21/05/2026
PINSESNIT – registreringsarbejdet på arkivet åbner for mange samtaler om store og små erindringer. De kommende pinsedage betød snak om begrebet pinsesnit. Især hos borgerskabets kvinder var sommergarderoben af stor vigtighed. For såvel mænd som kvinder var vinterpåklædningen tyk, tung, sort og ulden. Man længtes efter luft, lethed og lyse farver. Så – nyt -gerne smart - tøj til pinse, hvor man fejrede sommerens snarlige komme med hygge og selskaber. Man skulle holde sig vågen til at se solen danse pinsemorgen. Hvorvidt den dansede som følge af et særligt naturfænomen, mangel på søvn eller resterne af de udskænkede våde varer henstår i det uvisse.
Byens manufakturhandlere var selvfølgelig glade for den store lyst til nyanskaffelser, især blandt byens piger og kvinder – og frem til 1960-ernes begyndelse var hatten af stor betydning; var man af pæn familie, gik man absolut ikke på gaden uden at have noget på hovedet. Frem til 1920erne gjaldt dette også for små og store børn.
Billedet er fra ca. 1900, hvor den forretningsdrivende (som ses bag damerne) har haft sans for reklamens magt. Billedet kunne være bragt blandt avisernes annoncer, eller det kunne trykkes som postkort og uddeles. Når man ser på billedet kan man forestille sig det humør, glæde og købelyst der har været iblandt modellerne.
Hattene var enorme, krævede rolige måder at bevæge sig på og var et signal om social status. Begrebet ”hattedamer”, som ydede hjælp, gennem almisseuddelinger, kommer fra denne gruppe af velstillede damer med social samvittighed og store hatte. Byens mange tjenestepiger og økonomisk klemte koner og døtre måtte vælge mere praktiske og billigere udgaver (se modellen i midterste række, nr. 8 fra venstre).
Blødere stofhatte i tyl og med blomster og sløjfer i ét virvar kaldtes balladehatte og blev kun båret af særligt modige damer, (se forreste række nr. 6) og blev ofte kun forhandlet af hattebutikker ejet og drevet af kvinder.
Mændene købte deres hatte i almindelige herreekviperingsbutikker, kvinderne kunne vælge imellem manufakturhandlere eller specialbutikker, der kun solgte damehatte, disse sidstnævnte var ofte drevet af uddannede modister. Nyborg har haft en række af hatteforretninger.