27/03/2026
POLITINÆSEN SOVER ALDRIG - 16-ÅRIG SIGTET FOR BEDRAGERI
De fleste politibetjente er udstyret med en slags radar. En indbygget fornemmelse for kriminalitet – en politinæse, om man vil. Som sjældent sover. Det gjorde den heller ikke onsdag eftermiddag på en politibetjent, der på sin fridag var ude at gå en tur i en mindre by på Falster. Da politibetjenten gik forbi et hus, lagde han mærke til en yngre mand, som talte med en ældre mand, der stod i døråbningen. Betjenten kunne ikke undgå at høre, at samtalen handlede om betalingskort og koder, og han blev hurtigt klar over, at den ældre mand formentlig var ved at blive udsat for bedrageri. Så betjenten ”trådte i tjeneste”, som det hedder, og han fik hurtigt fat i kraven på den yngre mand.
Det viste sig, at være en 16-årig dreng fra københavnsområdet. Inden den 16-årige var mødt op hos den ældre mand, var den ældre blevet ringet op af en person, der udgav sig for at være fra ”banken” og som fortalte, at han ville sende et bankbud, der ville hente den ældre mands hævekort, da ”der var problemer med det”. Og kort efter dukkede den 16-årige så op.
Vi oplever desværre stadig en del sager om kontaktbedragerier, hvor de kriminelle forsøger at narre ofte ældre borgere til at udlevere både penge, betalingskort og smykker. Det er en meget udspekuleret og kynisk kriminalitetsform, hvor gerningspersonerne spiller på frygt og tillid, og metoderne er ofte tilrettelagt på en måde, at svindlerne kan virke både troværdige og overbevisende, der kan gøre det vanskelig for ofret at gennemskue.
I dette tilfælde var heldet med den ældre mand. Den vakse politibetjent fik anholdt den 16-årige og sigtet ham for bedrageri. Han er efterfølgende også sigtet for to andre bedragerier, der fandt sted tidligere onsdag, og hvor det lykkedes at få udleveret hævekort og hæve kontanter.
Gode råd til at undgå at blive snydt: 👉
En god huskeregel er, at hverken banker, myndigheder eller virksomheder kan finde på at ringe til borgere og bede om adgang til netbank, pengeoverførsler, eller koder til hævekort, MitID eller NemID. Tal gerne med dine ældre venner eller familiemedlemmer om dette.
• Udlevér aldrig koder eller følsomme personoplysninger over telefonen.
• Læg på hvis du har mistanke om svindel – og du behøver ikke at være høflig.
• Er du i tvivl, så søg selv bankens eller myndighedens telefonnummer frem via internettet og foretag et kontrolopkald.
• Er du kommet til at udlevere dine oplysninger, så ring straks til banken og få din konto spærret, og ring til politiet på tlf. 1-1-4.
God dag til alle👮🙂