Stribede Ryle er endnu på plads i dag. Der er tale om det 16. fund i Vejlerne.
Der er med andre ord masser af opleve i Vejlerne for tiden.
God fornøjelse derude.

På grund af en udlandsrejse har jeg ikke fået opdateret siden med seneste nyt, bl.a. fra den seneste totaltælling som je...
24/04/2026

På grund af en udlandsrejse har jeg ikke fået opdateret siden med seneste nyt, bl.a. fra den seneste totaltælling som jeg foretog den 9-10. april.
Det blev en fin tælling, og når man i princippet endevender hver eneste sete fugl, dukker der ofte behagelige overraskelser op. Det skete også på denne tælling, hvor der ved Glombak pludselig stod en flok på hele 6 Dværggæs sammen med tre Blisgæs. Der er vistnok tale om den største flok i Nordjylland gennem tiden, og fik da også en del folk i bilerne i retning af Vejlerne...
En Silkehejre der fløj mod øst over Bygholmengen var den første i år i området. Den var ringmærket med en stålring, der kunne have været dødspændende at få aflæst, men det var naturligvis ikke muligt.
Den Amerikanske Krikand, som jeg opdagede på tællingen i marts, var endnu på plads i Østsøen på Bygholmengen.
Klyderne kvitterer fint for de våde forhold, og i alt talte jeg 487 i hele området. Svømmeænderne gør det samme, og det blev til bl.a. 3960 Krikænder, 3860 Pibeænder og 270 Skeænder.
Brushane var tillige talrig med 649 ex.
Bramgås stod i meget store flokke rundt omkring, og i alt talte jeg 23.900 i hele området.
Af rovfugle s*s 8 Havørne, 15 Rørhøge, 6 Blå Kærhøge, 2 Dværgfalke, en Vandrefalk, en Fiskeørn og en Rød Glente. I Lund Fjord lå der en flok på 6 Sorthalsede Lappedykkere og i nærområdet rastede 12 Ringdrosler.
På Arup Holm rastede desuden bl.a. 38 Lysbugede Knortegæs og 12 Skestorke.
Siden jeg kom hjem, er der sket meget.
Klyderne er endnu talrige, og alene på Bygholmengen har jeg de seneste par dage talt henholdsvis 465 og 495 ex.
En ny Silkehejre (der ikke er ringmærket) er dukket op ved Tømmerby Fjord, og så er de Plettede Rørvagtler for alvor ankommet. Sidste nat talte jeg 20 piftende hanner, hvoraf de 17 stod i det sydlige Selbjerg Vejle, og de kan opleves meget fint fra grusvejen på Skårup Odde.
Sortterne s*s med 10 ex i dag (de første ankom allerede 10/4) og Sivsanger, Tinksmed og Mudderklire er ankommet i løbet af de seneste dage.
I går optaltes ynglebestanden af Sølvhejre og Fiskehejre ved hjælp af drone, og der yngler i år 40 par Sølvhejrer (50 par i 2025) og blot 35 par Fiskehejrer (90 par i 2025). Sidstnævnte tilbagegang skyldes formentlig den strenge vinter, og der var da også en del meldinger om døde Fiskehejrer over hele landet i vintermånederne.
Jeg har kortlagt i omegnen af 70 paukende Rørdrummer p.t., så det tyder ikke på en meget dramatisk tilbagegang, som ellers blev varslet, bl.a. fordi at de paukende fugle gik meget sent i gang, og i lang tid kun med et yderst begrænset antal fugle.
God fornøjelse med med foråret i Vejlerne!

Mandag og tirsdag i denne uge (16-17/3) var jeg på månedens totaltælling i Vejlerne.Foråret buldrer derudad med store gå...
21/03/2026

Mandag og tirsdag i denne uge (16-17/3) var jeg på månedens totaltælling i Vejlerne.
Foråret buldrer derudad med store gåseflokke, stadigt flere rastende ænder, klyder, ankomst af Store Kobbersnepper (6 på Bygholmengen), Gransanger og meget andet.
Der er fortsat meget stille ift. paukende Rørdrummer. Foreløbig har jeg kun kortlagt tre forskellige, og på denne totaltælling hørte jeg kun to.
Det blev også en totaltælling, hvor der var lidt lækre krydderier i form af en Rødhalset Gås mellem Blisgæs på Torup og Klim Fjordholme samt en Amerikansk Krikand på Bygholmengen.
I den mildere ende kan det nævnes at et par Hulduer på Krapdiget var et pudsigt syn, og ved Centralslusen på Bygholmdæmningen rastede en Bjergvipstjert.
7 Nordiske Lappedykkere i Selbjerg Vejle var fint, og det samme var 81 Sølvhejrer, hvoraf de 50 s*s i de Vestlige Vejler (flest i Vesløs- og Arup Vejle.
Antallet af svømmeænder imponerede ikke, og det bliver spændende at se hvordan det bliver i april. I alt blev det til 303 Spidsænder, 53 Skeænder, 3125 Krikænder, 3866 Pibeænder, og 201 Knarænder.
Til gengæld imponerede Lille Skallesluger med 116 fugle, hvilket nok er ny rekord. Bl.a. rastede 46 i Vesløs Vejle og 38 i Han Vejle.
Af Rovfugle blev det bl.a. til 18 Havørne, to Vandrefalke og en Rød Glente.
To Skestorke s*s, og på Arup Holm rastede 34 Lysbugede Knortegæs.
Af vadefugle så jeg bl.a. 166 Brushaner, 61 Store Præstekraver og 5125 Hjejler.
Ellers vil en tur rundt i landskaberne byde på store gåseflokke. Særligt Blisgås imponerer med i alt 2860. Derudover bl.a. 9345 Bramgæs, 1100 Kortnæbbede Gæs og 1905 Grågæs.
God fornøjelse på jeres ture til Vejlerne.

I sidste uge var alt nedfrosset i Vejlerne. I denne uge er foråret buldret frem, og man bliver som alle andre forår greb...
07/03/2026

I sidste uge var alt nedfrosset i Vejlerne. I denne uge er foråret buldret frem, og man bliver som alle andre forår grebet, forundret og glad i låget over alt det liv der pludselig bare er der, ovenpå den ualmindeligt blæsende, grå og kolde vinter, vi har haft gennem det meste af januar og februar.
På Bygholmengen er der rykket ænder ind i ret store antal; især svømmeænder og Gravænder dominerer. Viber ses i store flokke i både Østlige og Vestlige Vejler. Sanglærkerne synger overalt. Enkelte Skestorke har tjekket ind, ligesom Brushane og Klyde.
Store og flotte flokke af Store Skalleslugere fisker på livet løs i bl.a. Arup Vejle, Tømmerby Fjord og Lund Fjord.
Store flokke af især Grågæs, Bramgæs og Blisgæs ses omkring Vejlerne, og Havørne ses nærmest i flokke i Arup Vejle og på Bygholmengen. Havørn er imidlertid blevet så almindelig, at de ses i luftrummet hvor som helst når man færdes i området.
Rørhøge ser man flere og flere af som dagene går, og såvel på Skårup Odde og ved Vejlernes Naturrum har flere solbadende Hugorme været fremme.
Sølvhejre har været helt fraværende i kuldeperioden, men er her i flotte antal allerede. Flere er begyndt ad komme i yngledragt og får sorte næb, og lange prydfjer på ryggen. Flere fugle er de seneste dage begyndt at stå i de to kolonier, vi har i området, og i går oplevede jeg 47 flyve til overnatning et sted ved Selbjerg Vejle.
Lydbilledet domineres blandt ynglefuglene af Traner. Er man ude tidlig morgen og sen aften, kan man høre adskillige par stå og trompetere fra Vejlernes rørskove og diger.
Det er meget stemningsfuldt!
Til gengæld lader de paukende Rørdrummer vente på sig. Jeg har været ude både tidlig morgen og sen aften, de seneste tre dage, og jeg har blot hørt to paukende.
Der er fortsat is i en del af rørskovene, ligesom særligt morgenerne har været meget kolde. I Tømmerby Fjord ligger der fortsat en bræmme af is langs østkanten. Så snart isen i områderne er helt smeltet, skal der nok komme gang i paukeserierne, og det bliver spændende at erfare hvor stor en eventuel nedgang bliver efter den kolde vinterperiode.
Heldigvis havde jeg i alt fire Skægmejser for et par dage siden. Det er en art der let bliver påvirket negativt af hårdt vintervejr.
Som sagt så buldrer foråret frem. Tag ud og oplev det - og se om I kan følge med... - Det går nemlig stærkt lige nu...

Jeg var i går, onsdag, på totaltælling i Vejlerne. Ligesom i januar er alle store vandflader frosne, og kun få steder er...
12/02/2026

Jeg var i går, onsdag, på totaltælling i Vejlerne. Ligesom i januar er alle store vandflader frosne, og kun få steder er der små våger, typisk hvor der er åer og vandløb der møder Vejlernes søer.
Lønnerup Fjord, der ikke er en del af Vejlerne som lokalitetet, tjener imidlertid som en meget vigtig lokalitet for mange af fuglene der ellers ville have opholdt sig i Vejlerne, da der her er varme kildevæld der strømmer, og så løber Storåen igennem Lønnerup Fjord og videre ud i Limfjorden.
Det var da også den eneste lokalitet med mange vandfugle. Bl.a. lå der her 41 Lille Skallesluger, 335 Sangsvaner, 540 Pibeænder og 660 Gråænder. På isen sad der 5 Havørne og på isen på Limfjorden udfor Østerild Fjord sad der yderligere 8 Havørne.
Udover Lønnerup Fjord var det Limfjorden som indeholdte fuglemængder, hvor der var isfrit. Ud for Østerild Fjord lå der f.eks. i alt 710 Hvinænder.
Den fineste oplevelse var imidlertid en tillidsfuld Odder, der fiskede langs iskanten. Den fik meget opmærksomhed af Havørnene derude. Senere kom den helt ind i grødisen, hvor den indimellem skød op, og blev næsten reptilagtig i sin attitude.
Stor og fin oplevelse.
Ellers var den største overraskelse tre Tundrasædgæs der stod helt alene på en mark på Arup Holm.
Det var småt med øvrige overskrifter. En 2K Vandrefalk sad på Revlbuske, og over Torup og Klim Fjordholme fløj en Rød Glente rundt.
Jeg så ikke en eneste Skægmejse eller Bjergpiber på tællingen.

Vejlerne er nedfrosset, og selvfølgelig betyder det, at mængderne af vandfugle er delvist væk.Nu kan flokke af svaner og...
03/02/2026

Vejlerne er nedfrosset, og selvfølgelig betyder det, at mængderne af vandfugle er delvist væk.
Nu kan flokke af svaner og ænder opleves i de åbne våger på Limfjorden samt i Lønnerup Fjord, hvor lune kildevæld og gennemstrømning af Storåen betyder huller i isen med åbent vand.
Inde i reservatet Vejlerne er der selvfølgelig ikke meget at se, men jeg vil alligevel opfordre til at tage ture hertil.
Over rørskovene kan f.eks. ses Blå Kærhøge, og hist og pist ses Havørne.
Ved de åbne kanaler kan man være heldig at støde på arter som Rørdrum, Odder og Vandrikse.
Kombinér turen med Lønnerup Fjord, hvor der er fugle som Lille Lappedykker, Dobbeltbekkasin og Vandrikse i kildevældende, udover diverse ænder og svaner.
God fornøjelse derude, men husk varm kaffe og varmt tøj.
Fotos er fra både januar og februar.

Adresse

Frimervej 16
Vesløs
7742

Underretninger

Vær den første til at vide, og lad os sende dig en email, når Vejlernes Vilde Natur sender nyheder og tilbud. Din e-mail-adresse vil ikke blive brugt til andre formål, og du kan til enhver tid afmelde dig.

Kontakt Organisationen

Send en besked til Vejlernes Vilde Natur:

Del