11/06/2026
For anden gang havde vi i dag fornøjelsen af at få besøg af en gruppe fantastiske piger fra Myanmar. 25 elever fra en pigeskole i Myanmar rejser rundt i Danmark for at opleve STEM-miljøer og hente inspiration med hjem. I dag kom de så forbi Kokkedal Skole.
Sammen med vores engagerede elever og lærere blev de introduceret til vores bi-klub og kastede sig ud i sumobrydning med LEGO-robotter. Robotkampene blev samtidig en introduktion til, hvordan vi bruger LEGO til at lære blokprogrammering. For nogle af gæsterne var det endda første gang, de legede med LEGO, fordi det hjemme hos dem ofte bliver betragtet som "drengelegetøj". De blev også sluppet løs i vores maskinrum, hvor de prøvede kræfter med blandt andet tekstiltryk, lasercuttere og andre STEM-teknologier.
Nysgerrigheden var stor, og energien endnu større. Allerede på vej i bussen modtog vi beskeden: “All the girls very excited." Og det kunne mærkes hele dagen. Måske var det alligevel ikke robotterne eller maskinerne, der gjorde størst indtryk.
Efter frokost satte pigerne sig sammen og spillede SET. I 45 minutter lød der grin, jubel og fælles koncentration på tværs af sprog, kultur og geografi. Da dagen sluttede, havde pigerne fra Myanmar små gaver med til vores elever. Der blev sagt farvel, udvekslet telefonnumre, fældet et par tårer og givet utallige krammere.