01/06/2026
Den 5. juni 2026 bliver den nye udsigtsplatform, som står på Udsigten i Vissenbjerg, indviet. Og her er alle byens borgere, samarbejdspartnere og andre interesserede velkomne.
Vi mødes ved Udsigten ved Vissenbjerg kl. 13.30. Man kan parkere på Idrætsvej 3, 5492 Vissenbjerg, hvorfra man kan benytte stierne ved siden af Padelhallen bag om kirkegården, og gå op til Udsigten.
🍦Herefter vil der være et par taler, is og et par oplevelsesture.
🚶♂️➡️De mindste kan gå med naturvejleder, Christine Røllike, og opleve livet i Møllesøen.
🚶♀️➡️De største kan gå på tur med Fleming Jørgensen, formand for Vissenbjerg Lokalhistoriske Arkiv og høre om områdets historie. Denne foregår i terrænet i Vissenbjergskovene og er ikke for gangbesværede.
👍 Alle er velkomne til indvielsen. Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding.
➡️Lokale håndværkere har sat platformen op
Den nye stålkonstruktion er 10 meter i diameter og opført i to niveauer. Platformen er blevet til i et tæt samarbejde mellem Assens Kommune, Lebæk A/S Tømrer- og Snedkerfirma og Vissenbjerg MaskinVærksted.
”Udsigten er blevet udvidet markant og kan nu rumme mange flere besøgende på en gang til gavn for de flere tusinder, der hvert år besøger Udsigten”, fortæller Paw Ibsen, projektleder og partner i Lebæk A/S Tømrer- og Snedkerfirma.
Vissenbjerg MaskinVærksted har svejset den store stålkonstruktion sammen på deres værksted og arbejdet på den i mange måneder. Da vejret tillod det, satte de stålkonstruktionen op landskabet på de store jerndrager, som er boret ned i skrænten.
Lebæk A/S Tømrer- og Snedkerfirma har haft totalentreprisen, og har stået for planlægning, koordinering, byggepladsstyring og lavet alt træarbejdet på platformen.
”Vi er stolte af at have løst en kulturel specialopgave som denne, i vores egen kommune i tæt samarbejde med gode faste samarbejdspartnere. Der er brugt rigtig mange timer på at få lavet et endeligt projekt, som vil kunne stå som et vartegn for Vissenbjerg de næste mange år frem”, fortæller Paw Ibsen.
➡️En del af en større udvikling
Udviklingen af Udsigten er en del af første etape på udviklingsplanen for Fremtidens Vissenbjerg. Her er der først arbejdet med ankomstområdet ved Vissenbjerg Idræts- & Kulturcenter.
Senere vil der blive arbejdet med parkeringspladsen foran hallen, stisystemet op til Udsigten og Terrariet samt Krohaven.
Udviklingen skal skabe synergier mellem hverdagsliv, fritid og turismeoplevelser. Første etape har handler om at binde nogle af de seværdigheder, der er i byen, tættere sammen. På den måde får borgere og besøgende en mere sammenhængende rejse, når de f.eks. besøger Terrariet - Reptile Zoot, Thomas Damsbo-troldene, Museum Koelbjergmanden - Istiden, naturoplevelserne og AssensBibliotekerne.
I nogle af de senere etaper af Udviklingsplanen, vil der også blive arbejdet med Østergade og Vestergade i Vissenbjerg.
📷 Jan Seneca.