28/05/2026
Frederikke og Liva har begge fundet deres vej.
Frederikke og Liva viser hjemmevant rundt i det store køkken på det nye Odense Universitetshospital (OUH), hvor de begge arbejder. 21-årige Liva er ernæringsassistentelev, og 20-årige Frederikke, der også startede som elev i køkkenet, er nu færdiguddannet og ansat som ernæringsassistent.
Både Liva og Frederikke har været glade for at være i lære i Mad og Måltidskøkkenet. De har begge haft nogle udfordringer undervejs, som de har skullet finde deres vej igennem.
Liva blev efter en svær periode i starten af uddannelsen diagnosticeret med ADHD. Frederikke fik, imens hun var elev, konstateret Tourettes og har også døjet med angst.
I dag fylder diagnoserne ikke meget i deres hverdag og arbejdsliv, og det skyldes ikke mindst god støtte på arbejdspladsen. Liva Andersen fortæller:
− De har været rigtig gode her i køkkenet. Udover at Lise Lotte (uddannelseskoordinator, red.) og elevvejlederne i køkkenet laver løbende tjek-upsamtaler med mig, så har de generelt taget imod mig med åbne arme i køkkenet. De har altid et åbent sind og ser ikke anderledes på mig, fordi jeg haft det svært i en periode. Det betyder ufatteligt meget. Man har jo ikke lyst til at være anderledes eller særlig. Man vil gerne være en del af flokken, siger hun, og Frederikke Christensen supplerer:
− Det har også haft en stor betydning, at man aldrig står alene med ansvaret som elev her i køkkenet. Når man er elev, skal der være plads til at lave fejl, uden at det har alvorlige konsekvenser. Man skal have lov til at lære. Nu, hvor jeg er færdiguddannet, er jeg klar til at stå alene med ansvaret og synes, at det er spændende og motiverende.
***
TEMA: Unge vil gerne passe ind på arbejdspladserne, men de vil ikke presses ind i en fast form. De vil mødes ligeværdigt og ses som mennesker, ikke kun som arbejdskraft.
I Appetit har vi set nærmere på netop dette, og du kan læse meget mere 👇👇👇