06/06/2026
🐾 I anledning af Hundens Dag sætter vi fokus på en af de mange funktioner, man kan have som frivillig soldat i Hjemmeværnet – nemlig hundeførerfunktionen.
Hjemmeværnets tjenestehunde indgår i en række opgaver, hvor hundens sanser og samarbejdet med hundeføreren gør en forskel. Hundene anvendes blandt andet til patruljetjeneste og bevogtningsopgaver. Det kræver mange timers træning og et tæt samarbejde mellem hund og fører.
For Kim blev hundeførerfunktionen en måde at kombinere sin interesse for hundetræning med sin kærlighed til Forsvaret.
Kim havde tidligere været soldat i Hjemmeværnet, men efter en udsendelse kom han i reserven.
Da han fik sin første hund, opstod ønsket om at træne de grundlæggende færdigheder. Derfor meldte han sig ind i en lokal hundetræningsforening. Men interessen voksede hurtigt. Der gik derfor ikke lang tid, før Kim besluttede sig for at kombinere sin passion for hundetræning med ønsket om igen at være en del af det militære fællesskab i Hjemmeværnet.
I dag træner han med Tjalfe, som er seks år gammel. Tjalfe mangler stadig sin afsluttende mønstring, men makkerparret træner målrettet for at blive klar: "Der er ikke noget eller nogen, der kan komme imellem os," fortæller Kim.
Når Tjalfe ved, at der venter en opgave eller træning, er engagementet heller ikke til at tage fejl af: "Lige så snart han skal ud, så er det lige før, han dirrer," fortæller Kim.
For Kim handler hundetjenesten om mere end hundetræning. Det handler også om ønsket om at blive mere operativ, om at udvikle det særlige samarbejde med sin hund og om at styrke samarbejdet på tværs af værnene. I dag træner han blandt andet sammen med en hundefører fra Flyverhjemmeværnet, og netop det samarbejde ser han gerne endnu mere af fremover.
🐶 Har du selv en hund, der altid er klar, når der skal ske noget?
Del gerne et billede eller en historie i kommentarfeltet.