09/06/2026
Mere end hver tredje elev i Danmark har det seneste år været Med Skolen i Biografen. Det er dermed den bedste sæson siden skoleåret 2019/20.
Tre af de mest besøgte film i skolebio-ordningen var endda danske.
Direktør for Filminstituttet, Tine Fischer, siger:
“Med Skolen i Biografen er filmkultur i praksis. Når en tredjedel af alle elever i Danmark, henover et år, har været med deres lærere og klassekammerater i biografen, så fortæller det os, at filmens fortællinger og biografen som fælles ramme for samtale og fordybelse, er mere relevant end nogensinde. I biografen er der ingen små skærme eller forstyrrelse fra sidekammeraten. Der er fuld kollektiv koncentration. Hvis danske film også fremover skal være en naturlig del af børn og unges livsverden, så er samarbejdet med skoler, kommuner og biografer i hele landet derfor fuldstændig afgørende.”
Oplevelserne i biografmørket slutter dog ikke, når rulleteksterne er forbi. Alle filmene i ordningen har gratis undervisningsmaterialer, der tager udgangspunkt i filmenes virkemidler og tematikker. Og der er noget til elever på alle klassetrin.
Den kommende sæson byder på fire danske spillefilm og fem kortfilm fra eller om Grønland.
Det nye program er netop kommet ud på Filmcentralen / Undervisning: https://filmcentralen.dk/msib-0