04/06/2026
☔️👣 VÆRESTEDET ER LUKKET - MEN FÆLLESSKABET HOLDER IKKE PAUSE 👣☔️
Mens malerarbejdet fortsætter i Valby Værested, har vi heldigvis stadig vores dejlige vandreture, i går og på onsdag, hvor fællesskabet kan blomstre under åben himmel.
I går var vi 16 glade vandrere på tur – heraf én sej deltager med rollator. Vi tilbagelagde 4,2 km på 1 time og 45 minutter gennem lettere regn, som heldigvis ikke kunne dæmpe hverken humøret eller snakken ☔️😊
Turen gik gennem Pigekvarteret, hvor vi på opfordring genbesøgte den smukke gavlinstallation "Kvindeansigt" 😍. Derfra fandt vi en lille hemmelig smutvej til Magnolievej på Frederiksberg, krydsede Fasanvejen og fortsatte ind i Søndermarken.
Vi hilste på dyrene i Zoo, gik forbi Cisternerne, nikkede til Adam Oehlenschläger og nød den eventyrlige udsigt bag lysthuset Det Norske Hus, hvor vi tog et velfortjent hvil.
Et forslag om at gå på uglejagt i parkens fjerneste hjørne blev mødt med stor begejstring 🦉. Uglerne viste sig ikke, men måske sad de et sted og holdt øje med os😅
Vi søgte så vidt muligt ly under træernes grønne paraplyer, mens vi delte historier om området omkring Søndermarken. Til sidst gik turen ad Langgade til Fy & Bi, hvor kaffe og kringle ventede som den perfekte afslutning på dagens oplevelser ☕️🥐
Tak til alle jer, der var med til at skabe endnu en hyggelig tur med godt selskab, smil og masser af fællesskab.
Selvom værestedet holder lukket nogle dage på grund af renoveringen, finder vi stadig sammen – og det er netop fællesskabet, der er hjertet i Valby Værested. ❤️