05/06/2026
FRA STORBYENS SLUM TIL ET LIV I FRIHED
Historien er lånt og er redigeret
-- Husker du Oluf Borremark? Jeg tænkte at nogen måske kunne blive opmuntret ved hans historie?
- Mit liv har været fuld af smerte, nederlag og kampe. Jeg følte mig mindreværdig og ville hævde mig over for kammeraterne. Ingen skulle bestemme over mig og mit liv. "Jeg skal nok selv bestemme, hvad jeg skal, og jeg vil bare køre derudaf", sagde jeg. Baggrunden for oprøret var forkastelse, der førte mange negative ting med sig, bl.a. selvmordstanker og druk. Jeg blev først forkastet af mine biologiske forældre og dernæst af mine søskende, dvs. mine plejeforældres børn. da mine plejeforældre døde.
Da jeg fandt ud af, at de ikke elskede mig og ikke ville have noget med mig at gøre, var min verden ved at bryde sammen. Da jeg spurgte mig selv: "Hvor er mine søskende?", viste Gud mig, at mine søskende er de mennesker, som er i min kirke, da de delte den samme tro med mig. Den erkendelse gav mig styrken til at komme videre med mit liv.
Efter mit møde med Jesus ophørte mit oprør, og der kom en fred og ro i sjælen. Jesus har fået lov til at sætte kursen for resten af mit liv. Han vil også hjælpe dig, som læser dette. Han vil ikke slippe dig og ikke forlade dig.
Da jeg var tre måneder gammel, glemte mine forældre mig udenfor et værtshus. De var berusede. Jeg blev fjernet af børneværnet og placeret hos en elskelig plejefamilie på Nørrebro i København. Da jeg var 12 år, fortalte mine plejeforældre mig, at jeg var adopteret, fordi mine forældre var alkoholikere. Hele min trygge verden styrtede sammen, og det gav mig en følelse af at være forkastet, som gav udslag i ballade i skolen. Næste skridt var småkriminalitet og druk. Sådan gik det indtil jeg var 15 år, hvor forsorgen kom ind i mit liv, og jeg blev sendt på et drengehjem til mine plejeforældres store sorg. Årene på drengehjemmet gjorde kun ondt værre, for drikkeriet og tyverierne fortsatte, Jeg blev desuden misbrugt af en voksen mand på et af hjemmene, og vi drenge trøstede hinanden med s*x, så jeg troede, at det var normalt. Begge dele gjorde, at jeg blev homoseksuel. Min identitetskrise var dyb, og jeg besluttede på et tidspunkt, at det var bedre, om jeg drak mig selv ihjel. I mine papirer stod der, at jeg var adfærdsvanskelig og grænsepsykotisk.
Som 21-årig kom jeg på en gård som landbrugsmedhælper, men jeg ville helst være sømand. Jeg truede med at plyndre en bank, hvis jeg ikke kom væk, og til sidst blev jeg arbejdsmand på B&W. Jeg var dybt alkoholiseret og på stoffer. Det var en frygtelig periode, hvor sprut og L*D helt tog magten fra mig. Andre mennesker havde jeg ikke brug for, for de havde ikke brug for mig, og ingen regnede mig for noget.
I skolen havde jeg gjort nar af Bibelen. Det, der gjorde forskellen for mig, var en mand, der en dag gav mig en folder. I den stod det kendte vers: "for således elskede Gud verden, at Han gav sin eneste søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv". (Johs. 3, vers 16).
Det glædede mig i øvrigt at se, at kristne kunne have det så godt, men mig sagde det ikke noget. Alligevel besluttede jeg at holde op med at drikke - måske kunne jeg få det bedre? I de næste tre år kæmpede jeg med sprutten. Det gik op og ned, men en dag i 1968 holdt jeg helt op. Dagen startede med, at jeg var temmelig beruset, men alligevel tog jeg med en kollega til et bedemøde. Folk lå på knæ, så det måtte jeg også hellere gøre. Jeg blev spurgt: "Tror du på Jesus? Tror du, han kan hjælpe dig?" Jeg svarede: "Ja". - Jeg bad en fortvivlet bøn om at blive løst fra alt det, der tyngede mit liv. Det var enten eller - leve elle dø. Jeg kunne bare ikke mere. Så sket der noget i mig. Jeg mærkede en fred sænke sig over mig. Hjemme smed jeg alle piller og spiritus ud og var fra det øjeblik sat fri fra alt. Jeg begyndte samtidig at læse i Bibelen, og brød på mærkværdig vis også mit forhold til den mand, som jeg egentlig skulle have været gift med. Det nye liv har holdt lige siden, for Jesus kan, hvad jeg ikke kan!
I 1972 mødte jeg en dejlig enlig kvinde med fire børn. Hendes mand havde været hende utro og drak de fleste af deres penge op, så hun var blevet alene med sine børn. Hun var så deprimeret over sin situation, at hun begyndte at drikke. Hun havde ingen penge og var på vej til Halmtorvet for at prostituere sig selv, men så mødte hun mig. Vi var gamle barndomsvenner. Hun var pigen, der havde en mor, der bagte franskbrød hver dag. Jeg var knægten, der "tilfældig" dukkede op hver dag på samme tid hos Bodil og hendes mor. Nu stoppede jeg hende, og fik hende med til et møde i min kirke. Hun var ikke kristen, men det blev hun hurtigt. En ganske almindelig dag derhjemme fik hun et syn. Hun så Kristus på korset og hørte en stemme sige: "Så meget har jeg gjort for dig. Hvor længe tøver du?" Da græd hun og overgav sig. Vi giftede os og fik to børn sammen. Sammen har vi fået et godt og værdigt liv, selv om jeg engang ville have svoret, at jeg aldrig skulle opleve så meget som én dags lykke i min tilværelse. Vi blev aldrig rige eller fik et fint hus, men vi havde til gengæld fundet en mening med livet. Vi havde hinanden, og havde tid til børnene, som alle er kommet godt i vej. Jeg har undervejs arbejdet på forskellige væresteder for børn og hjemløse, for hvis jeg kunne komme væk fra miljøet, så kan det også ske for dem.
I 1986 døde en af Bodils drenge 23 år gammel af kræft. Dette gjorde, at jeg fik et hjertetilfælde og kom på hospitalet, hvor jeg oplevede noget usædvanligt. Jeg blev bortrykket, ligesom krænget ud af mit eget legeme, og jeg kom en tur ned i Helvedet. Det var ikke noget rart syn. Jeg kom også en tur i Himmelen, hvor gaderne var lavet af guld og hvor der var glade mennesker, og jeg så, hvor jeg skulle bo, det pragtfuldeste sted med blomster i alle regnbuens farver. Der var en stemning af den dejligste lovsang, fred og harmoni, og der var et ubeskriveligt smukt og pragtfuldt lys. Midt i alt dette, så jeg vores nyligt afdøde søn, Henrik, som det smukkeste strålende lys. Jeg så Jesus som en strålende lysets engel, og jeg sagde til Ham: "Lad mig få lov til at komme hjem til dig". Pludselig var billedet væk, men det var ligesom om, Han sagde: "Nej, du skal tilbage til jorden, for at fortælle om, hvad du har oplevet".
Lægerne, der i mellemtiden havde kæmpet for mit liv, og så at jeg kom til bevidsthed, sagde til min hustru, at et miraklet var sket. Jeg sagde: "Jesus, du er min helbreder".
Oluf var gennem mange år aktiv i Klippen på Vesterbro ligesom han var med til at få Street Care i gang i 2020. Han var noget af en spraddebasse. Men han gik nærmest altid rundt med et stort smil og var til stor opmuntring for mange på trods af hans barske liv. Jeg kunne fortælle mange sjove historier om Oluf...
Oluf gik bort den 03.12.21 og blev 79 år.
Han er savnet.
