29/08/2025
FINANSLOVSFORSLAG
Kulturen bliver igen løftet markant på regeringens finanslovsforslag, som er frem-lagt i dag. Der bliver i alt prioriteret over 2,3 mio. kr. til kultur, medier, idræt og foreningslivet over de næste fire år.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt siger:
”Jeg er enormt stolt over, at vi igen giver kulturen et kæmpe løft og slår fast med syvtommersøm, hvor vigtig den er for vores samfund. Det er det hidtil største løft af kulturen i min ministertid og måske det største nogensinde. Jeg er kisteglad for, at vi afskaffer bogmomsen. For ingen skærme kan udfolde vores fantasi og skabe de billeder, som bøger kan. Jeg kommer til at præsentere en litteraturhandlingsplan snart, som skal bidrage til, at vi kan komme ud af læsekrisen, og styrker forfatternes vilkår i en tid, hvor streaming fylder mere og mere.
Putin bomber teatre og koncertsale, fordi han ved, hvor stor betydning kulturen har for vores samfund. Jeg vil gøre det modsatte og styrke teatrene her i landet. Jeg vil sætte gang i arbejdet med en scenekunstreform, for området har været forsømt i en lang årrække.
Jeg håber, vi kan få EM i kvindefodbold til landet. Det vil være en folkefest for hele Danmark i rød-hvide farver. En folkevandring mod stadions og storskærmsarrangementer, når vores fantastiske kvinde-landshold spiller på fyldte stadions foran resten af verden. Nu er det – endelig – kvindefodboldens tur til det store rampelys, og jeg er enormt stolt over, at vi med finansloven nu sætter 10 millioner kroner af til at gøre visionen til virkelighed.
Jeg er glad for, at vi er blevet enige om at give et økonomisk løft til landsdelsorkestrene. Klassisk musik er en vigtig del af vores kulturliv og musikalske arv, og landsdelsorkestrene gør det muligt at opleve musikken i hele landet.
Vi har sat penge af til at forhandle en ny og ambitiøs medieaftale. I en krisetid, hvor vi bliver mødt med falske nyheder på nettet, og hvor techgiganternes magt stiger, er det bydende nødvendigt, at der fortsat er en stærk prioritering af danske medier, der kan give os troværdige nyheder og fortællinger fra virkeligheden.”
Læs mere om finanslovsforslaget her:https://kum.dk/aktuelt/nyheder/regeringen-loefter-endnu-en-gang-kulturen-markant